Vildas barnedåb

Vildas barnedåb

Døbes eller ej?

Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle lade Vilda blive døbt eller blot navngive hende. Personligt er jeg overhovedet ikke det mindste troende, men jeg er dog selv både døbt og konfirmeret. Konfirmationen var helt klart på grund af mine forældre, som kun ville give mig en fest, hvis jeg blev konfirmeret. Hvilket jeg synes er en virkelig underlig måde at stille det op på over for sit teenage barn. Jeg mener, så opfordrer man jo direkte sit barn til at lyve, for selvfølgelig ville mit 13 årige Jeg, da ikke gå glip af en stor fest og masser af fede gaver.

Umiddelbart havde jeg det nok sådan, at traditionen omkring dåben er ret hyggelig. Vi får en hyggelig dag, Vilda får nogle gudforældre, og så er det ligesom gjort i tilfælde af, at hun selv skulle vælge at blive konfirmeret senere hen. Men samtidig følte jeg, at det også er ret forkert at døbe hende, når nu jeg slet ikke er troende overhovedet!

Igennem de sidste 4-5 år har jeg gået til massage en gang om måneden hos en rigtig sej kvinde, der hedder Kamilla. Udover at være Gotved massør, har hun også åbnet sit eget Yoga studie Hot Yoga Life og samtidig med dette, har hun så også lige læst teologi for at blive præst, som hun blev færdig med i efteråret. Vi har derfor mange gode snakke om alt mellem himmel og jord.

Selvom Kamilla ved, at jeg ikke er troende, så var hun selvfølgelig nysgerrig for, om jeg ville få Vilda døbt. Jeg fortalte hende, at jeg var virkelig meget i tvivl og gav hende alle mine for og imod grunde. Hun kunne sagtens forstå min tvivl, men så talte hun om, at hvis hun skulle døbe hende, behøvede det jo ikke handle så meget om Gud og Jesus, men mere lægge fokus på, at alle de mennesker der kommer til dåben, er samlet på grund af kærligheden til Vilda og jeg. Og så lave hele ceremonien mere i kærlighedens tegn fremfor det dybt religiøse.

Efter nogle af vores samtaler blev jeg derfor enig med mig selv om, at selvfølgelig skal Vilda døbes, så længe det er Kamilla der gør det. Kamilla kan gøre talen meget mere personlig til Vilda og jeg, fordi hun kender mig og min historie omkring Vildas tilblivelse rigtig godt. Og så kan jeg bare rigtig godt lide tanken om, at Vilda får nogle Gudforældre.

Valget af Gudforældre

Jeg kan fornemme, at flere ofte vælger deres søskende som Gudforældre. De fleste der hører at Vilda skal døbes, regner i hvert fald med, at det er min storebror, der skal være Gudfar. Men det bliver det altså ikke.

Min storebror kunne nu sagtens have været mit første valg, men i dagens Danmark er rollen som Gudforældre jo egentlig blot en titel. Og min bror har jo allerede en titel som Onkel Peter, så det gav ikke rigtig mening for mig at vælge ham. Udover det, så ved jeg også, at han allerede er Gudfar til hele to af hans kammeraters børn, så tænker ikke at titlen er noget helt specielt for ham.

I stedet faldt mit valg på en af mine tætteste veninder som Gudmor og hendes kæreste som fadder. Tilsammen Vildas Gudforældre♥️

Valget kunne sagtens have faldet på et par af mine andre tætte veninder også. Men Tine som jeg har valgt, har selv to børn, og det er helt klart hende og hendes kærestes opdragelse jeg kan spejle mig selv mest i. Udover det, var hun også den største støtte, da jeg tog valget om at få Vilda som solomor. Og så har jeg i øvrigt også selv, et ret tæt forhold til hendes piger. Så alt gav bare mening for mig, da jeg skulle tage valget, og jeg har faktisk ikke været i tvivl om dette overhovedet i forhold til, hvis jeg lod Vilda døbe. Heldigvis blev hun både glad og stolt over at blive spurgt, så det kunne ikke være mere perfekt.

Jeg fandt så ud af, at jeg skulle vælge endnu en fadder, og her var jeg meget mere i tvivl. For det første, synes jeg det var lidt fjollet, for hvad bruger man egentlig fadder-rollen til nu om dage, og for det andet virkede det for mig en smule overflødigt, da jeg jo allerede havde valgt Tines kæreste til at stå som fadder. Men det skulle jeg altså. Efter en god snak med venindeflokken, blev vi enige om, at det bedste valg nok ville være min egen mor. Hun ville blive skide stolt, og så er hun nærmest også den eneste jeg kender, som faktisk er troende og kommer i kirken regelmæssigt. Så det gav bare rigtig fin mening.

Dåbens forberedelser

Forberedelserne er så småt i gang, og da jeg jo står med alle udgifter til festen alene, så prøver jeg at holde budgettet mest muligt nede. Jeg har derfor selv klippe-klisteret dåbs-invitationerne, og i morgen skal min veninde, som også er på barsel, og jeg ud og handle ind til DIY pynt og borddekoration.

Festen bliver holdt i en institution, hvor to af mine veninder arbejder, så de lokaler kunne jeg få lov at låne gratis. Og så er de helt perfekte, med god plads og lege-muligeder og legeplads til alle ungerne som er inviteret med.

Det har betydet, at jeg kan bruge en smule mere af budgettet på maden, og her har jeg kontaktet min gamle skoleveninde Maria, I kender hende måske fra insta-profilen @madogkaerlighed og mad-bloggen Mad & Kærlighed , som skal stå for en lækker lille frokost buffet. Der skal selvfølgelig også være en fin kage, og her har jeg fået fat i min mors venindes datter Naja, som både har deltaget i Den store Bagedyst og for nyligt programmet Sukkerchok, så der burde være mulighed for at få en super lækker kage til Vildas gæster. (Jeg må jo nok hellere lige skrive, at intet af ovenstående er sponsoreret, jeg kommer til at betale præcis det samme, som alle andre ville skulle!☺️) Så mangler jeg kun at få købt en masse drikkevarer, men det må blive, når jeg finder nogle gode tilbud i Bilka eller lign. i løbet af den næste måneds tid.

Min mor har dog sagt, at hun gerne ville hjælpe, ved at give mig en serveringsdame. Hun kender en sød ældre dame, der tager ud og gør den slags til fester, så det takkede jeg selvfølgelig ja til.

Søndag aften skal den kommende Gudmor, min egen mor og jeg selv holde møde med vores præst Kamilla, hvor vi skal tale lidt om, hvilke salmer der skal synges, hvad hun kan bruge i sin tale, og hvordan ceremonien kommer til at foregå, især for Gudmor som jo skal bære Vilda ved dåben.

Alt i alt føler jeg egentlig, at jeg er ret godt med i forberedelserne til Vildas barnedåb, som skal holdes i Tårnby Kirke d. 16. marts 2019. Og jeg glæder mig til at give Vilda denne dag, hvor hun og jeg virkelig kommer til at mærke kærligheden fra både vores familie og venner ♥️

Kærlighed til pakkeløsningen

Kærlighed til pakkeløsningen

Efter jeg har fået Vilda, har tanken om mænd, sex og kærlighed været ret fjern. Men de sidste par dage har tankerne været fyldt med et håb om at finde en mand og kærligheden igen. Jeg savner kys og nærvær – Og jeg savner virkelig en mand!

ELSKER The Holiday😄

Om det er den søde juletid der spiller ind, skal jeg ikke kunne sige, men det gør det bestemt ikke bedre, når man som jeg “æder” den ene pladder romantiske julefilm efter den anden råt!🙈

Men er det overhovedet muligt at finde kærligheden, når jeg nu er blevet en pakkeløsning??

Det har aldrig været nemt for mig at finde kærligheden, og jeg kan godt frygte, at jeg nu har gjort det endnu sværere for mig selv, ved at have taget valget om at blive alenemor.

Selvom overskuddet måske ikke er der helt endnu til at begive mig ud i et seriøst forhold, så ville det da alligevel være rart at vide, at muligheden stadig er der ude et sted, til når den tid kommer. Men hvor finder man en mand der tør og vil give sin kærlighed til en alenemor? Er det en bestemt type mand man skal lede efter? Og vil jeg mon nogensinde finde en mand, som jeg synes er god nok til at få lov at blive en del af Vildas liv?

Når man som jeg ikke har haft særlig mange kærester, så antager folk hurtigt, at det er fordi jeg er super kræsen. Dette er noget værre vrøvl, og jeg bliver ærligt talt dødhamrende irriteret, når jeg får slynget den sætning i hovedet! Jeg kan dog godt mærke, at der nu er kommet lidt flere krav til en kommende kæreste, og det gør jo bestemt ikke søgen efter kærlighed nemmere. Men min Vilda skal jo ikke møde Hr. hvem-som-helst. En mand der skal lukkes ind i både mit og Vildas liv, skal være noget ganske særligt, for ellers er jeg tilbage ved udgangspunktet – Og så klarer jeg/vi det helt fint alene.

Jeg håber inderligt, at jeg en dag finder en mand, der vil give al sin kærlighed til vores lille pakkeløsning. Og til gengæld vil Vilda og jeg kunne give ham dobbelt op på kærlighed tilbage❤️

 

 

Mor-datter forholdet ❤️

Mor-datter forholdet ❤️

Forleden aften var min mor og jeg alene ude og spise, og bagefter en tur i Tivolis Glassal og se “Mor og far sidder i Grøften”. Jeg havde givet hende denne mor-datter aften i 70 års fødselsdagsgave, og vi havde en skøn aften🧡

Mit forhold til min egen mor er rigtig fint, men vil da ikke lægge skjul på, at det sagtens kunne være bedre.

Vi er meget forskellige, og vi misforstår derfor ofte hinanden. Jeg minder utrolig meget om min far, både i udseende, et lidt stort temperament og selvstændighed. Hvor imod min mor er mere blød i det, følsom og konfliktsky.
Vi kan faktisk næsten ikke have en samtale uden, at min mor føler, at jeg er efter hende, eller snerre af hende. Tilgengæld føler jeg ofte, at hun taler til mig, som om jeg stadig er et barn, og hun ikke anerkender mig for den selvstændige kvinde jeg i virkeligheden er.
Jeg ses med mine forældre nogle gange om måneden, for vi er bestemt ikke typerne der render hinanden på dørene, og hvis vi taler i telefon, er det for at aftale noget, ikke bare for at sludre.Vi er ikke særlig tætte, og jeg fortæller aldrig min mor de personlige ting, det bruger jeg mine veninder til i stedet. Ikke fordi jeg ikke ville kunne, og min mor ville sikkert elske, hvis jeg brugte hende mere, men det har jeg bare aldrig gjort. Ingen af mine forældre kommer

Min mor og mormor længe før der var tænkt på mig

fra familier, hvor man var tætte med sine forældre, og ordet elsker er heller ikke noget der er blevet brugt. Jeg tror måske min bror og jeg har hørt ordet elsker fra vores forældre et par gange, men så bliver det næsten mere akavet.

Nu skal det selvfølgelig ikke lyde helt frygteligt, for selvom vi måske aldrig har hørt dem sige, at de elsker os, så tror jeg bestemt ikke vi har været i tvivl om, at vi er elsket, og vi har altid brugt både kys og kram med begge vores forældre når vi ses.🤗

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg virkelig gerne vil have et tættere og anderledes forhold til min egen datter. Jeg vil fortælle hende hver dag, at jeg elsker hende, jeg vil kramme og kysse på hende altid, også når hun synes jeg er skide irriterende som teenager 😉 og jeg vil prøve så vidt muligt at opdrage hende til at hun kan fortælle mig alt. Selvfølgelig ved jeg jo godt, at hun også vil komme til at bruge sine veninder, og at nogen ting forbliver hemmelige for mig som mor, vi skal jo ikke være veninder. Men jeg håber inderligt, at hun vil bruge mig en del mere, og at vores bånd bliver noget tættere, end mit eget forhold til min mor.❤️

Hvad gør I for at skabe et godt og tæt forhold til jeres børn?🤷🏻‍♀️

Hjerteblink ❤️

Hjerteblink ❤️

I dag var jeg til scanning på fertilitetsklinikken for at se de første hjerteblink ❤ Wauw hvor var det en fantastisk følelse og lettelse🤗

I de første uger efter testen havde vist positiv, var jeg ret bange for, at jeg skulle miste det, eller at der slet ikke rigtig var noget der inde, jeg kunne jo intet mærke. Det er der dog lavet en del om på den sidste uges tid! Normalt er jeg et nattemenneske, som har rigtig svært ved at falde i søvn, men hele den sidste uge, har jeg kæmpet for at holde mig vågen til bare kl. 21. Jeg lider ikke af den berømte morgenkvalme, men får en mild kvalme så snart jeg har spist frokost, men så varer den også resten af dagen🤢 Og så er jeg begyndt at blive lidt hård eller spændt i den nederste del af maven især om aftenen.. Jeg har derfor ikke været i tvivl om, at der faktisk er noget der inde, men bekymringen er blot blevet skiftet ud med en ny. Nu frygtede jeg istedet, at der ville være noget galt med det der var der inde, at det ville ligge forkert, at det ikke voksede som det skulle eller lignende. Jeg tror en del af frygten kommer sig af, at behandlingen er gået så hurtigt og nemt for mig, og jeg føler mig næsten lidt for heldig, som i at det er jo næsten er for godt til at være sandt, så i mit hoved skulle der jo nærmest gå noget galt, for jeg kan umuligt være så heldig, især når jeg læser om, alle dem der kæmper i årevis.

Heldigvis har jeg fået rigtig meget ro omkring det i dag, for Lille strå var helt perfekt, lå helt perfekt i min livmoder, havde en helt perfekt størrelse på lige knap 1 cm. og viste helt perfekt hjerteblink ❤ og der var allerede antydninger til hvor arme og ben skal være, og lægen mente også at kunne se, hvor Lille strås hjerne skal være – Mor her kunne ikke være mere stolt 🤗

Lægen der scannede mig var den samme, som havde insemineret mig den 3. gang, hvor det lykkedes. Hun var vildt sød, og forklarede mig grundigt alt hvad vi så på skærmen. Hun virkede oprigtig glad på mine vegne og blev ved med at sige, at Lille strå var helt perfekt og alt så perfekt ud🤗 Mens jeg lå og blev scannet var jeg bare et stort smil, og jeg kunne næsten ikke sige noget, men da jeg gik ud af klinikken ramte en vanvittigt lykkefølelse mig, og jeg blev dybt rørt, begyndte at græde og huklede hele vejen ned af trapperne, jeg fik dog hurtigt kontrol over følelserne, da jeg kom ud i den kolde luft og fik solen lige i ansigtet☺ Det var min sidste tur på fertilitetsklinikken, for nu skal jeg videre over i det offentlige system hos min egen læge og gå der fremover, ligesom et fuldstændigt normalt graviditetsforløb. Det er først når jeg har født, at jeg skal ind forbi klinikken igen og aflevere nogle papirer omkring graviditeten, fødslen og baby🤱🏻

Senere i dag havde jeg så tid hos min egen læge, her fik vi udfyldt resten af min bibel (vandrejournalen), jeg fik svar på mine blod- og urinprøver som var rigtig fine, og vi talte om forskellige ting omkring graviditeten. Ud fra scanningen hos fertilitetsklinikken og min læges udregning, har jeg fået en foreløbig terminsdato d. 23. Oktober🍁🍂☺

Bagefter måtte jeg fejre en virkelig skøn dag med en lille gave til mig selv, og jeg købte derfor bogen Gravid Yogabogen af Karen Pallisgaard. Den har jeg længe vidst, at jeg ville ha’, men turde ikke købe den før jeg havde en positiv test, og da jeg så fik den, turde jeg alligevel ikke før jeg så et lille tegn på liv, og det må man sige jeg gjorde i dag😍

 

Kan næsten ikke være i mig selv af bare lykke lige nu🤗 Håber I får en ligeså dejlig aften som mig😘❤

Om kærlighed og manglen på samme…

Om kærlighed og manglen på samme…

Jeg har i størstedelen af mit voksne liv levet som single, og jeg befinder mig temmelig godt i det. Jeg elsker nu også at være i forhold, men det jeg mener er bare, at jeg fungerer ret godt med kun at være mig, og jeg bliver aldrig desperat for at finde en mand. Alligevel kan det dog ikke undgås, at jeg til tider virkelig savner at have en at dele livet med, og sådan har jeg det lige præcis i dag. Det er nu ikke fordi, at jeg føler mig ensom, for det har jeg sjældent tid til at nå at føle, jeg ses jo med venner, veninder og familie næsten dagligt, så det er ikke mange dage, jeg har alene for mig selv der hjemme.
Det er simpelthen kærligheden og nærværet jeg savner. En at komme hjem til, holde om, opleve verden med, grine med, vågne op med, og en bedste ven som er endnu tættere end en almindelig bedste ven❤️

Efter jeg har startet projekt Lav-en-baby, har jeg flere gange tænkt, om jeg nu gør det med kærligheden endnu sværere for mig selv?🤔 I forvejen er jeg jo åbenbart ikke rigtig god til det med at finde en mand, jeg ender i hvert fald ofte med at blive mændenes veninde, eller hende de godt gider at være nøgen med en gang imellem, frem for at være hende de falder pladask for! Og nu kan jeg jo så lige adde “muligvis snart gravid” til mit personlige CV. Hvilken mand finder mon det synderligt tiltrækkende? (Altså med mindre det er en underlig fetish 🙈)

Betyder det så, at jeg ikke skal opleve kærlighed før jeg er blevet mor, og måske først efter et par år som mor, fordi det er for “besværligt” før? Det er en ret skræmmende tanke, når jeg en dag som i dag virkelig savner kærlighed og nærvær, at der måske kommer til at gå flere år, før der kommer en mand ind i mit liv igen sådan rigtigt😢

Ak ja, men det var jo sådan set derfor, at jeg i første omgang tog beslutningen om at blive insemineret og blive mor alene – Altså netop fordi jeg ikke er så god til det med at finde kærlighed, og dermed ikke finde en far til mit kommende barn, og jeg kan jo ikke vente i evigheder!

Hmm, kan man mon være født til den triste skæbne aldrig at skulle opleve den ægte kærlighed? I så fald tror jeg måske, at jeg er en af dem, der er født til det, eller det kan det i hvert fald godt føles som om…

Jeg ved godt at folk mener det i aller bedste mening, men hold nu op hvor er jeg træt af at høre sætninger som “det kommer når du mindst venter det”, “alt godt kommer til den der venter” eller “der er masser af fisk i havet” 😑
1 – Jeg har aldrig forventet, at det skulle komme, nok på grund af min lettere dårlige selvtillid.
2 – Jeg har ventet stort set hele mit 32 år lange liv, hvor længe er det egentlig lige man skal vente, før det gode kommer?
3 – Nu er det jo for pokker ikke en f**king fisk jeg vil have, men derimod en rigtig mand, som elsker mig, blot for den jeg er!🤦🏻‍♀️

Puuuh ved ikke lige, hvad jeg skal stille op med alle de triste tanker om kærlighed eller manglen på samme – Livet føles vidst bare ikke altid helt fair!

Heldigvis er der en ny dag i morgen, og der ser alt forhåbentlig lidt lysere ud igen ❤️

Efter min blog er flyttet til Momster.dk…

Efter min blog er flyttet til Momster.dk…

I løbet af de sidste par uger har jeg fået flyttet min blog over til mor-blogger netværket Momster.dk, det er jeg super glad for, og jeg er spændt på at se, hvad det bringer for fremtiden af min blog. Det har dog betydet, at de første 7 blogindlæg ikke helt passer tidsmæssigt i forhold til, hvornår jeg selv lagde dem ud på min oprindelige blog. Jeg vil derfor her komme med lidt opfølgning på diverse emner, som jeg har skrevet om, så vi er helt up to date med, hvor jeg er i hele forløbet, og fra nu af skulle indlæggene så gerne passe tidssvarende til virkeligheden 😊

Vægten

Min vægt har spillet en stor rolle omkring muligheden for, om jeg overhovedet kunne/måtte blive insemineret. Da jeg var hos fertilitetsklinikken første gang d. 9. oktober fik jeg nemlig af vide, at jeg først kunne gå i gang med inseminationen, når jeg havde tabt 5,1 kg. Dette har jeg arbejdet hårdt på, og i fredags da jeg stillede mig op på vægten rundede jeg endelig målet – Hold nu kæft, hvor var jeg glad og stolt! Dette betød nemlig, at når jeg fik min menstruation, kunne jeg ringe og bestille tid til scanning af mine æg og derved starte processen til inseminationen. Min menstruation kom i søndags, så mandag morgen ringede jeg til klinikken og fik en tid til scanning torsdag d. 30. november.

Som jeg tidligere har nævnt er jeg ret glad for at tracke forskellige ting via app’s, jeg bruger f.eks. Endomondo til at tracke mine PowerWalks, MyFitnessPal til at tracke kalorieindtag, og jeg tracker faktisk også min menstruationscyklus med app’en Flo. Jeg ved godt, at mange er rigtig glade for app’en Clue, men den blev jeg aldrig rigtig fan af, men til gengæld er jeg vild med min app Flo, den er super brugervenlig, og så har den også et ret lækkert design.

  

Nåh, men ifølge min app, burde jeg have ægløsning mandag d. 4. december, så det bliver spændende at se, om det faktisk bliver dagen, hvor jeg skal insemineres. Wauw, det er altså lige om lidt agtigt, og jeg glæder mig som et lille barn til Jul😊

Manden

Hvis du har læst mine tidligere indlæg, ved du, at der er en mand i mit liv, som betyder ret så meget for mig, og som jeg skrev om tidligere, spurgte jeg ham faktisk, om han havde lyst til at være donoren til mit barn. Selvom det ikke gik som jeg håbede, har jeg jo stadig rigtig meget lyst til at se ham – og  JA, nu jeg har faktisk set ham en enkelt gang siden. Det var virkelig dejligt at se ham igen, og der var heldigvis ingen akavet stemning, men det skal dog lige siges, at vi på intet tidspunkt nævnte eller snakkede om hele mit projekt – Altså som i overhovedet ikke! Det var nu helt okay, det var faktisk rigtig rart, at vi kunne være sammen fuldstændig som vi plejer helt afslappet og hyggeligt, og når nu største delen af mine vågne timer i forvejen bliver brugt på at tænke på projekt Lav-en-baby, så var det nu helt rart at bruge en aften sammen med ham uden at skulle tænke på det.

Fuldstændig som vi plejer, er dog alligevel måske lidt af en overdrivelse, for det er faktisk første gang i de 8 år vi har ses, at vi ikke har haft sex. Han blev og sov, og vi puttede og hyggede ligesom vi plejer, men sexen udeblev. Om det var på grund af situationen, eller om det bare var helt almindelig træthed og mangel på overskud kan jeg ikke sige, men for mit eget vedkomne, betød sex egentlig ikke så meget lige præcis den aften, det var bare rigtig rart, at han var tilbage.

Meeeeeeeeen måske jeg snart skulle invitere ham forbi igen….. 😉

En glædelig nyhed

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om, at jeg skulle have min moster på besøg, og at jeg har glædet mig helt afsindigt til at fortælle hende om hele mit projekt. Hun var jo den der gjorde, at jeg traf den endelige beslutning om at starte på inseminationen i år, og samtidig har hun selv været igennem en virkelig hård tid det sidste halve år, jeg så derfor rigtig meget frem til at kunne give hende denne glædelige nyhed om, at jeg faktisk allerede er gået i gang.

Jeg kan godt fortælle jer, at hun blev glad, Ja ligefrem lykkelig vil jeg mene 😊 Hun var simpelthen så sød, hun fik helt tårer i øjnene imens jeg fortalte om det hele, og hun kunne næsten ikke sige noget, hun blev bare ved med at gentage, at det var den bedste nyhed hun havde fået længe.

Vi brugte efterfølgende det meste af aftenen på at tale hele situationen igennem, om min fremtid som ”selvvalgt” alene-mor, hendes kommende rolle som bonus-mormor og alt der imellem. Jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne have ønsket en bedre reaktion, og jeg ved allerede nu, at min moster bliver en kæmpe støtte, og en af de vigtigste personer i mit kommende barns liv.

Det varmede virkelig mit hjerte inderligt at se min moster blive så glad, om end det kun var for nogle få timer <3

 

Det var vidst nok updates for nu, resten af aftenen står på lidt hygge-læsning inden sengetid, jeg er nemlig lige gået i gang med bogen ”Kærlighed for voksne”, som allerede tegner til at blive vildt spændende. 😊

Håber du har en ligeså skøn torsdag aften som jeg.

 

 

 

 

Daddy to be… eller ej!

Daddy to be… eller ej!

Igennem de sidste 7 – 8 år har jeg ses med en mand on/off, vi har aldrig været kærester, og vi bliver det heller aldrig. Vores forhold er nok mere i den kategori, man nu om dage kalder Netflix & chill venner 😉 Jeg har selvfølgelig fået nogle følelser i klemme for længe siden, og så måtte vi stoppe med at ses, men vi vender alligevel tilbage til hinanden gang på gang. Jeg har haft 2 kærester undervejs og han har haft en enkelt, men uanset hvad, så finder vi altid hinanden igen, det er jo rart med hyggeligt selskab, når man er single.

Jeg har fuldt ud accepteret, at det aldrig bliver os, men jeg håber inderligt, at jeg får lov at beholde ham som en ven resten af mit liv, for han betyder virkelig noget særligt i mit hjerte. Manden er 10 år ældre end jeg og har ingen børn. Han lever virkelig ungkarle livet og har ikke et helt normalt 8 – 16 job, så der er dårligt plads til kærlighed, familie osv. i hans liv, sådan har det altid været, og det bliver det nok ved med.

Hen over sommeren har vi ses en hel del, vi snakker om alt og ingenting, men kærlighed og familieliv er emner vi holder os pænt fra, sikkert fordi det lidt føles som et tabu, fordi vi jo begge ved, at jeg har følelser for ham. Han har derfor intet vidst om, at jeg gik med disse tanker omkring insemination, og at jeg har et kæmpe ønske om at få et barn og blive mor.

Imens jeg har haft rigeligt at tænke på de sidste mange måneder, dukkede en ny tanke, eller rettere sagt ide op – Hvad nu hvis han måske kunne tænke sig at være donoren til mit barn og blive far??!

Ikke fordi at vi skulle være en lille familie eller noget, men simpelthen fordi, at jeg i bund og grund synes, at det ville være mest fair at give mit barn en far. En mand jeg jo holder virkelig meget af, og som jeg er sikker på ville blive en fantastisk far, om end han måske ikke ville kunne være der så meget. Jeg har heller ikke taget p-piller siden sidste sommer, og dette vidste han godt, men til trods for det, har vi ikke beskyttet os på noget tidspunkt, så det gjorde selvfølgelig også, at jeg tænkte, at tanken måske ikke var helt så skræmmende for ham.

Efter jeg selv havde brugt meget tid på at tænke på dette, var jeg nødt til at dele min ide med mine veninder og svigerinde. De synes, at det var en virkelig god ide, til trods for at vi alle regnede med, at han ville sige nej, men om ikke andet ville jeg få det ud af mit system, og slippe for senere hen at skulle gå og tænke ”Tænk nu hvis…”, og samtidig ville jeg også give ham muligheden for at blive far på hans helt egne præmisser.

Det skulle dog vise sig at være nemmere sagt end gjort, at få ham spurgt! Efter jeg var blevet enig med mig selv om at spørge ham, sås vi flere gange, og jeg prøvede virkelig at få det gjort, men det var umuligt for mig. Jeg fik det fysisk dårligt, og jeg var lige ved at tude flere gange imens han var der, men det opdagede han heldigvis ikke takket være Netflix 😊

Til sidst var jeg lidt presset på tid, for jeg havde allerede fået min første tid hos fertilitetsklinikken, og jeg skulle jo gerne kunne fortælle dem, om jeg havde en donor eller ej. Jeg var faktisk lige ved at gi’ op og droppe det, da en veninde spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare sendte ham en sms. Vi var selvfølgelig begge enige om at face-to-face ville være det mest modne og ansvarlige at gøre, men når det nu var fysisk umuligt for mig, så var det vel i bund og grund bare vigtigst, at jeg fik ham spurgt, og det havde hun selvfølgelig ret i. Efter vores snak tog jeg hjem om aftenen og skrev et udkast til sms’en. Jeg sendte det til en rigtig tæt veninde, som sjovt nok er kærester og har børn med hans bedste ven, så de kunne kigge den igennem sammen og sige, om det ville være helt langt ude, hvis jeg sendte den afsted. Det mente de heldigvis ikke. Jeg blev enig med mig selv om at sende den til ham dagen efter, så var det fredag, og hvis jeg nu fik et svar med det samme, kunne jeg bruge weekenden til at fordøje hele situationen.

Fredag kl. 15 sendte jeg beskeden afsted, shit hvor jeg rystede, jeg tog direkte hjem til min svigerinde og der blev drukket øl og røget cigaretter for at få styr på nerverne 😊 Her er hvad jeg skrev…

Kun et par timer senere svarede han, det var hverken helt godt eller helt skidt. Han skrev, at han faktisk havde besluttet, at han ikke skulle have børn, men at han jo virkelig kunne se, at det var noget, som jeg havde lagt mange tanker i, så det ville han også gøre for mig, og han skulle derfor nok vende tilbage når han var klar.

Puha, det var virkelig rart, at han kom med en respons så hurtigt, og jeg kunne jo sådan set ikke ønske mig mere, end at han virkelig bare tænkte det godt og grundigt igennem. Dagene gik, og et lille håb begyndte at spire. Når nu han faktisk havde afskrevet tanken om børn, så ville det vel kun tage så lang tid at tænke over det, hvis der var en reel chance for, at han ændrede mening – eller sådan overbeviste mit eget hoved mig i hvert fald om, at jeg havde en chance!

Der skulle gå to uger før jeg fik mit svar, og jeg var derfor nødt til at fortælle fertilitetsklinikken, at jeg først kunne give mit endelige svar om donor til vores næste samtale. Det er selvfølgelig ikke særlig lang tid at bruge på at tænke over sådan en vigtig beslutning, når man sidestiller det med, at jeg selv har tænkt tanken i ca. 4 – 5 år! – Men altså to uger er bare virkelig lang tid at vente på sådan et svar, det var ulideligt, men endelig skrev han.

Svaret blev desværre et rigtig pænt Nej tak.

Min verden brød sammen i samme sekund, det handler jo ikke kun om hans beslutning, der ligger selvfølgelig flere ting bag. Jeg blev oprigtig ked af, at muligheden for at give mit barn en far forsvandt, men samtidig var jeg også ked af, hvis jeg nu mister ham som en ven fordi hele situationen er lidt akavet, mit eget hoved spiller mig også et puds når jeg bliver ramt, og så tager min dårlige selvtillid og de negative tanker over. Det ramte mig virkelig dybt og jeg græd i flere dage i træk, og når der ikke var flere tårer tilbage, så gik jeg rundt som en af dem fra Walking Dead.

Det er små 3 uger siden, at jeg fik svaret, og det går bedre nu. Jeg kan stadig blive ramt ved tanken, men jeg prøver at se fremad, og så hjælper det selvfølgelig, at jeg havde en Mega optur ved mit andet besøg hos fertilitetsklinikken forleden dag, men det fortæller jeg nærmere om i næste indlæg… 😊

Til de nysgerrige, så har vi kun skrevet lidt sammen siden. Jeg har helt vildt meget lyst til at se ham, men jeg tør vidst ikke rigtig spørge. Tror jeg er en smule bange for at skulle blive afvist endnu en gang, det kan jeg næsten ikke bære, for som jeg skrev i starten, så håber jeg virkelig, at jeg får lov at beholde ham som en ven for altid. <3

Follow my blog with Bloglovin

Lad os starte ved begyndelsen…

Lad os starte ved begyndelsen…

Hej og tak fordi du læser med.

Lad mig starte ved begyndelsen. I de sidste 4 år har det været et kæmpe ønske for mig at få et barn og blive mor. De fleste af os drømmer jo nok om kernefamilien med en far, en mor og så et barn eller to, måske endda flere. Jeg var selv en af dem, der havde denne drøm – så hvordan endte jeg egentlig her, klar til insemination med sæddonor om forhåbentlig ikke så længe..?!

Jeg har været single i det meste af mit voksne liv, kun afbrudt af nogle få forhold der varede et års tid hver.  Oddsene for at jeg skulle finde drømmemanden og en kommende far til mit barn, så mildest talt dårlige ud, og jeg begyndte så småt at tænke over muligheden for at blive insemineret, dog som en mulighed der lå laaaaaaaaangt ude i fremtiden.

Da jeg begyndte at nærme mig min 30 års fødselsdag kunne jeg godt mærke en stres-faktor der pludselig blev altoverskyggende. Egentlig var jeg ligeglad med at fylde 30, det var som sådan ikke tallet der gik mig på, men tanken om at jeg snart var 30, ingen mand havde, intet håb om børn i den nærmeste fremtid, det var næsten ikke til at bære, for tænk hvis det blev for sent, vi kvinder har jo desværre en udløbsdato. Derfor besluttede jeg mig den gang for, at hvis jeg endnu ikke havde børn når vi gik ind i år 2020, så ville jeg blive insemineret og få et barn med mig selv. Dette hjalp for en stund, hver gang mit hoved panikkede, beroligede jeg mig selv ved tanken om, at jeg nok skulle blive mor en dag, også selv om jeg manglede en mand.

Som tiden gik voksede lysten til at få et barn. Det skete nok lidt i takt med, at de fleste af mine veninder har fået børn og nogen endda to.  I starten af 2017 brugte jeg stort set alle mine vågne timer på at tænke på børn, familie, fertilitetsbehandling osv., og det blev igen en stres-faktor, hvor jeg hverken kunne sove om natten eller koncentrere mig ordentligt om mit arbejde, fordi tankerne summede rundt i mit hoved konstant. Pludselig virkede år 2020 meget langt væk, og jeg kom på flere og flere grunde til måske at gå i gang noget før.  Mine tætteste veninder har hele tiden kendt til min plan, men da jeg indviede dem i, at jeg måske ville starte før, var de meget forstående og mente bestemt, at jeg burde gå i gang med det samme.  🙂

Vendepunktet blev dog en samtale jeg havde med min moster. En dag jeg var til middag hos hende, fortalte jeg hende mine planer om inseminationen, men dog at jeg ville vente et par år.  Jeg har forældre og familie der er lidt ældre end mine jævnaldrendes, og da min moster er fra en lidt ældre generation, var jeg egentlig en smule bange for om hun havde forståelse for mit ønske. Til min store overraskelse blev hun virkelig glad og som mine veninder, mente hun også, at jeg burde gå i gang snarest. Hun har selv været alenemor dog ikke selvvalgt, og hele aftenen brugte vi på at tale for og imod at blive mor alene. Hun er aldrig selv blevet farmor desværre, men har altid haft et stort ønske om dette, så hun forsikrede mig om, at hun ville blive verdens bedste bonus-mormor, og at hun nok skulle hjælpe mig ligeså meget hun overhovedet kunne. Da jeg tog hjem den aften, var jeg meget mere rolig omkring hele min plan, og endelig fik jeg en god nattesøvn igen.

Jeg var helt grøn på emnet omkring fertilitetsbehandling, og jeg havde ingen ide om hvordan eller hvor lang tid processen fra man beslutter sig, til det egentlig sker varer. Umiddelbart troede jeg, at det var noget der kunne tage flere måneder, og jeg havde også en forestilling om, at når man som enlig kvinde vil være mor alene, så ville ens læge sikkert kræve flere samtaler for at se, om man overhovedet er egnet, før man får en henvisning til en fertilitetsklinik. Det skulle dog vise sig at være helt anderledes.

I maj måned, dagen efter besøget hos min moster, bestilte jeg en tid hos lægen med overskriften “Snak om insemination”, en uges tid efter sad jeg der oppe. Jeg var helt vildt spændt, men også nervøs, for tænk hvis han ikke fandt mig egnet. Til min store lettelse, var det en meget hyggeligere og nemmere samtale end forventet. Han havde fuld forståelse for mit ønske, og sagde samtidig at min alder taget i betragtning, var det perfekt at starte nu, og han spurgte, om han skulle lægge en henvisning ud med det samme. Her gik jeg ærligt talt lidt i panik, godt nok havde jeg besluttet mig for at starte tidligere, men lige nu og her, virkede for mig meget uplanlagt, og jeg følte pludselig jeg havde nogle ting jeg lige skulle nå. Jeg sagde derfor, at jeg ville vende tilbage til efteråret, når alle mine sommerplaner var overstået.

Jeg brugte sommeren på at hygge mig og nyde min frihed, men der blev selvfølgelig også tænkt en hel del over den spændende fremtid jeg gik i møde. Selvom jeg virkelig inderligt ønsker mig et barn, så ved jeg også godt, at jeg vil være temmelig “bundet” det næste lange stykke tid, så det galt om at nyde hvert et øjeblik – og ja jeg indrømmer gerne, der er blevet drukket en del rosé hen over sommeren.  😉

Efteråret kom hurtigere end forventet og i starten af september skrev jeg endelig til min læge, at jeg var klar til, at han lagde henvisningen ud.

Og nu er jeg så her, planen er sat i værk, og jeg har allerede været til den første samtale hos fertilitetsklinikken, men det tænker jeg at skrive om i næste indlæg.  🙂

Tusind tak fordi du læste med, kig endelig forbi en anden dag.

Follow my blog with Bloglovin