Min fødselsberetning 2.del

Min fødselsberetning 2.del
Onsdag d. 24. oktober kl. 00.00
Kl. 00.00 fik jeg en fødestue og en virkelig cool jordemoder ved navn Silke. De næste mange timer gik med at veerne tog til, og jeg ganske ganske langsomt åbnede mere. Silke fik mig til at prøve alverdens stillinger, for at hjælpe det hele lidt på vej.

Men intet hjalp, og for mig fungerede det egentlig stadig bedst bare at ligge på min venstre side og fokusere på min Laboro vejrtrækning. Men jeg gjorde alt, hvad hun bad om i håbet om at speede processen lidt op.
Jeg havde på min fødsels-ønskeliste skrevet, at jeg gerne ville i karbad, hvis det var muligt. Det syntes Silke, var en god ide. Men da mit vand endnu ikke var gået, var hun nødt til at tage det først. Desværre var det lidt lysegrønt. Godt nok den mildeste udgave ifølge Silke, men det var desværre nok til, at hun nu var nødt til at gå op og sætte elektrode i hovedet på min lille ufødte pige, og jeg måtte derfor ikke komme i vand.
Jeg havde nu fået svært ved at gå på toilettet, fordi det føltes max ubehageligt at “give slip” for blot at tisse, da det føltes som om, at der ville ryge en bowlingekugle ud i stedet. Derfor ville Silke gerne have, at jeg fik lagt et kateter, for hvis min blære var overfyldt kunne den også bremse processen. Det gjorde ærligt talt skide ondt at få lagt det kateter, og der var nærmest ingenting at tømme, det havde jeg jo fint klaret selv i de sidste to døgn.
Vi arbejdede virkelig godt sammen Silke og jeg.

Min svigerinde og veninde var der mest som støtte, til at hente saftevand og trykke mig på lænden, når veerne tog til. Selvom de måske ikke kunne gøre det store for mig, så ville jeg ikke have undværet dem til min fødsel. For det er nu alligevel rart med nogle tætte mennesker omkring sig, når man er i en SÅ presset situation.
Hen ad morgenen blev der vagtskifte for jordemødrene, hvilket jeg til at starte med var oprigtig ked af, for jeg havde virkelig været glad for Silke som min jordemoder. Lige inden vagtskiftet havde jeg fundet en ny yndlingsstilling, når veerne kom.

Der var sådan et rullende gåstativ, hvor man kan hvile armene på, det havde jeg fundet ud af, at jeg kunne hænge i med armhulerne og så sidde dybt nede i en squat, det fungerede helt perfekt. Silke og pigerne var svært imponerede over min vanvittige Ve-Squat style. Imens jeg hang i en squat kom min nye jordemoder Clara ind. Hun roste også min fine teknik og gave mig et stort 5 tal for performance🙈 Jeg fandt hurtigt ud af, at hun var lige så sød og kompetent, og jeg følte mig hurtig tryg ved hende også.
Clara lavede et nyt tjek og jeg var stadig kun 7 cm åben, så der gik endnu nogle timer, hvor jeg bare hang i min squat, fokuserede på min vejrtrækning og bare ventede på at udvide mig. Selvom veerne virkelig havde taget til, så var der på intet tidspunkt, at jeg tænkte, at jeg havde brug for smertelindring i form af en Epidural. Og da jeg ikke selv nævnte den, var der heller ingen andre der gjorde.
Onsdag d. 24. oktober kl. 11.00
Kl. 11 kunne Clara endelig konstatere, at jeg nu var 10 cm åben, men desværre sad min lille piges tykke hoved en smule skævt og stadig langt oppe i bækkenet. Hun mente derfor, at der ville gå nogle timer før, hun var langt nok nede i bækkenet til, at vi kunne gå i gang med pressefasen.

Nu var jeg på grådens rand. Jeg var så fysisk udmattet, og veerne var blevet virkelig voldsomme, for de ville tydeligvis meget gerne prøve at presse hende ud, men det måtte jeg ikke. Jeg skulle holde igen, hvilket næsten var umuligt for mig. Trods Laboro vejrtrækning og squatstilling, så var det bare en uudholdelig smerte. Måske også fordi jeg var så vanvittig træt. For første gang tænkte jeg, at nu ville jeg edersprøjteme gerne have haft den Epidural. Men jeg vidste jo godt, at det var for sent, så jeg orkede ikke engang at sige det højt.


Undervejs fik vi pludselig besøg af endnu en jordemoder. Det var Martine, som jeg havde været hos på Amager Hospital dagen før. Hun havde set mit navn på tavlen, og ville lige hilse på. Vildt sødt. Men på daværende tidspunkt, kunne jeg dårligt fokusere, så det var ikke meget, jeg fik snakket, det klarede pigerne for mig i stedet.
Efter 2,5 time med ubeskrivelige smerter, måtte Clara erkende, at selvom veerne føltes hårde for mig, så hjalp de nærmest ingenting. Vildas tykke hoved havde næsten ikke rykket sig, og jeg måtte derfor have et Ve-drop, der kunne sætte lidt skub i det hele.
Veerne tog yderligere til. Jeg husker det som, at det var på dette tidspunkt, at der også begyndte at komme lidt lyd ud af mig, når veerne kom. Efter en halv time sagde Clara endelig de længe ventede ord “Nu må du gerne prøve at presse med i næste ve”… HALLELUJA!!! Jeg pressede og skreg, ikke voldsomt, men med en dybde helt nede fra maven, jeg ikke anede, jeg havde i mig. Jeg pressede igen og igen, og selvom det selvfølgelig også gjorde ondt, så var det bare den vildeste lettelse, endelig at få lov at arbejde med kroppen. Hovedet havde lidt svært ved at komme ud under kønsbenet, tror jeg nok, så det tog en del tid. Men da hun først var kommet under, gik resten fint.
Jeg havde fået tilbudt et lavement tidligere, men takkede nej, da jeg var helt overbevist om, at jeg havde fået tømt mig selv fint i løbet af de sidste par døgn. Og jo jo, jeg kunne da godt mærke under presseforløbet, at Clara et par gange måtte fjerne lidt, men det var slet ikke noget, jeg koncentrerede mig om.
Endelig nåede jeg dertil, hvor jeg skulle presse og holde igen og presse og holde igen. Jeg fik kæmpe ros af Clara og pigerne, for jeg gjorde præcis som der blev sagt. Jeg kan dog huske, at jeg for en kort stund panikkede lidt i mit hoved i pressefasen. For det var noget med, at vejrtrækningen skulle være en smule anderledes i pressefasen ifølge Smertefri fødsel. Men jeg kunne pludselig ikke huske, hvordan jeg skulle gøre, så her gjorde jeg i stedet, som Clara bad mig om. En dyyyyyb vejrtrækning lige inden presseveen og så holde vejret og presse så længe jeg kunne. Og når jeg så skulle holde igen, brugte jeg stadig Laboro vejrtrækningen.
Det var den vildeste følelse at mærke hende komme ud af mig. Pigerne kiggede og fortalte alt, hvad de kunne se. Først et hoved med hår, der var halvvejs ude og endelig et lille tykt hoved helt ude. Min veninde Tine skulle hjælpe med at tage imod. Vildas krop var nu halvvejs ude, og jordemoder Clara og Tine skulle lige have fat under hendes arme, for at hjælpe med at trække hende ud i det sidste pres. Jeg husker, at det føltes virkelig klamt, da hun var halvt inde og halvt ude af mig. Derfor fik jeg ved den sidste ve råbt: “FÅ HENDE NU UUUUD!!”.

Og i sekundet efter kigger jeg op, og Tine står over mig med min lille tykke Vilda, som hun lægger på min mave.

Onsdag d. 24. oktober kl. 14.24
61,5 time efter jeg mærkede de første spæde veer, blev Vilda født på den smukkeste efterårsdag med solen skinnende ind ad vinduet kl.14.24. Hun vejede 4.005 gr. og var 52 cm lang. En sund og rask, lille, tyk pige.
Selvom det var en vanvittig lang fødsel, så var det jo i bund og grund en rigtig god fødsel uden komplikationer. Og jeg slap endda med en enkelt lille hudafskrabning for neden, så INGEN sting til mig!
Jeg vil ikke påstå, at min fødsel var smertefri. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Smertefri Fødsels Laboro vejrtrækning, var den største hjælp igennem min marathonfødsel. Og jeg er faktisk fuldstændig overbevist om, at havde jeg ikke haft det at fokusere på, så ville jeg nok have endt med en Epidural. Ikke at jeg havde noget imod at skulle have haft det. Men når jeg ser tilbage på det nu, så føler jeg mig squ da som lidt af en

Powerkvinde, der kan føde i 61,5 time, uden smertelindring og uden at sprænge!

Min fødselsberetning 1.del

Min fødselsberetning 1.del

Mandag d. 22/10 kl. 01.00
Natten til mandag d. 22/10 vågnede jeg ved 1 tiden og havde underlige smerter i underlivet. De var ikke voldsomme, men det føltes heller ikke som noget, jeg havde mærket før. I den sidste måneds tid af min graviditet, havde jeg haft forskellige gener, så jeg slog det hen med, at det bare var endnu en gene til samlingen. Jeg prøvede derfor at sove videre.
Ved 3-tiden vågnede jeg igen og havde stadig de samme underlige smerter. Nu var jeg lidt mere vågen og lagde mærke til, at de kom og gik ret systematisk. Jeg tænkte ved mig selv, at enten var det seriøse plukveer, eller også var dette virkelig optakten til rigtige veer. Jeg prøvede derfor at tage tid på dem, og de kom med præcis et kvarters mellemrum. Jeg skulle også jævnligt på toilettet, og her opdagede jeg, at min slimprop med stor sandsynlighed var gået. Jeg blev overbevist om, at dette var starten på min lille Vildas fødsel.
Selvom smerterne endnu var så milde, at jeg ikke behøvede at tænke på vejrtrækning, begyndte jeg alligevel at bruge Laboro vejrtrækningen, som jeg havde lært til Smertefri Fødsel bootcampen, for at indøve, så jeg var klar til, når de rigtige veer kom.
Jeg kunne ikke sove, så jeg brugte de tidlige morgentimer på at skrive det lille blogindlæg “10 gener før termin”, alt imens jeg Laboroede derudaf under mine små veer.
Ved 7-tiden skrev jeg en sms til min svigerinde Rikke og min veninde Tine, at der var ingen grund til panik, men at jeg nu havde haft veer det meste af natten med et kvarters mellemrum, og at de derfor måske skulle forberede sig på, at vi skulle igennem en fødsel inden for det næste døgns tid. Det skulle dog vise sig, at trække en hel del ud!

Jeg afprøvede forskellige stillinger under veerne derhjemme. Liggende på alle fire, siddende på min træningsbold, stående bøjet ind over et bord, squattende osv., men det eneste der egentlig føltes behageligt, var at ligge på min venstre side, når veerne kom, så hele mandagen lå jeg

alene derhjemme, skiftende mellem at ligge på sofaen og Netflixe den, ligge i sengen og prøve at blunde lidt imellem veerne, eller rende på toilettet. Men veerne tog ikke rigtig til, og der blev ved med at være et kvarter imellem. Først hen ad de sene aftentimer begyndte intervallet at blive kortere, nu var der 10 minutter imellem, men styrken var uændret. Jeg fortsatte dog ufortrødent med min Laboro vejrtrækning, for det fungerede godt for mig, at have dette at fokusere på.

Tirsdag d. 23. oktober kl. 03.00 (Terminsdag)
Nu havde jeg haft veer i over 24 timer, og ved 2-3-tiden mærkede jeg en ændring, nu begyndte der at være kun 5 minutter imellem, og veerne tog til i styrke. Da det havde stået på en times tid kontaktede jeg min svigerinde, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til hospitalet.
Jeg fik fat i en sød jordemoder, og forklarede hende, at jeg nu havde haft veer i over 24 timer. Undervejs i samtalen fik jeg veer flere gange, og hun kunne høre, at jeg arbejdede godt med dem. Hun sagde, at fordi det havde stået på så længe, var jeg velkommen til at komme ud og blive tjekket, men at jeg måske skulle forvente at blive sendt hjem igen. Jeg kunne dog også lige prøve at vente et par timer, hvis jeg kunne holde det ud.
Jeg fik fat i min svigerinde igen, og vi blev enige om at hun skulle komme i tilfælde af, at vi pludselig skulle af sted. Vi blev dog enige om at vente lidt med at køre ud til hospitalet, da jeg jo sagtens kunne håndtere mine veer.
Hun kom ved 4-tiden den nat. Men det skulle desværre vise sig, at der skulle gå længe, før der endnu skete noget. Hun sov lidt, tog tid på mine veer, så lidt tv, imens jeg lå og fokuserede på min vejrtrækning. Hen ad morgenen kom jeg pludselig i tanke om, at jeg jo havde en aftale med jordemoderen på Amager hospital kl. 13. Så jeg besluttede mig for, at hvis der ikke skete noget inden, ville jeg droppe at køre til tjek ude på Hvidovre. I stedet ville jeg tage over på Amager hospital, da jeg kun bor 5 minutter derfra.
Super fedt at sidde i et venteværelse med veer, skulle jeg hilse at sige – Eller NOT!! Hver gang veerne kom, måtte jeg smutte ned af gangen, og stå med hænderne op ad væggen og fokusere på min vejrtrækning. Så stille så muligt. For jeg er åbenbart, trods veer, stadig så skide forfængelig, at jeg ikke vil have at folk kigger på mig, når jeg står i smerter og trækker vejret på en lettere vanvittig måde!

Endelig kom vi ind til min søde jordemoder Martine. Hun tjekkede mig og konstaterede, at jeg var 2 cm åben – Jeg var lige ved at skrige, for nu havde jeg haft veer i 36 timer, og så var jeg F**king kun 2 cm åben, det kunne jeg slet ikke overskue i mit hoved!! Vi blev enige om, at hun skulle lave en hindeløsning, for måske at sætte lidt fut i sagerne, det var virkelig ubehageligt, føj for pokker. Hun sendte os hjem og sagde, at jeg jo sikkert ikke kunne sove med kun 5 minutter imellem veerne. I stedet skulle jeg prøve at spise og få fyldt depoterne op, så jeg var kampklar til en fødsel forhåbentlig inden for det næste døgns tid.
Min svigerinde og jeg kørte direkte ud

til McDrive i lufthavnen og hentede McDonalds.
Resten af dagen gik med at se lidt tv, ligge i sengen og stadig konstant rende på toilettet. Man må sige, at min krop virkelig gjorde sit for at tømme sig selv og forberede sig til fødslen.
Ved 20-tiden om aftenen skete der endelig en ændring. Nu kom intervallet ned under 5 minutter, og min svigerinde kunne tydeligt høre på min vejrtrækning at styrken i veerne tog til. Nu var det ikke “hygge-veer” mere, det her var seriøst. Jeg var taknemmelig for, at jeg havde øvet min Laboro vejrtrækning, for det var mit eneste fokus, HVER gang veerne kom. Da det havde stået på et par timer, ringede jeg ud til Hvidovre hospital igen. Jordemoderen kunne tydeligt høre, at jeg arbejdede intenst med veerne, og fordi jeg nu havde haft veer i 46 timer syntes hun, at vi så småt skulle begynde at køre derudaf.
Kl. 23 var vi på Hvidovre fødemodtagelse, – Hvem filan er i øvrigt den kæmpe tumpe af en indretningsarkitekt, der har valgt at lægge fødemodtagelsen for enden af en kilometer laaaang gang, fuldstændig i modsatte ende af parkeringskælderen.

Jeg nåede jo for pokker at have veer 2 gange midt på gangen, før jeg endelig var nede hos fødemodtagelsen!!
Jeg blev tjekket og var nu 4 cm åben.

Vi fik lov at blive, for nu skulle denne fødsel i gang. Jeg havde snart ikke sovet i 2 døgn, og der skulle jo gerne være lidt kræfter tilbage. Vi fik skrevet en besked til min veninde, at nu kunne hun godt komme, for nu var det nu! FINALLY!!

Kan jeg forberede mig mere til fødslen?🤷🏻‍♀️

Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke sådan rigtig kan forberede mig til selve fødslen, men der er jo alligevel nogle ting op til og omkring fødslen, som jeg jo godt kan forberede – Om jeg så får brug for det eller ej må tiden vise, men det giver mig bare en rar følelse af, at jeg faktisk har “læst op til denne eksamen”.🤓

Som nogen af jer tidligere har læst med om, har jeg både gået til almindelig fødselsforberedelse og også været på bootcamp hos Smertefri fødsel. Jeg har derfor i de sidste par uger næsten hver aften inden sengetid øvet Laboro vejrtrækningen, så den forhåbentlig ligger på rygraden når veerne går i gang. Samtidig har jeg både gang i bogen Smertefri fødsel og Gravid yogabogen.

Hospitalstasken er pakket, en liste med telefon nr. og adresse til Hvidovres fødemodtagelse ligger klar på mit spisebord, telefon nr. er også tastet ind i min telefon, skærmlåsen på min telefon er slettet så både min veninde og svigerinde kan tage og bruge min telefon til at tage billeder.

Jeg har også lavet en fødsels

ønskeliste, den er dog ikke særlig lang, da jeg har lidt svært ved at forestille mig, hvad det er jeg præcist har brug for, når jeg står/ligger i den mest pressede situation jeg overhovedet kan forestille mig, og så har jeg nok en stor tiltro til, at jordemoderen på bedste vis vil hjælpe og guide mig undervejs.

Jeg har lavet aftale med min svigerinde og veninde om, at de tager med til fødslen, og at jeg ringer til min svigerinde som den første, når det hele går i gang. Vi krydser fingre for, at det ikke sker et par dage efter termin, da hun skal til eksamen på hendes studie der😬🤞🏼 – og ellers er planen, at jeg ringer til min veninde først i stedet, og så må min svigerinde komme så hurtigt hun kan❤️

Via app’en Reshopper har jeg fået købt en rigtig fin brugt autostol, som lige nu står ude hos mine forældre, og aftalen er, at de tager den med ud til os, når de kommer og besøger os på hospitalet. Så er vi nemlig fri for at tænke på det, hvis jeg lige pludselig skal huhej hurtigt af sted til hospitalet, der er jo rigeligt andet vi skal huske.

Alt er klar her hjemme, så der burde ikke mangle noget, når jeg en gang kommer hjem med Lille strå. Jeg har endda fyldt fryseren helt op med diverse madretter i bøtter, så jeg kan få noget ordentligt mad selvom overskuddet og tiden til madlavning er li’ med nul!

Tiltrods for alle de ovenstående forberedelser mærker jeg alligevel ofte et stik i hjertet af, Har jeg nu forberedt mig godt nok, burde jeg have læst flere “kloge” bøger om graviditet og fødsel, mangler jeg noget, har jeg sat mig godt nok ind i selve fødslen osv. Det er super frustrerende, for jeg synes virkelig, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, så hvorfor skal jeg allerede stå med følelsen af, at jeg måske ikke har gjort det godt nok?

Er det mon mor-livet der allerede er begyndt, med en konstant bekymring om ikke at gøre det godt nok? 🤷🏻‍♀️

Jordemoder hjemmebesøg

I dag havde jeg hjemmebesøg af jordemoder Sara Winther, som har sin egen virksomhed Lytterøret. Sara har været jordemoder i 20 år og har erfaring med alt lige fra før, under og efter graviditeten og også hvis graviditeten skulle mislykkedes.

Jeg har glædet mig smadder meget til i dag, for allerede da vi lavede aftalen i telefonen for en måneds tid siden, kunne jeg mærke, at Sara var virkelig nem og rar at tale med, og dette førstehåndsindtryk var super vigtigt for mig, da man jo kan komme til at skulle dele følelser, og måske også tale om mere intime emner ved sådan en jordemoder konsultation.
Da vi lavede aftalen, var jeg dog lidt i tvivl om, hvad vi skulle tale om, fordi at jeg jo allerede havde meldt mig til fødselsforberedelse, skulle til Smertefri fødsel bootcamp, og har været til jordemoder på hospitalet igennem det offentlige.
Alligevel valgte jeg at takke Ja til tilbuddet om et par konsultationer, for man kan vel aldrig blive FOR forberedt til sin første fødsel og sit nye liv som mor☺️ – og ja det er jo så her, at jeg må og skal skrive, at det er et sponsoreret indlæg, men som jeg helt og holdent kan stå 💯% inde for!

Sara kom kl. 10 som aftalt, det var et meget venligt ansigt der mødte mig i døren, og snakken faldt os meget naturligt lige fra starten af. Jeg følte mig straks tryg i hendes selskab, og tænkte at dette skulle helt bestemt nok blive et godt møde.

Vi satte os ind i stuen med en kop kaffe, og nu var hun selvfølgelig spændt på at høre, hvad jeg gerne ville bruge konsultationen på. Jeg fortalte lidt om min angst for fødslen, men at jeg egentlig følte, at jeg har den nogenlunde under kontrol på grund af de fødselsforberedelser jeg har gjort ind til videre. Vi vendte derfor kun dette emne kort, men det var egentlig rigtig rart at blive bekræftet i, at det jeg har gjort for mig selv, er en rigtig effektiv fremgangsmåde for at få styr på min angst.

Bagefter talte vi lidt om, hvem jeg skal have med til fødslen, hvad det kan være godt at snakke om inden, hvad jeg evt. kan skrive i en ønskeliste til fødslen og sådan lidt mere løst og fast omkring fødslen og fødselshjælpernes rolle.

Det store samtaleemne i dag blev dog amningen. Eftersom jeg efterhånden føler mig rigtig godt forberedt på det med fødslen, så var jeg mere interesseret i at snakke om amning, og hvordan jeg kommer godt fra start allerede fra dagen, hvor min lille pige kommer til verden. Vi talte om korrekt teknik, ligge- og sidde stillinger, babys tegn, hvordan jeg og baby bedst kan stimulere mælkeproduktionen osv. Det var super interessant, og jeg følte virkelig at jeg fik meget brugbar viden.

Tiden fløj afsted og inden jeg havde set mig om, havde Sara næsten været på besøg i 2 timer. Det var rigtig rart, at jeg ikke på noget tidspunkt følte, at jeg skulle kigge på uret og stresse over tiden, til forskel fra jordemodersamtalen på hospitalet, eller scanningerne jeg har været til, hvor man godt lidt kan føle, at man bare er et nr. i køen, der skal hurtigt ind og ud, fordi den næste i køen venter! Der var god tid til, at jeg kunne komme med spørgsmål undervejs, og jeg følte på intet tidspunkt at mine spørgsmål var dumme og det var bare rigtig rart, at have fornemmelsen af, at jeg virkelig blev lyttet til og forstået🤗

Vi sluttede konsultationen af med, at hun selvfølgelig lige skulle tjekke babybulen som efterhånden nærmere ligner en badebold! Der blev mærket, lyttet og målt og denne gang blev Lille strå vurderet til at veje ca. 2.800 gr. Så altså ikke helt så meget i den tunge ende, som ved jordemoder samtalen i sidste uge☺️

Jeg er meget glad og taknemmelig for Saras besøg i dag, og det kan helt sikkert anbefales at vælge en privat jordemoder til hjemmebesøg i sine egne trygge rammer.
Jeg glæder mig derfor allerede til at få besøg af Sara igen, når jeg en gang har født, så vi kan følge op på amning, og hvad jeg ellers måtte have af spørgsmål til baby og mit nye liv som mor💕

Du kan læse mere om Sara og hvad hun kan gøre for lige netop dig på:
https://www.lytteroeret.dk/ eller følge hende på Instagram @lytteroeret.jordemoder

Smertefri fødsel Bootcamp🙆🏻‍♀️

I går var jeg til Smertefri fødsel Bootcamp. Dagen startede kl. 9 hvor vi mødtes 13 gravide kvinder og så Anja Bay (ejer og underviser) inde i Smertefri fødsels studio på Christianshavn. Det var et virkelig hyggeligt rum, der med det samme man træder ind, indbyder til tryghed og hygge.

Vi startede med en runde, hvor vi fortalte lidt om os selv, navn, termin, fødested og hvorfor vi havde valgt at komme til Smertefri fødsel. Vi havde lidt forskellige grunde, men jeg var den eneste, der var der fordi, at jeg er paniks angst for at skulle føde. Bare det at jeg skulle fortælle om det, blev mine øjne blanke, og varmen steg i kroppen, men det fangede Anja vidst ret hurtigt.

Bagefter gik vi i gang med at gennemgå faserne i en fødsel. Vi startede med veerne som begynder der hjemme, her skulle vi lave afspændingsteknik og øve os på Laboro vejrtrækningsteknikken til ve-fasen. Det kan selvfølgelig virke lidt komisk at sidde 13 kvinder og trække vejret virkelig heftigt i fællesskab, men man skulle sidde med lukkede øjne og være meget fokuseret, så jeg tænkte faktisk ikke rigtig over, at de andre kvinder sad rundt omkring og øvede deres.
Der var undervejs god tid til, at vi kunne spørge, og der var intet der var dumme spørgsmål, det var virkelig en tryg og rar atmosfære at være i.

Ved 12 tiden gik vi ned på Sankt Annæ café og spiste frokost, det var smadder hyggeligt at snakke lidt med de andre, og dem jeg sad med, var selvfølgelig nysgerrige på det her med, at jeg skal være solomor.
Der var i øvrigt i løbet af hele dagen

lagt pauser ind, hvor der i køkkenet kunne hentes kaffe, the, vand, æblemost, lækre snacks og kage.

Efter frokosten startede vi op med fasen hvor vi når ud til hospitalet. Vi øvede ikke kun teknikker og øvelser, men vi talte også rigtig meget om hvad der sker eller kan ske, hvad vi kan få tilbudt, hvad der er krav, og hvad vi selv kan have indflydelse på. Alt sammen noget, der kan være fint at tage stilling til, inden vi står i den pressede situation på hospitalet, hvor man sikkert ikke kan overskue at tage stilling til noget som helst.

Igen øvede vi vejrtrækning, da der findes forskellige Laboro teknikker afhængig hvordan veerne kommer. Vi øvede stillinger der var gode under veer, og da vi nåede til presse-fasen, øvede vi presseteknik, fødestillinger og Laboro vejrtrækning til dette.

Vi øvede også forskellige teknikker med visuelle billeder og sætninger i hovedet, som nogen kan have gavn af samtidig med vejrtrækningen. Og jeg fik faktisk et rigtig fint billede i hovedet, som jeg syntes passede helt perfekt til vejrtrækningen, og som jeg helt sikkert vil forsøge at bruge under veerne.

Til sidst skrev vi ønskeliste til vores jordemoder/vandrejournal, med ting vi ønsker eller ikke ønsker ved fødslen, og der var tid til at stille alle vores sidste spørgsmål.

Dagen sluttede kl. 15 og vi havde virkelig været meget igennem. Det var en rigtig god dag og selvom, at et 6 timers kursus selvfølgelig ikke får min angst til at forsvinde, så er jeg alligevel nået der hen hvor jeg tænker, at hvis jeg blot er flittig, og får øvet både afspænding, Laboro vejrtrækning, og mit visuelle billede i hovedet, så skal jeg nok nå, at få en ro omkring det at skulle føde. Jeg bliver nok aldrig en af dem, der tænker, “YES, Fødsel! det glæder jeg mig eder sprøjteme til”, men hvis jeg bare kan nå der hen, hvor jeg ikke er bange mere, så er det rigtig fint med mig. Og faktisk så tænker jeg, at blot det at jeg nu har fundet troen på, at jeg kan nå der hen, så er jeg allerede godt på vej☺️

Jeg er ovenud lykkelig for, at jeg var hos Smertefri fødsels bootcamp, men om det virkelig virker kan jeg jo først svare på, når jeg har været igennem min fødsel💕

Startet til fødselsforberedelse🤗

Startet til fødselsforberedelse🤗

I mandags startede jeg til fødselsforberedelse nede i Prismen, som er et idræts og kulturhus der ligger her på Amager. Kurset er fordelt på 4 dage à 2 timer pr. gang. Underviseren hedder Liv og er uddannet jordemoder.

Det er lidt fjollet, men jeg havde helt sommerfugle i maven, da jeg skulle møde i mandags den første gang. Jeg var spændt på, hvor mange vi mon var på holdet, var jordemoderen mon sød, skulle vi sidde i rundkreds og øve åndedræts øvelser ligesom man ser på film, og ville de andre mon have deres mænd med??😳 Forestillinger har man jo rigeligt af, når man skal prøve noget nyt, men heldigvis var det slet ikke ligesom man ser på film.

Jordemoderen Liv er vildt sød, hun har været uddannet i 10-12 år, og har selv 3 børn, så hun har masser af erfaring at dele ud af. Vi er kun 2 på holdet, og den anden pige havde ikke sin kæreste med, så det er nærmest privat undervisning, hvilket er ret fedt og giver plads til, at vi kan komme med alle vores spørgsmål.

Mandagen brugte vi på at tale alle fødslens stadier igennem. Puha det hjalp altså ikke ligefrem på min angst, for filan jeg magter virkelig ikke at skulle alt det igennem!😟 Hun viste os også nogle små YouTube videoer, og så talte vi lidt om forskellige stillinger, der kan være gode i ve-fasen, som starter der hjemme. Vi fik også en lille lektie for til om onsdagen, som gik ud på at gå hjem og se, hvad man kunne bruge af forskellige møbler under veerne, f.eks. ligge i sengen, stå foroverbøjet ved spisebordet/puslebordet, ligge på alle 4 på et blødt gulvtæppe, sidde på en stol, osv. Det skulle åbenbart være godt at rykke lidt rundt og prøve lidt forskelligt, når jeg skal takle veerne.

Onsdagen startede vi med at snakke lektien igennem, og om at bevægelse kan være rart så vidt det er muligt, f.eks med vuggende eller roterende bevægelser i hofterne. Resten af tiden gik med at gennemgå alle former for smertelindring, både medicinske og ikke medicinske. Vi talte om for og imod, og vi hørte om bivirkninger, så jeg føler mig nu ret godt forberedt til den del, hvilket er smadder rart, så jeg ikke først skal tage beslutninger om det, imens jeg ligger i en i forvejen presset situation.

Efter undervisningen spurgte jeg, om Liv havde tid til at mærke om Lille strå havde vendt sig med hovedet ned ad, for det havde jeg måske en idé om.

Det ville hun smadder gerne, og rigtigt nok gættet, så ligger min lille pige allerede klar med hovedet ned ad🤗 Hun mærkede længe og jeg fik også lov at mærke hvor hovedet var, rumpen var, og hendes små fødder var. Liv mente dog at hun allerede nu har lidt lange ben😄 Hun skød hende til at veje imellem 2000 gr og 2400 gr, men hun ville rigtig gerne prøve at måle hende igen på mandag, for så ville hun tage sine instrumenter med og lave en mere præcis måling. Jeg synes altså, at det er vildt sødt, at hun gider, vi gik langt over kursustiden og det er jo slet ikke noget hun behøver, men så dejligt at hun vil🙏🏼❤️

Glæder mig allerede til mandag hvor vi har 3. kursus dag, det skulle dog være den tunge del, hvor vi taler om de ting der kan gå galt under en fødsel, men det er også her vi gerne må tage vores fødselshjælper med. I mit tilfælde er det jo min svigerinde, så jeg håber meget hun kan, for det kunne nok også være lærerigt for hende, og så er det jo meget sjovt at gøre sammen tænker jeg💕

Fortsættelse følger….. 😉

1. Jordemoder samtale 🌸

1. Jordemoder samtale 🌸

I dag gik jeg ind i 3. trimester og i dag havde jeg min første jordemoder samtale. Det er en smule sent i graviditeten, men sådan er det desværre, når man som jeg bor i København og hører til Amager/Hvidovre Hospital. Det er på ingen måde optimalt, og egentlig heller ikke særlig fair, at der er så stor forskel på dette afhængig af, hvor du bor i landet! 🤷🏻‍♀️

Heldigvis har jeg personligt ikke haft det store behov for at snakke med en jordemoder. Min graviditet er jo gået temmelig easy-peasy. Flere veninder har født i år, en har termin om en lille uge, og resten af venindeflokken har født på skift igennem de sidste år, så netværket af nybagte mødre af stort, og de har været en kæmpe hjælp hele vejen, når jeg har haft spørgsmål 🤗

Alligevel var jeg da ret spændt på at møde min jordemoder, og på at høre om alt var fint med Lille strås udvikling.

Jeg mødte over på Amager Hospital kl. 8.30 i morges, lavede min urinprøve,

som man jo skal og den var helt fino. 5 min. efter blev jeg kaldt ind. Jordemoderen var rigtig flink, men det var ikke hende, som jeg skal gå hos fremover, for hun er åbenbart på Grønland pt.

Vi havde en god snak om hele min graviditet og insemineringsforløb. Vi hørte hjertelyd – det bliver jeg altså bare aldrig træt af at høre 😍 og hun målte min mave og vurderede Lille strå til at veje ca. 1.500 gr. Først fik jeg lidt af et chok, for mine Apps jeg følger, siger hun burde veje omkring 1.200 gr., så blev helt nervøs for, om jeg var ved at lave en kæmpe baby, men jordemoderen grinede og sagde, at det skulle jeg bestemt ikke være urolig for, for Lille strå holdt sig altså rigtig fint inde for normalen, bare i den lidt “gode” ende🤗
Hun vejede mig ikke, hvilket egentlig overraskede mig, men det passede mig helt fint. Jeg havde nemlig selv vejet mig tidligere på morgenen, og jeg kan altså bedst lide at gøre det selv. Ikke fordi jeg vil snyde eller sådan noget, men fordi det bare stadig sidder så dybt i mig, at det er super grænseoverskridende for mig, at andre skal se min vægt, og når jeg selv gør det, ved jeg også, at det bliver gjort på samme tidspunkt, inden jeg har indtaget mad og drikke, og med samme mængde tøj osv. Så får jeg et mere korrekt billede af min vægt, i hvert fald i min lille verden.😉 Anyway, vægten sagde, at jeg nu i alt har taget 12,2 kg på. Jo jo det er da en del, når man tænker på, at jeg stadig har små 3 måneder til termin, men jeg er nu egentlig fint tilfreds. Med min fortid i vægtsvingninger var jeg nemlig sikker på, at jeg meget hurtigt ville blive en kæmpe hval, så jeg synes faktisk ikke, at det er så slemt. Jeg nævnte det alligevel for jordemoderen, for at høre hvad hun mente, men hun synes nu heller ikke, at det var kritisk. Dog opfordrede hun mig til at passe lidt på de næste par måneder, da en vægtstigning på under 20 kg. ville være at foretrække.☺️

Hun fortalte mig også lidt om muligheden for besøg af sundhedsplejersken, og så foreslog hun, at jeg måske allerede nu tog kontakt til hende, for at informere om min status som solomor og evt. muligheden for at komme i en mødregruppe med andre solomødre, hvis der måske er nogen andre i området. iiiihh det håber jeg virkelig, tror måske, at vi kan stå med lidt andre problematikker, og så er det jo bare rart måske at kunne følges med nogle ligesindede, så det vil jeg klart følge op på 🤗

Alt i alt var det et rigtig fint besøg hos jordemoderen, og jeg er bare så glad og lykkelig over, at Lille strå trives inde i min mave, og at hendes udvikling er helt som den skal være 💕

Den mentale fødselsforberedelse 🤯

Den mentale fødselsforberedelse 🤯

Forleden aften da jeg lå i min seng inden jeg skulle sove, fik jeg læst lidt mere i bogen Smertefri fødsel. Men jeg nåede kun til den indledende øvelse, hvor man skal skrive ned og svare på nogle spørgsmål omkring ens tanker om fødslen. Bare det at læse spørgsmålene og tankerne fik frit løb gjorde, at jeg gik i lettere panik, og jeg begyndte at græde. Jeg blev vred og klaskede bogen sammen, og blev enig med mig selv om, at jeg måtte svare på spørgsmålene en anden dag, og ikke lige inden sengetid😔

Det har taget mig nogle dage,

at overskue at åbne bogen igen, men jeg gjorde det i dag. Det gik en del bedre, men har da siddet med tårer i øjnene flere gange, imens jeg har fået skrevet mine svar ned.

Jeg tænker, at min angst for fødslen er en smule udover det normale, så jeg håber virkelig, at bogens øvelser kan få mig beroliget hen ad vejen, og gøre mig modig og klar til fødslen. For lige nu føler jeg mig, som et meget meget lille menneske, helt ude af min comfort zone og uden nogen form for kontrol over, hvad der skal ske.

Heldigvis er jeg gået i gang i god tid, er lige gået ind i uge 26 i dag, så der burde være tid nok at få trænet i… Hvad det så end er man skal træne?! Men det finder jeg nok ud af i aften, når jeg får læst lidt videre… 🤷🏻‍♀️

Tænker at opdatere løbende, hvordan det går med træningen af øvelserne til Smertefri fødsel, og hvordan det påvirker mig mentalt 🤯
Så stay tuned, hvis du er nysgerrig på om det virker, også selv om man kun har bogen❣️

Frygter fødslen

Frygter fødslen

Selvom jeg indtil videre har haft den nemmeste og dejligste graviditet, så har jeg konstant en frygt i baghovedet. Jeg har virkelig prøvet at skubbe tanken væk, men kan godt mærke at jo længere i graviditeten jeg er kommet, jo oftere dukker tanken og frygten op.

Jeg er nemlig Møg bange for at skulle føde!

Som i VIRKELIG bange. Når jeg lader tankerne løbe, så får jeg pisket en hysterisk stemning op i mit hoved, og jeg begynder næsten at tude, hvis ikke jeg får stoppet tankemyldret😭

Ser ellers ikke mig selv som en bange type, og har som regel Pippi Langstrømpe indstillingen “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af”, når jeg skal prøve nye ting. Men det gælder så åbenbart ikke lige med det her fødselsshow!
Jeg har nu heller aldrig brudt mig om at se fødsler i fjernsynet, hvor andre piger ofte synes det er spændende og Sååååå smukt, når der kommer nyt liv til verden, så synes jeg helt ærligt, at det er møg ulækkert og slår hurtigst muligt væk, så hellere en creepy film som Saw, det ved man squ hvad er.

Der er ingen tvivl om, at en naturlig fødsel ikke kommer på tale her. Jeg skal dopes og druges med ALT der er muligt – stod det til mig og man kunne, så tog jeg gerne en fuld narkose! 😵
Det mærkelige er, at selvom jeg er så sindssygt bange, så ser jeg slet ikke et planlagt kejsersnit som en mulighed. Tror min stolthed arbejder lidt imod min frygt, jeg mener, der fødes jo børn rundt om i verden hvert minut, og hvis alle andre kan føde ud af deres lille – ALT FOR LILLE – revne, så kan jeg fandeme også!😩

Mit natbord pt.

Jeg ville smadder gerne på kurset fra Smertefri fødsel, men synes desværre ikke jeg lige har 2.300 kr. i budgettet😞 Har i stedet lige lånt min venindes bog fra Smertefri fødsel, og håber at den måske kan give mig lidt ro i sindet, når jeg får læst lidt mere i den.

Og ja, bare at skulle skrive det her, har gjort at jeg nu sidder med tårer i øjnene, håber virkelig at læsning og snak med jordemoder kan hjælpe lidt på frygten😔