Vildas barnedåb

Døbes eller ej?

Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle lade Vilda blive døbt eller blot navngive hende. Personligt er jeg overhovedet ikke det mindste troende, men jeg er dog selv både døbt og konfirmeret. Konfirmationen var helt klart på grund af mine forældre, som kun ville give mig en fest, hvis jeg blev konfirmeret. Hvilket jeg synes er en virkelig underlig måde at stille det op på over for sit teenage barn. Jeg mener, så opfordrer man jo direkte sit barn til at lyve, for selvfølgelig ville mit 13 årige Jeg, da ikke gå glip af en stor fest og masser af fede gaver.

Umiddelbart havde jeg det nok sådan, at traditionen omkring dåben er ret hyggelig. Vi får en hyggelig dag, Vilda får nogle gudforældre, og så er det ligesom gjort i tilfælde af, at hun selv skulle vælge at blive konfirmeret senere hen. Men samtidig følte jeg, at det også er ret forkert at døbe hende, når nu jeg slet ikke er troende overhovedet!

Igennem de sidste 4-5 år har jeg gået til massage en gang om måneden hos en rigtig sej kvinde, der hedder Kamilla. Udover at være Gotved massør, har hun også åbnet sit eget Yoga studie Hot Yoga Life og samtidig med dette, har hun så også lige læst teologi for at blive præst, som hun blev færdig med i efteråret. Vi har derfor mange gode snakke om alt mellem himmel og jord.

Selvom Kamilla ved, at jeg ikke er troende, så var hun selvfølgelig nysgerrig for, om jeg ville få Vilda døbt. Jeg fortalte hende, at jeg var virkelig meget i tvivl og gav hende alle mine for og imod grunde. Hun kunne sagtens forstå min tvivl, men så talte hun om, at hvis hun skulle døbe hende, behøvede det jo ikke handle så meget om Gud og Jesus, men mere lægge fokus på, at alle de mennesker der kommer til dåben, er samlet på grund af kærligheden til Vilda og jeg. Og så lave hele ceremonien mere i kærlighedens tegn fremfor det dybt religiøse.

Efter nogle af vores samtaler blev jeg derfor enig med mig selv om, at selvfølgelig skal Vilda døbes, så længe det er Kamilla der gør det. Kamilla kan gøre talen meget mere personlig til Vilda og jeg, fordi hun kender mig og min historie omkring Vildas tilblivelse rigtig godt. Og så kan jeg bare rigtig godt lide tanken om, at Vilda får nogle Gudforældre.

Valget af Gudforældre

Jeg kan fornemme, at flere ofte vælger deres søskende som Gudforældre. De fleste der hører at Vilda skal døbes, regner i hvert fald med, at det er min storebror, der skal være Gudfar. Men det bliver det altså ikke.

Min storebror kunne nu sagtens have været mit første valg, men i dagens Danmark er rollen som Gudforældre jo egentlig blot en titel. Og min bror har jo allerede en titel som Onkel Peter, så det gav ikke rigtig mening for mig at vælge ham. Udover det, så ved jeg også, at han allerede er Gudfar til hele to af hans kammeraters børn, så tænker ikke at titlen er noget helt specielt for ham.

I stedet faldt mit valg på en af mine tætteste veninder som Gudmor og hendes kæreste som fadder. Tilsammen Vildas Gudforældre♥️

Valget kunne sagtens have faldet på et par af mine andre tætte veninder også. Men Tine som jeg har valgt, har selv to børn, og det er helt klart hende og hendes kærestes opdragelse jeg kan spejle mig selv mest i. Udover det, var hun også den største støtte, da jeg tog valget om at få Vilda som solomor. Og så har jeg i øvrigt også selv, et ret tæt forhold til hendes piger. Så alt gav bare mening for mig, da jeg skulle tage valget, og jeg har faktisk ikke været i tvivl om dette overhovedet i forhold til, hvis jeg lod Vilda døbe. Heldigvis blev hun både glad og stolt over at blive spurgt, så det kunne ikke være mere perfekt.

Jeg fandt så ud af, at jeg skulle vælge endnu en fadder, og her var jeg meget mere i tvivl. For det første, synes jeg det var lidt fjollet, for hvad bruger man egentlig fadder-rollen til nu om dage, og for det andet virkede det for mig en smule overflødigt, da jeg jo allerede havde valgt Tines kæreste til at stå som fadder. Men det skulle jeg altså. Efter en god snak med venindeflokken, blev vi enige om, at det bedste valg nok ville være min egen mor. Hun ville blive skide stolt, og så er hun nærmest også den eneste jeg kender, som faktisk er troende og kommer i kirken regelmæssigt. Så det gav bare rigtig fin mening.

Dåbens forberedelser

Forberedelserne er så småt i gang, og da jeg jo står med alle udgifter til festen alene, så prøver jeg at holde budgettet mest muligt nede. Jeg har derfor selv klippe-klisteret dåbs-invitationerne, og i morgen skal min veninde, som også er på barsel, og jeg ud og handle ind til DIY pynt og borddekoration.

Festen bliver holdt i en institution, hvor to af mine veninder arbejder, så de lokaler kunne jeg få lov at låne gratis. Og så er de helt perfekte, med god plads og lege-muligeder og legeplads til alle ungerne som er inviteret med.

Det har betydet, at jeg kan bruge en smule mere af budgettet på maden, og her har jeg kontaktet min gamle skoleveninde Maria, I kender hende måske fra insta-profilen @madogkaerlighed og mad-bloggen Mad & Kærlighed , som skal stå for en lækker lille frokost buffet. Der skal selvfølgelig også være en fin kage, og her har jeg fået fat i min mors venindes datter Naja, som både har deltaget i Den store Bagedyst og for nyligt programmet Sukkerchok, så der burde være mulighed for at få en super lækker kage til Vildas gæster. (Jeg må jo nok hellere lige skrive, at intet af ovenstående er sponsoreret, jeg kommer til at betale præcis det samme, som alle andre ville skulle!☺️) Så mangler jeg kun at få købt en masse drikkevarer, men det må blive, når jeg finder nogle gode tilbud i Bilka eller lign. i løbet af den næste måneds tid.

Min mor har dog sagt, at hun gerne ville hjælpe, ved at give mig en serveringsdame. Hun kender en sød ældre dame, der tager ud og gør den slags til fester, så det takkede jeg selvfølgelig ja til.

Søndag aften skal den kommende Gudmor, min egen mor og jeg selv holde møde med vores præst Kamilla, hvor vi skal tale lidt om, hvilke salmer der skal synges, hvad hun kan bruge i sin tale, og hvordan ceremonien kommer til at foregå, især for Gudmor som jo skal bære Vilda ved dåben.

Alt i alt føler jeg egentlig, at jeg er ret godt med i forberedelserne til Vildas barnedåb, som skal holdes i Tårnby Kirke d. 16. marts 2019. Og jeg glæder mig til at give Vilda denne dag, hvor hun og jeg virkelig kommer til at mærke kærligheden fra både vores familie og venner ♥️

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.