Vildas barnedåb

Vildas barnedåb

Døbes eller ej?

Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle lade Vilda blive døbt eller blot navngive hende. Personligt er jeg overhovedet ikke det mindste troende, men jeg er dog selv både døbt og konfirmeret. Konfirmationen var helt klart på grund af mine forældre, som kun ville give mig en fest, hvis jeg blev konfirmeret. Hvilket jeg synes er en virkelig underlig måde at stille det op på over for sit teenage barn. Jeg mener, så opfordrer man jo direkte sit barn til at lyve, for selvfølgelig ville mit 13 årige Jeg, da ikke gå glip af en stor fest og masser af fede gaver.

Umiddelbart havde jeg det nok sådan, at traditionen omkring dåben er ret hyggelig. Vi får en hyggelig dag, Vilda får nogle gudforældre, og så er det ligesom gjort i tilfælde af, at hun selv skulle vælge at blive konfirmeret senere hen. Men samtidig følte jeg, at det også er ret forkert at døbe hende, når nu jeg slet ikke er troende overhovedet!

Igennem de sidste 4-5 år har jeg gået til massage en gang om måneden hos en rigtig sej kvinde, der hedder Kamilla. Udover at være Gotved massør, har hun også åbnet sit eget Yoga studie Hot Yoga Life og samtidig med dette, har hun så også lige læst teologi for at blive præst, som hun blev færdig med i efteråret. Vi har derfor mange gode snakke om alt mellem himmel og jord.

Selvom Kamilla ved, at jeg ikke er troende, så var hun selvfølgelig nysgerrig for, om jeg ville få Vilda døbt. Jeg fortalte hende, at jeg var virkelig meget i tvivl og gav hende alle mine for og imod grunde. Hun kunne sagtens forstå min tvivl, men så talte hun om, at hvis hun skulle døbe hende, behøvede det jo ikke handle så meget om Gud og Jesus, men mere lægge fokus på, at alle de mennesker der kommer til dåben, er samlet på grund af kærligheden til Vilda og jeg. Og så lave hele ceremonien mere i kærlighedens tegn fremfor det dybt religiøse.

Efter nogle af vores samtaler blev jeg derfor enig med mig selv om, at selvfølgelig skal Vilda døbes, så længe det er Kamilla der gør det. Kamilla kan gøre talen meget mere personlig til Vilda og jeg, fordi hun kender mig og min historie omkring Vildas tilblivelse rigtig godt. Og så kan jeg bare rigtig godt lide tanken om, at Vilda får nogle Gudforældre.

Valget af Gudforældre

Jeg kan fornemme, at flere ofte vælger deres søskende som Gudforældre. De fleste der hører at Vilda skal døbes, regner i hvert fald med, at det er min storebror, der skal være Gudfar. Men det bliver det altså ikke.

Min storebror kunne nu sagtens have været mit første valg, men i dagens Danmark er rollen som Gudforældre jo egentlig blot en titel. Og min bror har jo allerede en titel som Onkel Peter, så det gav ikke rigtig mening for mig at vælge ham. Udover det, så ved jeg også, at han allerede er Gudfar til hele to af hans kammeraters børn, så tænker ikke at titlen er noget helt specielt for ham.

I stedet faldt mit valg på en af mine tætteste veninder som Gudmor og hendes kæreste som fadder. Tilsammen Vildas Gudforældre♥️

Valget kunne sagtens have faldet på et par af mine andre tætte veninder også. Men Tine som jeg har valgt, har selv to børn, og det er helt klart hende og hendes kærestes opdragelse jeg kan spejle mig selv mest i. Udover det, var hun også den største støtte, da jeg tog valget om at få Vilda som solomor. Og så har jeg i øvrigt også selv, et ret tæt forhold til hendes piger. Så alt gav bare mening for mig, da jeg skulle tage valget, og jeg har faktisk ikke været i tvivl om dette overhovedet i forhold til, hvis jeg lod Vilda døbe. Heldigvis blev hun både glad og stolt over at blive spurgt, så det kunne ikke være mere perfekt.

Jeg fandt så ud af, at jeg skulle vælge endnu en fadder, og her var jeg meget mere i tvivl. For det første, synes jeg det var lidt fjollet, for hvad bruger man egentlig fadder-rollen til nu om dage, og for det andet virkede det for mig en smule overflødigt, da jeg jo allerede havde valgt Tines kæreste til at stå som fadder. Men det skulle jeg altså. Efter en god snak med venindeflokken, blev vi enige om, at det bedste valg nok ville være min egen mor. Hun ville blive skide stolt, og så er hun nærmest også den eneste jeg kender, som faktisk er troende og kommer i kirken regelmæssigt. Så det gav bare rigtig fin mening.

Dåbens forberedelser

Forberedelserne er så småt i gang, og da jeg jo står med alle udgifter til festen alene, så prøver jeg at holde budgettet mest muligt nede. Jeg har derfor selv klippe-klisteret dåbs-invitationerne, og i morgen skal min veninde, som også er på barsel, og jeg ud og handle ind til DIY pynt og borddekoration.

Festen bliver holdt i en institution, hvor to af mine veninder arbejder, så de lokaler kunne jeg få lov at låne gratis. Og så er de helt perfekte, med god plads og lege-muligeder og legeplads til alle ungerne som er inviteret med.

Det har betydet, at jeg kan bruge en smule mere af budgettet på maden, og her har jeg kontaktet min gamle skoleveninde Maria, I kender hende måske fra insta-profilen @madogkaerlighed og mad-bloggen Mad & Kærlighed , som skal stå for en lækker lille frokost buffet. Der skal selvfølgelig også være en fin kage, og her har jeg fået fat i min mors venindes datter Naja, som både har deltaget i Den store Bagedyst og for nyligt programmet Sukkerchok, så der burde være mulighed for at få en super lækker kage til Vildas gæster. (Jeg må jo nok hellere lige skrive, at intet af ovenstående er sponsoreret, jeg kommer til at betale præcis det samme, som alle andre ville skulle!☺️) Så mangler jeg kun at få købt en masse drikkevarer, men det må blive, når jeg finder nogle gode tilbud i Bilka eller lign. i løbet af den næste måneds tid.

Min mor har dog sagt, at hun gerne ville hjælpe, ved at give mig en serveringsdame. Hun kender en sød ældre dame, der tager ud og gør den slags til fester, så det takkede jeg selvfølgelig ja til.

Søndag aften skal den kommende Gudmor, min egen mor og jeg selv holde møde med vores præst Kamilla, hvor vi skal tale lidt om, hvilke salmer der skal synges, hvad hun kan bruge i sin tale, og hvordan ceremonien kommer til at foregå, især for Gudmor som jo skal bære Vilda ved dåben.

Alt i alt føler jeg egentlig, at jeg er ret godt med i forberedelserne til Vildas barnedåb, som skal holdes i Tårnby Kirke d. 16. marts 2019. Og jeg glæder mig til at give Vilda denne dag, hvor hun og jeg virkelig kommer til at mærke kærligheden fra både vores familie og venner ♥️

Et testamente til Vilda

Et testamente til Vilda

Jeg fik muligvis ikke den helt store tudetur, efter jeg havde født Vilda, som mange ellers får et par dage efter fødslen. Til gengæld kom det et par uger senere, at jeg pludselig ud af det blå kunne sidde og hulke hende lige ned i hovedet, når vi var alene og jeg sad og så på hende. Det var tanker om, hvor bange jeg var for, at der skulle ske hende noget, der satte det i gang. Men en gang imellem, var det også tanker om, hvad der skulle ske med hende, hvis der nu skete mig selv noget. Hvad ville der så ske med min lille pige?! Vilda har jo ikke en far der kan tage over, hvis der en dag bliver brug for dette.

Personligt er jeg typen der har rimelig godt styr på mange af de fornuftige valg man kan tage for at sikre sig i livet. Jeg er medlem af en fagforening og a-kasse, jeg har alle de rigtige forsikringer, jeg sparer op til pension, jeg er tilmeldt mig Sygeforsikringen “Danmark”, jeg har taget stilling til at være organdonor osv. Så da jeg blev gravid, faldt det mig også meget naturligt at tænke, at jeg skulle få lavet et testamente.

Men graviditeten gik, Vilda blev født og jeg glemte alt om det.

Så en dag tikkede der en mail ind fra Momsterteamet. De tilbød mig at være med i en kampagne for at teste en testamenterådgiver. Jeg blev så glad og takkede selvfølgelig ja med det samme.
Mødet med testamenterådgiveren Henriette blev hurtigt sat i stand, og det fik selvfølgelig sat en masse tanker i gang. For hvem vil jeg egentlig give myndigheden over Vilda til, hvis jeg pludselig ikke er her mere? Og hvad skal der ske med økonomien til hende?

Valget var egentlig ikke så svært for mig. Min storebror som jeg har et meget tæt forhold med, er klart mit første valg, men jeg var jo nødt til at spørge ham først. Så vi fik os en god snak, og han blev heldigvis meget glad og stolt over, at jeg valgte ham. Og han sagde, at selvfølgelig skulle Vilda blive i familien. Det er en virkelig underlig snak at tage, for i princippet er jeg jo nærmest sikker på, at det ikke bliver nødvendigt. For jeg har da selvfølgelig tænkt mig at leve i 100 år, og se min lille datter vokse op og blive en smuk ung kvinde en dag. I mit hoved skal jeg jo være der for hende ALTID, både igennem kærestesorger, når hun tager sin uddannelse, når hun måske skal giftes, og jeg vil da også gerne opleve at blive mormor en dag.

Et hyggeligt møde

Mødet med Henriette gik så godt. Vi havde aftalt, at hun kom hjem til mig, for det er rart at være i sine egne trygge rammer, når man skal tale om noget så penibelt som døden. Henriette er en super sød ung dame på nogenlunde min egen alder. Jeg kunne virkelig mærke på hende, at hun brænder for at hjælpe folk, og det var tydeligt at høre, at hun vidste hvad hun snakkede om. Alt blev forklaret grundigt, og var der noget jeg ikke forstod, blevet det så fint skåret ud i pap og tegnet små tegninger, så selv tumpen her også kunne følge med. Vi havde en virkelig god snak, og der kom også spørgsmål op, som jeg end ikke selv havde tænkt på. Og selvom vores snak handlede om min egen død, så var der stadig plads til masser af grin, måske fordi det virker så fjernt og vanvittigt på en og samme tid at tale om.

Henriette vil så gerne have folk til at forstå vigtigheden af at lave et testamente, og hun vil især gerne fange den lidt yngre generation, og derfor kan du lige netop nu, få 20% rabat ved brug af koden Line20 hos testamenteraadgivning.dk – Så der er ingen undskyldning for ikke at få det gjort.

Jeg er så ovenud lykkelig for, at jeg har fået lavet testamentet, som jo i bund og grund er til Vilda. For det har givet mig så meget sindsro, og nu er jeg helt tryg ved, at hendes fremtid er sikret uanset, hvad der måtte ske.

Specielt lige nu, altså lige her i skrivende stund, er jeg ekstra glad for at have fået lavet testamentet. For jeg er netop blevet ringet op for en time siden, og fået af vide at min fætter har fået en hjerneblødning. Han er 20 år ældre end mig (53 år), han er ikke død, men er lige nu lam i halvdelen af kroppen. FUCK mand! Der blev der lige sat to tykke streger under vigtigheden i at få lavet sit testamente.

Intet varer som bekendt evigt og slet ikke livet. Så få nu lavet det testamente. Det er så nemt, og er en kæmpe hjælp for dine nærmeste,
uanset om det tragiske skulle ske i dag eller om mange mange år ud i fremtiden.

Du kan iøvrigt også læse min og nogle af de andre seje Momsterbloggeres testanmeldelser af testamenterådgivningen på momstertest.dk

#HuskNuTestamentet

Ny seng og putte-rutine

Ny seng og putte-rutine

Godt nok er Vilda ret hårdt ramt af sit 4. tigerspring, som startede i torsdags (fredag ifølge kalenderen), men det påvirker hende heldigvis kun om dagen. Ellers er det jo ingen hemmelighed, at Vilda normalt er en virkelig nem baby. En nem baby betyder jo som regel at forældre får nok søvn, og derfor kan klare resten af dagen med overskud. Og man må sige, at Vilda giver mig både søvn og overskud.

Jeg har læst mig frem til, at det hedder sig, at en baby sover igennem, når den sover 5 timer i streg eller mere. Det vil sige, at i babysprog så har Vilda faktisk sovet igennem siden dag 1. Allerede første nat på hospitalet, sov hun nemlig 6 timer i streg. Og siden der, har hun givet mig imellem 4,5 – 6 timers søvn hver nat.

I den sidste måneds tid er der begyndt at komme lidt rutine i søvnrytmen, i hvert fald om morgenen, aftenen og natten. Om dagen kan det godt svinge lidt med lurerne, alt afhængig af hvad vi laver, og det kan jo selvfølgelig så påvirke lidt, hvornår aften-rutinen starter.

Vilda falder som regel i søvn på sofaen ved siden af mig imellem kl. 18 og 20, her sover hun sjovt nok nærmest præcis 4 timer. Når hun så småt er ved at vågne, bærer jeg hende med ind i seng, giver hende en flaske og en ren ble, og herfra sover hun så igen 4,5 – 6 timer. Så er det flaske og ren ble igen og her sover hun så “kun” 2-3 timer, så vi står rimelig tideligt op hver dag. Men det gør mig overhovedet ikke noget, når jeg jo har fået fin søvn i løbet af natten.

Hun styrer faktisk også min søvn rytme, for jeg går altid i seng sammen med hende, når hun vågner efter de første 4 timer, og hun skal ind i sengen. Nogle vil måske mene at det er fjollet, at hun får lov at “bestemme” min sengetid, men det fungerer fint, og det betyder ikke noget for mig, om jeg skal gå i seng kl. 22 eller 00.

I tirsdags fik Vilda sin egen seng. Selvom jeg stadig gerne vil have hende i sengen om natten, så vil jeg gerne stille og roligt vænne hende til at sove i sin egen seng. Så jeg besluttede, at de første 4 timer hun normalt sover på sofaen, nu bliver flyttet ind i hendes egen seng, og når hun så vågner og jeg skal i seng, kommer hun med der over. Det er både hyggeligt, men også mere praktisk, at jeg kan ligge ned og give hende flasken der, frem for at stå bøjet ned over hendes seng halvt sovende😴

Det er simpelthen gået over al forventning med at lægge hende i hendes seng. Om aftenen når jeg kan mærke hun er ved at være grydeklar, bærer jeg hende ind, står med hende i armene, vugger hende blidt, synger den samme lille sang et par gange, fortæller jeg elsker hende, og hører hendes åndedræt falde til ro. Så lægger jeg hende i sengen, putter hende med sin bamse, sut og nusseklud, og synger sangen lidt flere gange.

Til sidst slutter jeg af med at ringe med sådan et lille instrument, som har den skønneste blide lyd. Hun sover ikke når jeg går fra hende, men hun er helt rolig og ligger bare og kigger op i sin lyskæde, som hænger i sengen og har lidt svagt lys tændt. Og når jeg kigger til hende efter 5 min. sover hun. Sådan har vi gjort hver aften siden i tirsdags, og lige nu fungerer det rigtig godt for os begge.
Hele putte-seancen tager vel omkring 10 min. og det har virket hver aften.

Er så ovenud lykkelig over, at hun tydeligvis har arvet mit sovehjerte, indtil videre i hvert fald. Jeg er jo udemærket klar over, at det hele sagtens kan ændre sig fra dag til dag. Men lige nu glædes jeg over at have fået den nemmeste lille sove-baby. Min Vilda❤️