Når amningen fejler

Den sidste uge har været fuld af frustrationer.  Amningen som ellers gik så fint i starten, er pludselig blevet et problem. Trods amme-hjælp, korrekt teknik, gode intentioner og en kæmpe mængde tålmodighed, begyndte Vilda at kaste hoved væk og blive helt hysterisk efter kun 5 minutters amning. Godt nok har hun aldrig været en langtids ammer, jeg tror faktisk aller højst, at jeg har været op på 25  minutter på et bryst nogle få gange.

Men i de første to – tre uger kørte det fint, og hun blev mæt og tog fint på, trods at jeg oftes kun ammede hende med et bryst i ca. 15 – 20 minutter.

Jeg har virkelig væbnet mig med tålmodighed, og prøvet at bevare roen. Men efter flere dage, hvor at alle amninger hele døgnet blev til dette hysteri-mareridt, så blev jeg virkelig ulykkelig. Jeg lagde mærke til, at mine bryster kunne være godt spændte, når vi skulle i gang med amning, men allerede få minutter efter Vilda har suttet godt igennem, så var/er de helt bløde igen. Og jeg  begyndte derfor at frygte, at jeg måske ikke havde nok mælk i dem, til at gøre hende mæt. Jeg prøvede at skifte bryst så snart hun kastede hovedet væk og blev sur, og det hjalp faktisk, for hun fandt hurtigt det nye bryst og ammede godt igen. Desværre sker det samme efter 5 minutter, og nu har jeg jo ligesom ikke flere bryster at tilbyde hende!

PANIK…

Fredag aften panikkede jeg fuldstændig. Jeg blev så ulykkelig og bange for, at jeg faktisk havde sultet min egen datter i de sidste par dage. Så det første jeg gjorde lørdag, var at suse ned til Babysam og købe en brystpumpe for at se, hvad jeg egentlig havde at tilbyde hende. Jeg ved selvfølgelig godt, at man ikke helt kan regne med, at det er præcis samme mængde hun suger, men tænker, at det alligevel kunne give mig en god indikator for, om jeg har meget eller lidt i de forbandede bryster! Det viste sig dog også, at jeg havde ret, der er virkelig ikke særlig meget i dem. Jeg kan ca. pumpe 25 ml. ud pr. bryst. og det er jo vitterlig ikke særlig meget.

Jeg blev så ked af det, for nu var jeg jo sikker på, at Vilda havde fået alt alt for lidt at spise de sidste par dage. Jeg skrev en laaaang besked til min sundhedsplejerske og forklarede hende situationen. Jeg spurgte, om hun mente, at jeg skulle prøve med noget mælkeerstatning. Selvom jeg virkelig gerne vil amme min lille pige, så er det bare langt vigtigere for mig, at min Vilda er mæt og glad. I øvrigt var hyggen omkring amningen også fuldstændig forsvundet de sidste par dage, og nærmere blevet noget jeg lidt frygtede til sidst, så jeg var villig til at gøre hvad som helst.

Da der ikke kom svar, kontaktede jeg min veninde, som har stået i nogenlunde samme situation for et par måneder siden, og vi blev enige om, at jeg skulle amme så meget jeg kunne, pumpe ud imellem amninger og give hende dette også, og så købe et par af de drikkeklare NAN 1 erstatninger til nødstilfælde, og så ellers følge min mavefornemmelse, indtil jeg kunne få fat i min sundhedsplejerske. Sundhedsplejersken svarede først flere timer senere, og vi blev enige om, at jeg skulle komme forbi til “Åbent hus konsultation” som de har hver mandag. Indtil da skulle jeg amme så godt jeg kunne.

Hele weekenden gjorde jeg, som jeg havde planlagt med min veninde. Pumpede ud imellem amninger, så jeg også havde en flaske at give Vilda, når hun havde tømt begge bryster. Om natten vågner hun én gang og så igen tidligt på morgenen, her har jeg så ikke nået at pumpe ud, fordi jeg jo sover, så der valgte jeg at prøve at tilbyde hende erstatning i stedet. Det fungerede SÅ godt. Jeg tilbød hende 75 ml., efter hun først har ammet, men hun siger selv fra, når hun har drukket omkring 60 ml. Og så sover hun dejligt hurtigt videre, frem for vi før kunne være vågen i 2 timer midt om natten.

“Åbent hus konsultationen”

I dag var jeg så nede hos min sundhedsplejerske til “Åbent hus konsultation”. Jeg satte hende ind i weekendens forløb, og heldigvis var hun super forstående.  Hun havde tydeligt kunne mærke min frustration i min besked, som jeg havde sendt om lørdagen. Så selvom om sundhedsplejerskerne generelt er fortalere for, at man kæmper for amningen, så skal det, som hun sagde, også give mening og ikke nedbryde mig fuldstændig. Og hun vidste, at jeg havde gjort mit for at få amningen til at fungere.  Hun synes derfor, at min løsning med amning, pumpe og erstatning til nætter og nødstilfælde var en rigtig god beslutning. Hun roste mig for at reagere på Vildas tegn, for min store tålmodighed med at kæmpe for amningen, og mest af alt for at turde følge min mavefornemmelse, for hvad der var det rigtige for Vilda og jeg.

Selvom min sundhedsplejerske ikke kom med de store guldkorn i forhold til, hvad jeg ellers kunne gøre, så var det bare super rart at blive bekræftet i, at det jeg har gjort for min datter har været rigtigt.

Vægten

I øvrigt blev Vilda vejet, og hun havde faktisk taget 160 gr. på siden sidste uge. Og som sundhedsplejersken sagde, så kunne det jo ikke kun være på grund af de få gange, jeg havde nået at give Vilda mælkeerstatning. Så jeg har muligvis ikke kunne gøre min datter helt mæt, men jeg har heldigvis heller ikke sultet hende! Pyha en kæmpe sten der lige faldt fra mit mor-hjerte der!

Nu forsætter det hårde arbejde med amning, pumpning og mælkeerstatning, men det er det hele værd, når jeg nu har fået min glade og mætte pige tilbage.

6 comments / Add your comment below

  1. Godt gået Line!
    Mega fedt at læse, at du havde din “mama-radar tændt” og var lynhurtig til at reagere på din datters signaler. Du gør et godt stykke arbejde og uanset om amningen bliver en succes eller ej, så husk på, at en god mor ikke sidder i brysterne – hun sidder i hjertet der banker bag (de overspændte og ømme bryster) !

    1. Tusind tak 🙏🏼❤️ Man gør det jo så godt man kan, men det er altid dejligt at blive bekræftet i, at det man gør er rigtigt!
      Og hvor har du ret – det er bestemt ikke amningen, der afgør, om man er en god mor❤️

  2. Må virkelig anbefale dig at læse om amning på ammenet.dk og følge facebook-siden Ammenetværk børn 0-2 år. Du kan få så meget hjælp til dine problematikker derinde. Selvom dine bryster virker “flade” er der stadig mælk i. De producerer nemlig hele tiden mælk. Det er kun de allerfærreste, der ikke har mælk nok og det skyldes som regel sygdom.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.