Min fødselsberetning 2.del

Onsdag d. 24. oktober kl. 00.00
Kl. 00.00 fik jeg en fødestue og en virkelig cool jordemoder ved navn Silke. De næste mange timer gik med at veerne tog til, og jeg ganske ganske langsomt åbnede mere. Silke fik mig til at prøve alverdens stillinger, for at hjælpe det hele lidt på vej.

Men intet hjalp, og for mig fungerede det egentlig stadig bedst bare at ligge på min venstre side og fokusere på min Laboro vejrtrækning. Men jeg gjorde alt, hvad hun bad om i håbet om at speede processen lidt op.
Jeg havde på min fødsels-ønskeliste skrevet, at jeg gerne ville i karbad, hvis det var muligt. Det syntes Silke, var en god ide. Men da mit vand endnu ikke var gået, var hun nødt til at tage det først. Desværre var det lidt lysegrønt. Godt nok den mildeste udgave ifølge Silke, men det var desværre nok til, at hun nu var nødt til at gå op og sætte elektrode i hovedet på min lille ufødte pige, og jeg måtte derfor ikke komme i vand.
Jeg havde nu fået svært ved at gå på toilettet, fordi det føltes max ubehageligt at “give slip” for blot at tisse, da det føltes som om, at der ville ryge en bowlingekugle ud i stedet. Derfor ville Silke gerne have, at jeg fik lagt et kateter, for hvis min blære var overfyldt kunne den også bremse processen. Det gjorde ærligt talt skide ondt at få lagt det kateter, og der var nærmest ingenting at tømme, det havde jeg jo fint klaret selv i de sidste to døgn.
Vi arbejdede virkelig godt sammen Silke og jeg.

Min svigerinde og veninde var der mest som støtte, til at hente saftevand og trykke mig på lænden, når veerne tog til. Selvom de måske ikke kunne gøre det store for mig, så ville jeg ikke have undværet dem til min fødsel. For det er nu alligevel rart med nogle tætte mennesker omkring sig, når man er i en SÅ presset situation.
Hen ad morgenen blev der vagtskifte for jordemødrene, hvilket jeg til at starte med var oprigtig ked af, for jeg havde virkelig været glad for Silke som min jordemoder. Lige inden vagtskiftet havde jeg fundet en ny yndlingsstilling, når veerne kom.

Der var sådan et rullende gåstativ, hvor man kan hvile armene på, det havde jeg fundet ud af, at jeg kunne hænge i med armhulerne og så sidde dybt nede i en squat, det fungerede helt perfekt. Silke og pigerne var svært imponerede over min vanvittige Ve-Squat style. Imens jeg hang i en squat kom min nye jordemoder Clara ind. Hun roste også min fine teknik og gave mig et stort 5 tal for performance🙈 Jeg fandt hurtigt ud af, at hun var lige så sød og kompetent, og jeg følte mig hurtig tryg ved hende også.
Clara lavede et nyt tjek og jeg var stadig kun 7 cm åben, så der gik endnu nogle timer, hvor jeg bare hang i min squat, fokuserede på min vejrtrækning og bare ventede på at udvide mig. Selvom veerne virkelig havde taget til, så var der på intet tidspunkt, at jeg tænkte, at jeg havde brug for smertelindring i form af en Epidural. Og da jeg ikke selv nævnte den, var der heller ingen andre der gjorde.
Onsdag d. 24. oktober kl. 11.00
Kl. 11 kunne Clara endelig konstatere, at jeg nu var 10 cm åben, men desværre sad min lille piges tykke hoved en smule skævt og stadig langt oppe i bækkenet. Hun mente derfor, at der ville gå nogle timer før, hun var langt nok nede i bækkenet til, at vi kunne gå i gang med pressefasen.

Nu var jeg på grådens rand. Jeg var så fysisk udmattet, og veerne var blevet virkelig voldsomme, for de ville tydeligvis meget gerne prøve at presse hende ud, men det måtte jeg ikke. Jeg skulle holde igen, hvilket næsten var umuligt for mig. Trods Laboro vejrtrækning og squatstilling, så var det bare en uudholdelig smerte. Måske også fordi jeg var så vanvittig træt. For første gang tænkte jeg, at nu ville jeg edersprøjteme gerne have haft den Epidural. Men jeg vidste jo godt, at det var for sent, så jeg orkede ikke engang at sige det højt.


Undervejs fik vi pludselig besøg af endnu en jordemoder. Det var Martine, som jeg havde været hos på Amager Hospital dagen før. Hun havde set mit navn på tavlen, og ville lige hilse på. Vildt sødt. Men på daværende tidspunkt, kunne jeg dårligt fokusere, så det var ikke meget, jeg fik snakket, det klarede pigerne for mig i stedet.
Efter 2,5 time med ubeskrivelige smerter, måtte Clara erkende, at selvom veerne føltes hårde for mig, så hjalp de nærmest ingenting. Vildas tykke hoved havde næsten ikke rykket sig, og jeg måtte derfor have et Ve-drop, der kunne sætte lidt skub i det hele.
Veerne tog yderligere til. Jeg husker det som, at det var på dette tidspunkt, at der også begyndte at komme lidt lyd ud af mig, når veerne kom. Efter en halv time sagde Clara endelig de længe ventede ord “Nu må du gerne prøve at presse med i næste ve”… HALLELUJA!!! Jeg pressede og skreg, ikke voldsomt, men med en dybde helt nede fra maven, jeg ikke anede, jeg havde i mig. Jeg pressede igen og igen, og selvom det selvfølgelig også gjorde ondt, så var det bare den vildeste lettelse, endelig at få lov at arbejde med kroppen. Hovedet havde lidt svært ved at komme ud under kønsbenet, tror jeg nok, så det tog en del tid. Men da hun først var kommet under, gik resten fint.
Jeg havde fået tilbudt et lavement tidligere, men takkede nej, da jeg var helt overbevist om, at jeg havde fået tømt mig selv fint i løbet af de sidste par døgn. Og jo jo, jeg kunne da godt mærke under presseforløbet, at Clara et par gange måtte fjerne lidt, men det var slet ikke noget, jeg koncentrerede mig om.
Endelig nåede jeg dertil, hvor jeg skulle presse og holde igen og presse og holde igen. Jeg fik kæmpe ros af Clara og pigerne, for jeg gjorde præcis som der blev sagt. Jeg kan dog huske, at jeg for en kort stund panikkede lidt i mit hoved i pressefasen. For det var noget med, at vejrtrækningen skulle være en smule anderledes i pressefasen ifølge Smertefri fødsel. Men jeg kunne pludselig ikke huske, hvordan jeg skulle gøre, så her gjorde jeg i stedet, som Clara bad mig om. En dyyyyyb vejrtrækning lige inden presseveen og så holde vejret og presse så længe jeg kunne. Og når jeg så skulle holde igen, brugte jeg stadig Laboro vejrtrækningen.
Det var den vildeste følelse at mærke hende komme ud af mig. Pigerne kiggede og fortalte alt, hvad de kunne se. Først et hoved med hår, der var halvvejs ude og endelig et lille tykt hoved helt ude. Min veninde Tine skulle hjælpe med at tage imod. Vildas krop var nu halvvejs ude, og jordemoder Clara og Tine skulle lige have fat under hendes arme, for at hjælpe med at trække hende ud i det sidste pres. Jeg husker, at det føltes virkelig klamt, da hun var halvt inde og halvt ude af mig. Derfor fik jeg ved den sidste ve råbt: “FÅ HENDE NU UUUUD!!”.

Og i sekundet efter kigger jeg op, og Tine står over mig med min lille tykke Vilda, som hun lægger på min mave.

Onsdag d. 24. oktober kl. 14.24
61,5 time efter jeg mærkede de første spæde veer, blev Vilda født på den smukkeste efterårsdag med solen skinnende ind ad vinduet kl.14.24. Hun vejede 4.005 gr. og var 52 cm lang. En sund og rask, lille, tyk pige.
Selvom det var en vanvittig lang fødsel, så var det jo i bund og grund en rigtig god fødsel uden komplikationer. Og jeg slap endda med en enkelt lille hudafskrabning for neden, så INGEN sting til mig!
Jeg vil ikke påstå, at min fødsel var smertefri. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Smertefri Fødsels Laboro vejrtrækning, var den største hjælp igennem min marathonfødsel. Og jeg er faktisk fuldstændig overbevist om, at havde jeg ikke haft det at fokusere på, så ville jeg nok have endt med en Epidural. Ikke at jeg havde noget imod at skulle have haft det. Men når jeg ser tilbage på det nu, så føler jeg mig squ da som lidt af en

Powerkvinde, der kan føde i 61,5 time, uden smertelindring og uden at sprænge!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.