Min fødselsberetning 1.del

Mandag d. 22/10 kl. 01.00
Natten til mandag d. 22/10 vågnede jeg ved 1 tiden og havde underlige smerter i underlivet. De var ikke voldsomme, men det føltes heller ikke som noget, jeg havde mærket før. I den sidste måneds tid af min graviditet, havde jeg haft forskellige gener, så jeg slog det hen med, at det bare var endnu en gene til samlingen. Jeg prøvede derfor at sove videre.
Ved 3-tiden vågnede jeg igen og havde stadig de samme underlige smerter. Nu var jeg lidt mere vågen og lagde mærke til, at de kom og gik ret systematisk. Jeg tænkte ved mig selv, at enten var det seriøse plukveer, eller også var dette virkelig optakten til rigtige veer. Jeg prøvede derfor at tage tid på dem, og de kom med præcis et kvarters mellemrum. Jeg skulle også jævnligt på toilettet, og her opdagede jeg, at min slimprop med stor sandsynlighed var gået. Jeg blev overbevist om, at dette var starten på min lille Vildas fødsel.
Selvom smerterne endnu var så milde, at jeg ikke behøvede at tænke på vejrtrækning, begyndte jeg alligevel at bruge Laboro vejrtrækningen, som jeg havde lært til Smertefri Fødsel bootcampen, for at indøve, så jeg var klar til, når de rigtige veer kom.
Jeg kunne ikke sove, så jeg brugte de tidlige morgentimer på at skrive det lille blogindlæg “10 gener før termin”, alt imens jeg Laboroede derudaf under mine små veer.
Ved 7-tiden skrev jeg en sms til min svigerinde Rikke og min veninde Tine, at der var ingen grund til panik, men at jeg nu havde haft veer det meste af natten med et kvarters mellemrum, og at de derfor måske skulle forberede sig på, at vi skulle igennem en fødsel inden for det næste døgns tid. Det skulle dog vise sig, at trække en hel del ud!

Jeg afprøvede forskellige stillinger under veerne derhjemme. Liggende på alle fire, siddende på min træningsbold, stående bøjet ind over et bord, squattende osv., men det eneste der egentlig føltes behageligt, var at ligge på min venstre side, når veerne kom, så hele mandagen lå jeg

alene derhjemme, skiftende mellem at ligge på sofaen og Netflixe den, ligge i sengen og prøve at blunde lidt imellem veerne, eller rende på toilettet. Men veerne tog ikke rigtig til, og der blev ved med at være et kvarter imellem. Først hen ad de sene aftentimer begyndte intervallet at blive kortere, nu var der 10 minutter imellem, men styrken var uændret. Jeg fortsatte dog ufortrødent med min Laboro vejrtrækning, for det fungerede godt for mig, at have dette at fokusere på.

Tirsdag d. 23. oktober kl. 03.00 (Terminsdag)
Nu havde jeg haft veer i over 24 timer, og ved 2-3-tiden mærkede jeg en ændring, nu begyndte der at være kun 5 minutter imellem, og veerne tog til i styrke. Da det havde stået på en times tid kontaktede jeg min svigerinde, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til hospitalet.
Jeg fik fat i en sød jordemoder, og forklarede hende, at jeg nu havde haft veer i over 24 timer. Undervejs i samtalen fik jeg veer flere gange, og hun kunne høre, at jeg arbejdede godt med dem. Hun sagde, at fordi det havde stået på så længe, var jeg velkommen til at komme ud og blive tjekket, men at jeg måske skulle forvente at blive sendt hjem igen. Jeg kunne dog også lige prøve at vente et par timer, hvis jeg kunne holde det ud.
Jeg fik fat i min svigerinde igen, og vi blev enige om at hun skulle komme i tilfælde af, at vi pludselig skulle af sted. Vi blev dog enige om at vente lidt med at køre ud til hospitalet, da jeg jo sagtens kunne håndtere mine veer.
Hun kom ved 4-tiden den nat. Men det skulle desværre vise sig, at der skulle gå længe, før der endnu skete noget. Hun sov lidt, tog tid på mine veer, så lidt tv, imens jeg lå og fokuserede på min vejrtrækning. Hen ad morgenen kom jeg pludselig i tanke om, at jeg jo havde en aftale med jordemoderen på Amager hospital kl. 13. Så jeg besluttede mig for, at hvis der ikke skete noget inden, ville jeg droppe at køre til tjek ude på Hvidovre. I stedet ville jeg tage over på Amager hospital, da jeg kun bor 5 minutter derfra.
Super fedt at sidde i et venteværelse med veer, skulle jeg hilse at sige – Eller NOT!! Hver gang veerne kom, måtte jeg smutte ned af gangen, og stå med hænderne op ad væggen og fokusere på min vejrtrækning. Så stille så muligt. For jeg er åbenbart, trods veer, stadig så skide forfængelig, at jeg ikke vil have at folk kigger på mig, når jeg står i smerter og trækker vejret på en lettere vanvittig måde!

Endelig kom vi ind til min søde jordemoder Martine. Hun tjekkede mig og konstaterede, at jeg var 2 cm åben – Jeg var lige ved at skrige, for nu havde jeg haft veer i 36 timer, og så var jeg F**king kun 2 cm åben, det kunne jeg slet ikke overskue i mit hoved!! Vi blev enige om, at hun skulle lave en hindeløsning, for måske at sætte lidt fut i sagerne, det var virkelig ubehageligt, føj for pokker. Hun sendte os hjem og sagde, at jeg jo sikkert ikke kunne sove med kun 5 minutter imellem veerne. I stedet skulle jeg prøve at spise og få fyldt depoterne op, så jeg var kampklar til en fødsel forhåbentlig inden for det næste døgns tid.
Min svigerinde og jeg kørte direkte ud

til McDrive i lufthavnen og hentede McDonalds.
Resten af dagen gik med at se lidt tv, ligge i sengen og stadig konstant rende på toilettet. Man må sige, at min krop virkelig gjorde sit for at tømme sig selv og forberede sig til fødslen.
Ved 20-tiden om aftenen skete der endelig en ændring. Nu kom intervallet ned under 5 minutter, og min svigerinde kunne tydeligt høre på min vejrtrækning at styrken i veerne tog til. Nu var det ikke “hygge-veer” mere, det her var seriøst. Jeg var taknemmelig for, at jeg havde øvet min Laboro vejrtrækning, for det var mit eneste fokus, HVER gang veerne kom. Da det havde stået på et par timer, ringede jeg ud til Hvidovre hospital igen. Jordemoderen kunne tydeligt høre, at jeg arbejdede intenst med veerne, og fordi jeg nu havde haft veer i 46 timer syntes hun, at vi så småt skulle begynde at køre derudaf.
Kl. 23 var vi på Hvidovre fødemodtagelse, – Hvem filan er i øvrigt den kæmpe tumpe af en indretningsarkitekt, der har valgt at lægge fødemodtagelsen for enden af en kilometer laaaang gang, fuldstændig i modsatte ende af parkeringskælderen.

Jeg nåede jo for pokker at have veer 2 gange midt på gangen, før jeg endelig var nede hos fødemodtagelsen!!
Jeg blev tjekket og var nu 4 cm åben.

Vi fik lov at blive, for nu skulle denne fødsel i gang. Jeg havde snart ikke sovet i 2 døgn, og der skulle jo gerne være lidt kræfter tilbage. Vi fik skrevet en besked til min veninde, at nu kunne hun godt komme, for nu var det nu! FINALLY!!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.