Når amningen fejler

Når amningen fejler

Den sidste uge har været fuld af frustrationer.  Amningen som ellers gik så fint i starten, er pludselig blevet et problem. Trods amme-hjælp, korrekt teknik, gode intentioner og en kæmpe mængde tålmodighed, begyndte Vilda at kaste hoved væk og blive helt hysterisk efter kun 5 minutters amning. Godt nok har hun aldrig været en langtids ammer, jeg tror faktisk aller højst, at jeg har været op på 25  minutter på et bryst nogle få gange.

Men i de første to – tre uger kørte det fint, og hun blev mæt og tog fint på, trods at jeg oftes kun ammede hende med et bryst i ca. 15 – 20 minutter.

Jeg har virkelig væbnet mig med tålmodighed, og prøvet at bevare roen. Men efter flere dage, hvor at alle amninger hele døgnet blev til dette hysteri-mareridt, så blev jeg virkelig ulykkelig. Jeg lagde mærke til, at mine bryster kunne være godt spændte, når vi skulle i gang med amning, men allerede få minutter efter Vilda har suttet godt igennem, så var/er de helt bløde igen. Og jeg  begyndte derfor at frygte, at jeg måske ikke havde nok mælk i dem, til at gøre hende mæt. Jeg prøvede at skifte bryst så snart hun kastede hovedet væk og blev sur, og det hjalp faktisk, for hun fandt hurtigt det nye bryst og ammede godt igen. Desværre sker det samme efter 5 minutter, og nu har jeg jo ligesom ikke flere bryster at tilbyde hende!

PANIK…

Fredag aften panikkede jeg fuldstændig. Jeg blev så ulykkelig og bange for, at jeg faktisk havde sultet min egen datter i de sidste par dage. Så det første jeg gjorde lørdag, var at suse ned til Babysam og købe en brystpumpe for at se, hvad jeg egentlig havde at tilbyde hende. Jeg ved selvfølgelig godt, at man ikke helt kan regne med, at det er præcis samme mængde hun suger, men tænker, at det alligevel kunne give mig en god indikator for, om jeg har meget eller lidt i de forbandede bryster! Det viste sig dog også, at jeg havde ret, der er virkelig ikke særlig meget i dem. Jeg kan ca. pumpe 25 ml. ud pr. bryst. og det er jo vitterlig ikke særlig meget.

Jeg blev så ked af det, for nu var jeg jo sikker på, at Vilda havde fået alt alt for lidt at spise de sidste par dage. Jeg skrev en laaaang besked til min sundhedsplejerske og forklarede hende situationen. Jeg spurgte, om hun mente, at jeg skulle prøve med noget mælkeerstatning. Selvom jeg virkelig gerne vil amme min lille pige, så er det bare langt vigtigere for mig, at min Vilda er mæt og glad. I øvrigt var hyggen omkring amningen også fuldstændig forsvundet de sidste par dage, og nærmere blevet noget jeg lidt frygtede til sidst, så jeg var villig til at gøre hvad som helst.

Da der ikke kom svar, kontaktede jeg min veninde, som har stået i nogenlunde samme situation for et par måneder siden, og vi blev enige om, at jeg skulle amme så meget jeg kunne, pumpe ud imellem amninger og give hende dette også, og så købe et par af de drikkeklare NAN 1 erstatninger til nødstilfælde, og så ellers følge min mavefornemmelse, indtil jeg kunne få fat i min sundhedsplejerske. Sundhedsplejersken svarede først flere timer senere, og vi blev enige om, at jeg skulle komme forbi til “Åbent hus konsultation” som de har hver mandag. Indtil da skulle jeg amme så godt jeg kunne.

Hele weekenden gjorde jeg, som jeg havde planlagt med min veninde. Pumpede ud imellem amninger, så jeg også havde en flaske at give Vilda, når hun havde tømt begge bryster. Om natten vågner hun én gang og så igen tidligt på morgenen, her har jeg så ikke nået at pumpe ud, fordi jeg jo sover, så der valgte jeg at prøve at tilbyde hende erstatning i stedet. Det fungerede SÅ godt. Jeg tilbød hende 75 ml., efter hun først har ammet, men hun siger selv fra, når hun har drukket omkring 60 ml. Og så sover hun dejligt hurtigt videre, frem for vi før kunne være vågen i 2 timer midt om natten.

“Åbent hus konsultationen”

I dag var jeg så nede hos min sundhedsplejerske til “Åbent hus konsultation”. Jeg satte hende ind i weekendens forløb, og heldigvis var hun super forstående.  Hun havde tydeligt kunne mærke min frustration i min besked, som jeg havde sendt om lørdagen. Så selvom om sundhedsplejerskerne generelt er fortalere for, at man kæmper for amningen, så skal det, som hun sagde, også give mening og ikke nedbryde mig fuldstændig. Og hun vidste, at jeg havde gjort mit for at få amningen til at fungere.  Hun synes derfor, at min løsning med amning, pumpe og erstatning til nætter og nødstilfælde var en rigtig god beslutning. Hun roste mig for at reagere på Vildas tegn, for min store tålmodighed med at kæmpe for amningen, og mest af alt for at turde følge min mavefornemmelse, for hvad der var det rigtige for Vilda og jeg.

Selvom min sundhedsplejerske ikke kom med de store guldkorn i forhold til, hvad jeg ellers kunne gøre, så var det bare super rart at blive bekræftet i, at det jeg har gjort for min datter har været rigtigt.

Vægten

I øvrigt blev Vilda vejet, og hun havde faktisk taget 160 gr. på siden sidste uge. Og som sundhedsplejersken sagde, så kunne det jo ikke kun være på grund af de få gange, jeg havde nået at give Vilda mælkeerstatning. Så jeg har muligvis ikke kunne gøre min datter helt mæt, men jeg har heldigvis heller ikke sultet hende! Pyha en kæmpe sten der lige faldt fra mit mor-hjerte der!

Nu forsætter det hårde arbejde med amning, pumpning og mælkeerstatning, men det er det hele værd, når jeg nu har fået min glade og mætte pige tilbage.

Stærkere ryg og bedre holdning

Stærkere ryg og bedre holdning

Jeg har i den sidste måneds tid været så heldig at få lov at teste siddebolden Sitsolution fra www.siddebold.dk

Til daglig, altså når jeg ikke lige er på barsel, sidder jeg på kontor, og jeg har desværre, ligesom mange andre, en frygtelig tendens til at sidde forkert på min kontorstol, og jeg døjer derfor ofte med spændinger i ryggen. Jeg takkede derfor ja til at teste siddebolden, for at se om den kunne gøre en forskel for mig.

Mit primære formål var derfor at teste siddebolden som et alternativ til kontorstolen, når jeg sidder og arbejder ved computeren. Dette må jeg sige har fungeret rigtig godt, og jeg kan klart mærke, at min holdning bliver bedre, frem for når jeg bruger min almindelige stol. Jeg overvejer derfor stærkt, om jeg skal tage den med på mit arbejde, når jeg en gang skal tilbage efter barsel.

Hvad kan bolden ellers bruges til
Udover at bruge siddebolden som kontorstol, kan den også bruges til flere andre formål.

Vilda i viklen

Nu her efter fødslen sidder jeg gerne med min lille Vilda i armene eller i viklen og hopper forsigtigt, i stedet for at gå rundt og vugge med armene, som man jo hurtigt kan blive lidt træt i. Og det fungerer altså smadder godt, og så kan man jo sagtens sidde og følge med i sine yndlings tv-serier imens – Skide smart altså! 😉

Grundet min tykke gravid-krop og nu en efter-fødsel krop, har jeg ikke rigtig kunne afprøve trænings-mulighederne, så det fik jeg i stedet min svigerinde til, og vi blev begge hurtigt enige om, at når min krop er klar og overskuddet er til det, så vil den være et perfekt redskab til at komme forsigtigt i gang herhjemme med at få trænet Mommy-kroppen.

Siddebolden vil også kunne bruges til at træne Vildas motorik, når hun er klar og stærk nok i sin nakke til dette. Det glæder jeg mig virkelig til, kan nemlig se at flere småbørn har stor glæde af denne form for træning.

Jeg fik i øvrigt også afprøvet bolden som redskab, da jeg fik nogle af mine første veer, men dette fungerede slet ikke for mig, dermed ikke sagt, at det ikke vil kunne fungere for andre, for det kan det helt sikkert sagtens!

Lidt om selve bolden
Siddebolden er lavet i et tykt plastik materiale, som føles virkelig slidstærkt. Jeg har prøvet andre bolde i træningscentre, som jeg dårligt turde sætte mig på, fordi materialet var så tyndt, at jeg var bange for at de ville sprænge, men sådan er det bestemt ikke med denne. Siddebolden fra Sitsolution føler man sig virkelig tryg ved at sætte sig på, og tilmed hoppe godt igennem, ifølge brochuren bør den også kunne holde op til 400 kg, så trods en tung gravid-krop, kan du stadig føle dig sikker 😉

Jeg er kæmpe fan af, at den har ben, for jeg ville synes det var død irriterende, hvis jeg hele tiden havde en bold trillende rundt, når jeg ikke bruger den, men med denne bold, bliver den hvor den skal, når man lægger den på plads.

Du kan læse mere om Sitsolution siddebolden her. 🤓

Min anbefaling…

Jeg synes virkelig, at siddebolden er god til flere ting, og man kan få stor gavn af den, hvis blot man prøver at tænke den ind i sin hverdag. Det er i princippet kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan bruge den til der hjemme. Og hvem kan ikke bruge en stærkere ryg og bedre holdning, især når det nu er så nemt. Faktisk synes jeg, at det eneste minus er, at den fylder en hel del, specielt når man som jeg bor i en mindre toværelses lejlighed. Det kan godt blive lidt irriterende i længden, at den ligger lidt i vejen, og det er nok også derfor, at jeg ender med at tage den med på mit arbejde, når jeg en gang skal tilbage😊

Men har du pladsen, er mine anbefalinger til at anskaffe sig siddebolden hermed givet videre! 😃

Min fødselsberetning 2.del

Min fødselsberetning 2.del
Onsdag d. 24. oktober kl. 00.00
Kl. 00.00 fik jeg en fødestue og en virkelig cool jordemoder ved navn Silke. De næste mange timer gik med at veerne tog til, og jeg ganske ganske langsomt åbnede mere. Silke fik mig til at prøve alverdens stillinger, for at hjælpe det hele lidt på vej.

Men intet hjalp, og for mig fungerede det egentlig stadig bedst bare at ligge på min venstre side og fokusere på min Laboro vejrtrækning. Men jeg gjorde alt, hvad hun bad om i håbet om at speede processen lidt op.
Jeg havde på min fødsels-ønskeliste skrevet, at jeg gerne ville i karbad, hvis det var muligt. Det syntes Silke, var en god ide. Men da mit vand endnu ikke var gået, var hun nødt til at tage det først. Desværre var det lidt lysegrønt. Godt nok den mildeste udgave ifølge Silke, men det var desværre nok til, at hun nu var nødt til at gå op og sætte elektrode i hovedet på min lille ufødte pige, og jeg måtte derfor ikke komme i vand.
Jeg havde nu fået svært ved at gå på toilettet, fordi det føltes max ubehageligt at “give slip” for blot at tisse, da det føltes som om, at der ville ryge en bowlingekugle ud i stedet. Derfor ville Silke gerne have, at jeg fik lagt et kateter, for hvis min blære var overfyldt kunne den også bremse processen. Det gjorde ærligt talt skide ondt at få lagt det kateter, og der var nærmest ingenting at tømme, det havde jeg jo fint klaret selv i de sidste to døgn.
Vi arbejdede virkelig godt sammen Silke og jeg.

Min svigerinde og veninde var der mest som støtte, til at hente saftevand og trykke mig på lænden, når veerne tog til. Selvom de måske ikke kunne gøre det store for mig, så ville jeg ikke have undværet dem til min fødsel. For det er nu alligevel rart med nogle tætte mennesker omkring sig, når man er i en SÅ presset situation.
Hen ad morgenen blev der vagtskifte for jordemødrene, hvilket jeg til at starte med var oprigtig ked af, for jeg havde virkelig været glad for Silke som min jordemoder. Lige inden vagtskiftet havde jeg fundet en ny yndlingsstilling, når veerne kom.

Der var sådan et rullende gåstativ, hvor man kan hvile armene på, det havde jeg fundet ud af, at jeg kunne hænge i med armhulerne og så sidde dybt nede i en squat, det fungerede helt perfekt. Silke og pigerne var svært imponerede over min vanvittige Ve-Squat style. Imens jeg hang i en squat kom min nye jordemoder Clara ind. Hun roste også min fine teknik og gave mig et stort 5 tal for performance🙈 Jeg fandt hurtigt ud af, at hun var lige så sød og kompetent, og jeg følte mig hurtig tryg ved hende også.
Clara lavede et nyt tjek og jeg var stadig kun 7 cm åben, så der gik endnu nogle timer, hvor jeg bare hang i min squat, fokuserede på min vejrtrækning og bare ventede på at udvide mig. Selvom veerne virkelig havde taget til, så var der på intet tidspunkt, at jeg tænkte, at jeg havde brug for smertelindring i form af en Epidural. Og da jeg ikke selv nævnte den, var der heller ingen andre der gjorde.
Onsdag d. 24. oktober kl. 11.00
Kl. 11 kunne Clara endelig konstatere, at jeg nu var 10 cm åben, men desværre sad min lille piges tykke hoved en smule skævt og stadig langt oppe i bækkenet. Hun mente derfor, at der ville gå nogle timer før, hun var langt nok nede i bækkenet til, at vi kunne gå i gang med pressefasen.

Nu var jeg på grådens rand. Jeg var så fysisk udmattet, og veerne var blevet virkelig voldsomme, for de ville tydeligvis meget gerne prøve at presse hende ud, men det måtte jeg ikke. Jeg skulle holde igen, hvilket næsten var umuligt for mig. Trods Laboro vejrtrækning og squatstilling, så var det bare en uudholdelig smerte. Måske også fordi jeg var så vanvittig træt. For første gang tænkte jeg, at nu ville jeg edersprøjteme gerne have haft den Epidural. Men jeg vidste jo godt, at det var for sent, så jeg orkede ikke engang at sige det højt.


Undervejs fik vi pludselig besøg af endnu en jordemoder. Det var Martine, som jeg havde været hos på Amager Hospital dagen før. Hun havde set mit navn på tavlen, og ville lige hilse på. Vildt sødt. Men på daværende tidspunkt, kunne jeg dårligt fokusere, så det var ikke meget, jeg fik snakket, det klarede pigerne for mig i stedet.
Efter 2,5 time med ubeskrivelige smerter, måtte Clara erkende, at selvom veerne føltes hårde for mig, så hjalp de nærmest ingenting. Vildas tykke hoved havde næsten ikke rykket sig, og jeg måtte derfor have et Ve-drop, der kunne sætte lidt skub i det hele.
Veerne tog yderligere til. Jeg husker det som, at det var på dette tidspunkt, at der også begyndte at komme lidt lyd ud af mig, når veerne kom. Efter en halv time sagde Clara endelig de længe ventede ord “Nu må du gerne prøve at presse med i næste ve”… HALLELUJA!!! Jeg pressede og skreg, ikke voldsomt, men med en dybde helt nede fra maven, jeg ikke anede, jeg havde i mig. Jeg pressede igen og igen, og selvom det selvfølgelig også gjorde ondt, så var det bare den vildeste lettelse, endelig at få lov at arbejde med kroppen. Hovedet havde lidt svært ved at komme ud under kønsbenet, tror jeg nok, så det tog en del tid. Men da hun først var kommet under, gik resten fint.
Jeg havde fået tilbudt et lavement tidligere, men takkede nej, da jeg var helt overbevist om, at jeg havde fået tømt mig selv fint i løbet af de sidste par døgn. Og jo jo, jeg kunne da godt mærke under presseforløbet, at Clara et par gange måtte fjerne lidt, men det var slet ikke noget, jeg koncentrerede mig om.
Endelig nåede jeg dertil, hvor jeg skulle presse og holde igen og presse og holde igen. Jeg fik kæmpe ros af Clara og pigerne, for jeg gjorde præcis som der blev sagt. Jeg kan dog huske, at jeg for en kort stund panikkede lidt i mit hoved i pressefasen. For det var noget med, at vejrtrækningen skulle være en smule anderledes i pressefasen ifølge Smertefri fødsel. Men jeg kunne pludselig ikke huske, hvordan jeg skulle gøre, så her gjorde jeg i stedet, som Clara bad mig om. En dyyyyyb vejrtrækning lige inden presseveen og så holde vejret og presse så længe jeg kunne. Og når jeg så skulle holde igen, brugte jeg stadig Laboro vejrtrækningen.
Det var den vildeste følelse at mærke hende komme ud af mig. Pigerne kiggede og fortalte alt, hvad de kunne se. Først et hoved med hår, der var halvvejs ude og endelig et lille tykt hoved helt ude. Min veninde Tine skulle hjælpe med at tage imod. Vildas krop var nu halvvejs ude, og jordemoder Clara og Tine skulle lige have fat under hendes arme, for at hjælpe med at trække hende ud i det sidste pres. Jeg husker, at det føltes virkelig klamt, da hun var halvt inde og halvt ude af mig. Derfor fik jeg ved den sidste ve råbt: “FÅ HENDE NU UUUUD!!”.

Og i sekundet efter kigger jeg op, og Tine står over mig med min lille tykke Vilda, som hun lægger på min mave.

Onsdag d. 24. oktober kl. 14.24
61,5 time efter jeg mærkede de første spæde veer, blev Vilda født på den smukkeste efterårsdag med solen skinnende ind ad vinduet kl.14.24. Hun vejede 4.005 gr. og var 52 cm lang. En sund og rask, lille, tyk pige.
Selvom det var en vanvittig lang fødsel, så var det jo i bund og grund en rigtig god fødsel uden komplikationer. Og jeg slap endda med en enkelt lille hudafskrabning for neden, så INGEN sting til mig!
Jeg vil ikke påstå, at min fødsel var smertefri. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Smertefri Fødsels Laboro vejrtrækning, var den største hjælp igennem min marathonfødsel. Og jeg er faktisk fuldstændig overbevist om, at havde jeg ikke haft det at fokusere på, så ville jeg nok have endt med en Epidural. Ikke at jeg havde noget imod at skulle have haft det. Men når jeg ser tilbage på det nu, så føler jeg mig squ da som lidt af en

Powerkvinde, der kan føde i 61,5 time, uden smertelindring og uden at sprænge!

Min fødselsberetning 1.del

Min fødselsberetning 1.del

Mandag d. 22/10 kl. 01.00
Natten til mandag d. 22/10 vågnede jeg ved 1 tiden og havde underlige smerter i underlivet. De var ikke voldsomme, men det føltes heller ikke som noget, jeg havde mærket før. I den sidste måneds tid af min graviditet, havde jeg haft forskellige gener, så jeg slog det hen med, at det bare var endnu en gene til samlingen. Jeg prøvede derfor at sove videre.
Ved 3-tiden vågnede jeg igen og havde stadig de samme underlige smerter. Nu var jeg lidt mere vågen og lagde mærke til, at de kom og gik ret systematisk. Jeg tænkte ved mig selv, at enten var det seriøse plukveer, eller også var dette virkelig optakten til rigtige veer. Jeg prøvede derfor at tage tid på dem, og de kom med præcis et kvarters mellemrum. Jeg skulle også jævnligt på toilettet, og her opdagede jeg, at min slimprop med stor sandsynlighed var gået. Jeg blev overbevist om, at dette var starten på min lille Vildas fødsel.
Selvom smerterne endnu var så milde, at jeg ikke behøvede at tænke på vejrtrækning, begyndte jeg alligevel at bruge Laboro vejrtrækningen, som jeg havde lært til Smertefri Fødsel bootcampen, for at indøve, så jeg var klar til, når de rigtige veer kom.
Jeg kunne ikke sove, så jeg brugte de tidlige morgentimer på at skrive det lille blogindlæg “10 gener før termin”, alt imens jeg Laboroede derudaf under mine små veer.
Ved 7-tiden skrev jeg en sms til min svigerinde Rikke og min veninde Tine, at der var ingen grund til panik, men at jeg nu havde haft veer det meste af natten med et kvarters mellemrum, og at de derfor måske skulle forberede sig på, at vi skulle igennem en fødsel inden for det næste døgns tid. Det skulle dog vise sig, at trække en hel del ud!

Jeg afprøvede forskellige stillinger under veerne derhjemme. Liggende på alle fire, siddende på min træningsbold, stående bøjet ind over et bord, squattende osv., men det eneste der egentlig føltes behageligt, var at ligge på min venstre side, når veerne kom, så hele mandagen lå jeg

alene derhjemme, skiftende mellem at ligge på sofaen og Netflixe den, ligge i sengen og prøve at blunde lidt imellem veerne, eller rende på toilettet. Men veerne tog ikke rigtig til, og der blev ved med at være et kvarter imellem. Først hen ad de sene aftentimer begyndte intervallet at blive kortere, nu var der 10 minutter imellem, men styrken var uændret. Jeg fortsatte dog ufortrødent med min Laboro vejrtrækning, for det fungerede godt for mig, at have dette at fokusere på.

Tirsdag d. 23. oktober kl. 03.00 (Terminsdag)
Nu havde jeg haft veer i over 24 timer, og ved 2-3-tiden mærkede jeg en ændring, nu begyndte der at være kun 5 minutter imellem, og veerne tog til i styrke. Da det havde stået på en times tid kontaktede jeg min svigerinde, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til hospitalet.
Jeg fik fat i en sød jordemoder, og forklarede hende, at jeg nu havde haft veer i over 24 timer. Undervejs i samtalen fik jeg veer flere gange, og hun kunne høre, at jeg arbejdede godt med dem. Hun sagde, at fordi det havde stået på så længe, var jeg velkommen til at komme ud og blive tjekket, men at jeg måske skulle forvente at blive sendt hjem igen. Jeg kunne dog også lige prøve at vente et par timer, hvis jeg kunne holde det ud.
Jeg fik fat i min svigerinde igen, og vi blev enige om at hun skulle komme i tilfælde af, at vi pludselig skulle af sted. Vi blev dog enige om at vente lidt med at køre ud til hospitalet, da jeg jo sagtens kunne håndtere mine veer.
Hun kom ved 4-tiden den nat. Men det skulle desværre vise sig, at der skulle gå længe, før der endnu skete noget. Hun sov lidt, tog tid på mine veer, så lidt tv, imens jeg lå og fokuserede på min vejrtrækning. Hen ad morgenen kom jeg pludselig i tanke om, at jeg jo havde en aftale med jordemoderen på Amager hospital kl. 13. Så jeg besluttede mig for, at hvis der ikke skete noget inden, ville jeg droppe at køre til tjek ude på Hvidovre. I stedet ville jeg tage over på Amager hospital, da jeg kun bor 5 minutter derfra.
Super fedt at sidde i et venteværelse med veer, skulle jeg hilse at sige – Eller NOT!! Hver gang veerne kom, måtte jeg smutte ned af gangen, og stå med hænderne op ad væggen og fokusere på min vejrtrækning. Så stille så muligt. For jeg er åbenbart, trods veer, stadig så skide forfængelig, at jeg ikke vil have at folk kigger på mig, når jeg står i smerter og trækker vejret på en lettere vanvittig måde!

Endelig kom vi ind til min søde jordemoder Martine. Hun tjekkede mig og konstaterede, at jeg var 2 cm åben – Jeg var lige ved at skrige, for nu havde jeg haft veer i 36 timer, og så var jeg F**king kun 2 cm åben, det kunne jeg slet ikke overskue i mit hoved!! Vi blev enige om, at hun skulle lave en hindeløsning, for måske at sætte lidt fut i sagerne, det var virkelig ubehageligt, føj for pokker. Hun sendte os hjem og sagde, at jeg jo sikkert ikke kunne sove med kun 5 minutter imellem veerne. I stedet skulle jeg prøve at spise og få fyldt depoterne op, så jeg var kampklar til en fødsel forhåbentlig inden for det næste døgns tid.
Min svigerinde og jeg kørte direkte ud

til McDrive i lufthavnen og hentede McDonalds.
Resten af dagen gik med at se lidt tv, ligge i sengen og stadig konstant rende på toilettet. Man må sige, at min krop virkelig gjorde sit for at tømme sig selv og forberede sig til fødslen.
Ved 20-tiden om aftenen skete der endelig en ændring. Nu kom intervallet ned under 5 minutter, og min svigerinde kunne tydeligt høre på min vejrtrækning at styrken i veerne tog til. Nu var det ikke “hygge-veer” mere, det her var seriøst. Jeg var taknemmelig for, at jeg havde øvet min Laboro vejrtrækning, for det var mit eneste fokus, HVER gang veerne kom. Da det havde stået på et par timer, ringede jeg ud til Hvidovre hospital igen. Jordemoderen kunne tydeligt høre, at jeg arbejdede intenst med veerne, og fordi jeg nu havde haft veer i 46 timer syntes hun, at vi så småt skulle begynde at køre derudaf.
Kl. 23 var vi på Hvidovre fødemodtagelse, – Hvem filan er i øvrigt den kæmpe tumpe af en indretningsarkitekt, der har valgt at lægge fødemodtagelsen for enden af en kilometer laaaang gang, fuldstændig i modsatte ende af parkeringskælderen.

Jeg nåede jo for pokker at have veer 2 gange midt på gangen, før jeg endelig var nede hos fødemodtagelsen!!
Jeg blev tjekket og var nu 4 cm åben.

Vi fik lov at blive, for nu skulle denne fødsel i gang. Jeg havde snart ikke sovet i 2 døgn, og der skulle jo gerne være lidt kræfter tilbage. Vi fik skrevet en besked til min veninde, at nu kunne hun godt komme, for nu var det nu! FINALLY!!