Går på barsel med en følelsesmæssig rutsjebanetur

Dagen i dag har været lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur.

Vågnede i morges og var spændt på mit 2. Jordemoder besøg.
Alt gik så fint, hjertelyden var perfekt, hun har næsten lagt sig helt fast med hovedet ned, og hun blev vurderet til at veje omkring 2.750 gr. Det er lidt i den høje ende, men stadig inde for normalen. Passer vægten og føder jeg til termin, vil hun så veje ca. 3.700 gr. ved fødslen.
Jeg gik der fra og var mægtig glad med tanken om, at der ligger en lille sund og stærk basse inden i mig, som snart kommer ud og hilser på. Min lille basse-pige🤗😍

Så kom jeg på arbejde….😞
Som nogen af jer sikkert ved, så arbejder jeg i DR, og det var jo en temmelig trist udmelding der ramte os i formiddags. Cirka 400 stillinger skal nedlægges og der bliver skåret godt og grundigt i tv kanaler, radio kanaler og indhold.
Øv! Min På-gensyn dag blev lige pludselig meget trist, vi var til diverse møder med chefer og direktører, og da vi endelig nåede til min afskeds-samling i afdelingen, så var det store samtale emne selvfølgelig den kommende fyringsrunde d. 10. Oktober. De prøvede virkelig at spørge ind til barsel, fødsel osv., men det var tydeligt at mærke, at alle var berørt af dagens udmelding. Hvilket er fuldt ud forståeligt, for jeg er selvfølgelig også selv påvirket af situationen, for selvom jeg er gravid og på barsel, så er jeg ikke fredet under fyringsrunden. Så d. 10. Oktober skal jeg selv sidde klar ved telefonen, og afvente om jeg får et trist opkald – så rigtig god barsel til mig ellers!🙄

Anyway, da jeg gik ud af DR Byens

dører kunne jeg alligevel ikke lade vær med at smile, tænk jeg har f**king barsel i lidt over et år nu! Det er så sindssygt, har haft arbejde/uddannelse og nogle gange flere på en gang, siden jeg var 13 år, og nu 20 år senere, skal jeg så for første gang prøve at gå hjemme. Det bliver så vildt og en kæmpe omvæltning, jeg er helt med på, at det nok er det hårdeste “arbejde” jeg nogensinde kommer til at få, men det med at jeg ikke skal møde ind et sted, til et specielt tidspunkt, til mine vante opgaver og mine skønne kollegaer, det bliver virkelig underligt – Men hold nu fast hvor jeg glæder mig! 🙆🏻‍♀️

Om 5 ugers tid får jeg lov at møde min lille basse-pige, jeg får en helt ny titel – Mor, det bliver et helt nyt liv, og jeg skal pludselig være ansvarlig for mere end bare mig selv. Wauw det er så ubegribeligt, jeg kan overhovedet ikke forstå at det er så tæt på, at jeg er så heldig, og at det her er MIN virkelighed lige nu! 😍❤️

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.