Om kærlighed og manglen på samme…

Jeg har i størstedelen af mit voksne liv levet som single, og jeg befinder mig temmelig godt i det. Jeg elsker nu også at være i forhold, men det jeg mener er bare, at jeg fungerer ret godt med kun at være mig, og jeg bliver aldrig desperat for at finde en mand. Alligevel kan det dog ikke undgås, at jeg til tider virkelig savner at have en at dele livet med, og sådan har jeg det lige præcis i dag. Det er nu ikke fordi, at jeg føler mig ensom, for det har jeg sjældent tid til at nå at føle, jeg ses jo med venner, veninder og familie næsten dagligt, så det er ikke mange dage, jeg har alene for mig selv der hjemme.
Det er simpelthen kærligheden og nærværet jeg savner. En at komme hjem til, holde om, opleve verden med, grine med, vågne op med, og en bedste ven som er endnu tættere end en almindelig bedste ven❤️

Efter jeg har startet projekt Lav-en-baby, har jeg flere gange tænkt, om jeg nu gør det med kærligheden endnu sværere for mig selv?🤔 I forvejen er jeg jo åbenbart ikke rigtig god til det med at finde en mand, jeg ender i hvert fald ofte med at blive mændenes veninde, eller hende de godt gider at være nøgen med en gang imellem, frem for at være hende de falder pladask for! Og nu kan jeg jo så lige adde “muligvis snart gravid” til mit personlige CV. Hvilken mand finder mon det synderligt tiltrækkende? (Altså med mindre det er en underlig fetish 🙈)

Betyder det så, at jeg ikke skal opleve kærlighed før jeg er blevet mor, og måske først efter et par år som mor, fordi det er for “besværligt” før? Det er en ret skræmmende tanke, når jeg en dag som i dag virkelig savner kærlighed og nærvær, at der måske kommer til at gå flere år, før der kommer en mand ind i mit liv igen sådan rigtigt😢

Ak ja, men det var jo sådan set derfor, at jeg i første omgang tog beslutningen om at blive insemineret og blive mor alene – Altså netop fordi jeg ikke er så god til det med at finde kærlighed, og dermed ikke finde en far til mit kommende barn, og jeg kan jo ikke vente i evigheder!

Hmm, kan man mon være født til den triste skæbne aldrig at skulle opleve den ægte kærlighed? I så fald tror jeg måske, at jeg er en af dem, der er født til det, eller det kan det i hvert fald godt føles som om…

Jeg ved godt at folk mener det i aller bedste mening, men hold nu op hvor er jeg træt af at høre sætninger som “det kommer når du mindst venter det”, “alt godt kommer til den der venter” eller “der er masser af fisk i havet” 😑
1 – Jeg har aldrig forventet, at det skulle komme, nok på grund af min lettere dårlige selvtillid.
2 – Jeg har ventet stort set hele mit 32 år lange liv, hvor længe er det egentlig lige man skal vente, før det gode kommer?
3 – Nu er det jo for pokker ikke en f**king fisk jeg vil have, men derimod en rigtig mand, som elsker mig, blot for den jeg er!🤦🏻‍♀️

Puuuh ved ikke lige, hvad jeg skal stille op med alle de triste tanker om kærlighed eller manglen på samme – Livet føles vidst bare ikke altid helt fair!

Heldigvis er der en ny dag i morgen, og der ser alt forhåbentlig lidt lysere ud igen ❤️

2 comments / Add your comment below

    1. Øv hvor er det bare trist, at vi skal have det sådan nogle gange.. Men rart at vide, at man ikke er alene om de tanker, for det kan helt sikkert godt føles sådan, når man står midt i dem..

Skriv et svar