Ventetid og veninder…

Jeg blev insemineret fredag d. 5. Januar og fik af vide, at jeg skulle vente 16 dage, altså til d. 21. Januar med at tage graviditetstesten. Første gang skulle jeg “kun” vente 15 dage, ved faktisk ikke lige hvorfor der er forskel 🤔 – men altså uanset, så er ventetiden bare virkelig lang!

Heldigvis har vi haft smadder travlt på arbejdet med lange dage og mange overarbejdstimer i den sidste måned, så det hjælper da en smule på, at tankerne ikke konstant er på graviditets-projektet. Jeg arbejder til dagligt med økonomi, så her ved årsskiftet når årsregnskabet skal laves, har vi årets travleste periode. 

Selv om jeg synes det er en sjov og udfordrende tid, så glæder jeg mig også til at den er overstået, og om en måneds tid tager jeg mig en velfortjent ferie i to uger til Thailand med min yndlings moster – og Hold nu fast hvor jeg glæder mig🤩 Har ikke været på solskinsferie i halvandet år! Så min lille buttede og blege vinterkrop stor-trænger altså til D-vitaminer😄🌞

Inden ferien når jeg at finde ud af, om jeg er gravid eller ej, og hvis ikke jeg er, så når jeg lige at få min 3. insemination inden jeg tager af sted… Håber dog virkelig, at den er der denne gang, det kunne være så hyggeligt at tage afsted på ferie med sådan en nyhed❤️

Dagene kører ellers bare der ud af med træning, arbejde, hygge med veninder og familie, sund madlavning osv. I dag har jeg f.eks. startet dagen med morgentræning, så videre på arbejde, og så direkte hjem til en veninde og hendes lille familie.

Hun har de skønneste piger, og jeg elsker at være på besøg der hjemme. Jeg prøver ihærdigt at suge alt til mig om, hvordan hun og hendes kæreste opdrager og får tingene til at fungere. De  er vel egentlig nok lidt mine rollemodeller for, hvordan jeg godt selv kunne tænke mig at opdrage mit barn, når jeg når der til. Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg sikkert finder min egen måde at få det til at fungere på, især fordi jeg bliver alenemor og de er to, men grundholdningerne til børneopdragelse kan nok være meget fint at have dannet sig en idé om inden, og her tror jeg, at vi er ret ens. Det er derfor rigtig fedt at følge med i deres liv, og se hvor godt det går med pigerne💜

Mine veninder er heldigvis næsten ligeså spændte på hele mit projekt Lav-en-baby, som jeg selv er, så vi taler selvfølgelig en del om det når vi er sammen. Det er rigtig rart, så jeg ikke behøver at gå og tumle med mine tanker alene, og jeg samtidig ikke behøver føle, at det er noget de bliver trætte af at høre om.
Vi er 5 damer der alle har kendt hinanden siden børnehaveklassen, så vi snakker vel 26/27 års venskab. Ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dem!🤗 Jeg har også et par få andre tætte veninder, som jeg helt sikkert heller ikke ville undvære i mit liv. Dog har jeg ikke super mange veninder, vil helt klart hellere have mine få tætte, frem for mange bekendte❤️

Ventetiden bliver derfor brugt på en masse tøsesnak om børneopdragelse, graviditet, indretning til baby osv. Og så kan jeg ellers bare begynde at tælle ned til den 21. Januar 🤞🏼😍

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.