En lille øv-Update oven på weekenden…

Lørdag

Jeg var til den hyggeligste julefrokost i lørdags med alle pigerne, deres mænd og alle deres unger. Vi havde en virkelig dejlig dag, og der var fuld knald på børnene, så da jeg kom hjem om aftenen var jeg godt træt, og jeg gik derfor tidligt i seng.

Søndag

Efter en god lang nattesøvn vågnede jeg alligevel op søndag morgen, med et energiniveau der var helt i bund og følte mig fuldstændig modløs. Jeg troede egentlig bare, at det var eftervirkningerne fra lørdagens begivenheder, altså ikke tømmermænd, men lad mig prøve at forklare og misforstå mig nu ikke – Jeg ELSKER virkelig at være sammen med hele flokken, og jeg er vild med alle pigernes mænd og deres unger, de er super søde og sjove at være sammen med, og da jeg selv er lidt af en drenge-pige på nogle punkter, så har jeg det ofte ligeså sjovt med alle mænderne 😊 – men jeg må indrømme, at jeg igennem de sidste par år ikke helt har kunne undgå at få et lille stik i hjertet af følelsen af ensomhed, når vi alle har være samlet. Det er nu 5. år i træk, at jeg igen igen kommer til disse arrangementer helt alene, mens alle mine veninder altid sidder med deres mænd, børn og gravide maver. Jeg vil på ingen måde virke misundelig, for det føler jeg mig bestemt ikke, og jeg under virkelig mine veninder, at de er lykkelige og omgivet af kærlighed, og jeg er smadder lykkelig og glad på deres vegne, at de både har fundet ægte kærlighed, og at de samtidig har fået deres små skønne guldklumper, som jeg jo elsker at være bonus-moster til <3  Men efter sådan en dag fyldt med masser af kærlighed og hygge, kan jeg altså godt føle mig en smule ensom, når jeg kommer hjem alene til en tom lejlighed og seng, det er squ bare ikke særlig fedt i længden. Heldigvis går følelsen altid hurtigt over, og det ville aldrig kunne få mig til at holde mig væk, for jeg elsker som sagt, når flokken er samlet, og synes generelt, at vi gør det for sjældent.

Jeg troede altså derfor, at min søndag morgen blot var lidt øv på grund af det, og jeg tænkte ved mig selv, at jeg måtte holde op med at være ynkelig, og at jeg i stedet skulle tage mig sammen og tage ned og træne det væk! Hen af formiddagen fik jeg endelig taget mig sammen og kom af sted, og jeg fik da også powerwalket i tre kvarters tid, men mit energiniveau forblev lavt og modløsheden forsvandt desværre heller ikke, og det var faktisk helt fysisk umuligt for mig at komme op i det tempo, som jeg ellers plejer at powerwalke i. Jeg orkede ikke engang at lave noget træning efterfølgende, og jeg valgte derfor at gå ud i bad. Her var jeg lige ved at tude, da jeg opdagede at dampbadet ikke virkede… WTF!! Hva’ filan er det der sker med mig?!

Her kunne nogen så tænke, aaarh du er nok gravid, og det er blot hormonerne der prikker til din psyke – men nej, det skulle desværre vise sig at være lige nøjagtig det modsatte!

Da jeg kom hjem, kastede jeg mig træt på sofaen, og jeg synes egentlig bare det var lidt en øv-dag, Og det er ellers virkelig virkelig sjældent, at jeg har sådanne dage, og jeg valgte derfor at overgive mig totalt til følelsen, og blev enig med mig selv om, at blive på sofaen resten af dagen med film og saftevand. Sent på eftermiddagen skulle jeg ud og tisse, og med et chok og til stor skuffelse kunne jeg desværre konstatere, at jeg havde fået min menstruation, vel og mærke tre dage for tidligt. ØV! Nu gav det hele mere mening, ikke at jeg normalt er SÅ påvirket af min menstruation, men alligevel, noget hormonelt skete der i hvert fald i min krop i går. ☹

Det var derfor en lidt trist søndag aften, lidt med følelsen af ensomhed og temmelig skuffet over, at jeg jo højst sandsynligt ikke er gravid. Jeg følte mig dog ikke decideret ked af det, jeg synes, at jeg har prøvet at forberede mig godt til, at det jo nok ikke ville lykkes i første forsøg, og det virker som om, at det faktisk har hjulpet, men jeg kan da ikke sige mig fri for alligevel at være en smule skuffet.

Da jeg fik udleveret graviditetstesten på inseminationsdagen, fik jeg af vide, at uanset om jeg fik min menstruation eller ej, så skulle jeg tage testen, både fordi man vil sikre sig, at jeg ikke er blevet gravid uden for livmoderen, og at det er derfor jeg bløder, og også fordi at der stadig kan være en lille chance for, at man faktisk er gravid alligevel. Jeg skal selvfølgelig nok tage testen onsdag morgen som planlagt, men i mit hoved, er jeg allerede videre med tankerne på et nyt forsøg, for jeg har meget svært ved at finde troen på, at jeg skulle være gravid nu.

Dagen i dag

Af uforklarlige årsager, har dagen i dag, været top fin, måske en hel dag på sofaen, var det der skulle til. Vågnede op kl. 4.30 fuld af energi og med ret fint humør, og som dagen er skredet frem, er humøret kun blevet bedre, og har følt mig helt overskuds-agtigt, selvom jeg mødte på job kl. 6 i morges. Og så hjælper det selvfølgelig også på humøret, når en samarbejdspartner, som jeg har hjulpet, der ellers havde lavet rigtig meget rod i momsen på ca. 40 fakturaer, lige sender en kæmpe æske chokolade, som tak for hjælpen. 😊

Det hele skal squ nok gå, nu må det bare godt blive onsdag morgen lidt hurtigt, så jeg kan tage den graviditetstest og få den ud af verden, så kan jeg komme videre i processen, og se positivt frem mod et nyt forsøg i starten af januar i stedet.

Alt ordner sig og det skal nok lykkes – Universet må have en højere mening med, at det bare ikke skulle være i denne omgang 😊

 

2 comments / Add your comment below

  1. ❤️❤️
    Det er svært med den ensomheds følelse!!
    Jeg kender det alt for godt…
    Ønsker dig alt det bedste!
    Og din baby skal nok også lande hos dig❤️

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.