Det niver og spænder…

Det er nu en uge siden (d. 5. December), at jeg blev insemineret, og jeg har i de sidste par dage kunne mærke mit underliv som aldrig før. Jeg har ellers aldrig været typen der har haft menstruationssmerter, kun lidt i mine teenageår, har aldrig kunne mærke i min krop at menstruationen var på vej, og har ej heller haft nogen symptomer ved ægløsning overhovedet… Ja faktisk har det eneste tegn altid været, at jeg fik lyst til chokolade, de første par dage i menstruationen 😊 Det er jo selvfølgelig rart, at jeg ikke skal døje med ulidelige smerter hver måned, men det betyder altså også nu, at jeg ikke rigtig føler, at jeg kender min krops signaler…

Så nu er jeg naturligvis mega meget i tvivl – Hvad betyder disse niv og spænd mon??😳 Er det blot min psyke, der spiller mig et puds, fordi jeg så inderligt ønsker, at jeg er gravid?  Eller er der faktisk en reel chance for, at det kan være meget tidlige tegn på graviditet?

Jeg føler ingen andre symptomer, eller jo måske lidt træthed, men det kan ligeså vel være den mørke og grå årstid vi befinder os i, for det påvirker mig nemlig temmelig meget hvert efterår og vinter. Jeg tør ikke tage en graviditetstest endnu, jeg skal jo først tage den d. 20. december, så det er alt for tidligt!

Ohh Lord, jeg bliver helt rundt på gulvet af at tænke på det, og jeg skal altså vente hele 8 dage endnu før jeg får svar. 8 dage føles som uendeligt lang tid lige nu, og tiden snegler sig af sted, ja det føles næsten som om, at tiden er gået helt i stå!😳

Jeg håber virkelig, at alt er som det skal være, men pyhh hvor jeg dog frygter at blive slemt skuffet😞

Blot lidt fortvivlede tirsdagstanker fra mig.

Dejlig aften til jer 💜

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar