Tirsdag d. 5. december = Første insemination

Wauw sikke en dag i går! 😊

Tirsdag d. 5. december blev altså dagen, hvor jeg blev insemineret for første gang. Jeg vælger at skrive første gang, for sandsynligheden for at jeg skal igennem et par forsøg mere før det lykkes, er jo desværre ret stor. Ikke fordi der er noget galt med mig, men det er åbenbart en del sværere at blive gravid, end jeg lige havde troet. Til trods for, at alle mine tal er helt perfekte, jeg er fuldstændig sund og rask, og jeg får leveret super-donorsperm, så er chancen for, at jeg bliver gravid kun på ca. 20% pr. insemination. Jeg håber selvfølgelig på, at det lykkes i første forsøg, men jeg prøver at forberede mig mentalt på, at jeg nok godt kan gå hen og blive en smule skuffet.

Det var altså en lidt crazy dag i går, om formiddagen blev jeg insemineret, og der svømmer nu 22 millioner små perfekte venner rundt oppe i mig, som leder efter mit helt perfekte lille æg. 😊 Jeg havde endnu en gang taget min svigerinde med ind på fertilitetsklinikken, som min trofaste støtte hun jo er. Det er så sindsygt dejligt, at hun har lyst til at tage med, og jeg er hende evigt taknemmelig <3

/ I venteværelset lige efter inseminationen

 Bagefter var jeg slet ikke til at skyde igennem, og jeg tror mit smil kunne have afsløret mig på flere meters afstand 😀 Det er svært at beskrive følelsen jeg havde inden i, men jeg kan egentlig nok bedst sammenligne den med en vanvittig teenage-forelskelse. I ved, der hvor man det ene sekund er helt høj på lykke, helt oppe og flyve på en lyserød sky, og samtidig med at man føler noget så stærkt, så er man også frygtelige bange for at miste følelsen hvert øjeblik det skal være. – Men glad og lykkelig følte jeg mig i hvert fald.

Efter en veloverstået insemination blev vi enige om, at det godt lige kunne fejres med en hurtig shoppetur – Der er vel altid en anledning til at købe lidt pænt til sig selv 😉

/ Tre nye trøjer har man da altid brug for 😉

Senere på eftermiddagen skulle jeg have familien til Gløgg, æbleskiver og middag, og i timerne op til, havde jeg derfor travlt med at forberede mad og gøre lidt rent, det hele blev dog gjort med et kæmpe SMIL. Da de kom måtte tankerne om formiddagens oplevelse skubbes lidt til side, for mine forældre ved nemlig endnu ikke, at jeg er startet i fertilitetbehandling, og eftermiddagen og aftenen gik derfor på samtaler om alt mulig andet. Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen, og det var nok egentlig meget fint, at jeg lige kunne lægge tankerne om inseminationen lidt til side, jeg bliver altså lidt bims af at tænke på det konstant!

Da min familie var gået, kunne jeg godt mærke, at det havde været en temmelig mental-crazy dag. Jeg var virkelig virkelig træt, men jeg gik i seng med en kæmpe lykkefølelse inden i, både over at jeg nu havde fået min første insemination, men også over hvor heldig jeg egentlig er, at have så mange forskellige mennesker i mit liv, som jeg ved støtter og elsker mig. Jeg er i sandhed en heldig lille dame <3

Jeg sender taknemmelighed og god karma ud til alle og håber på, at universet returnerer blot en lillebitte smule, i form af et vellykket første forsøg 😊

2 comments / Add your comment below

  1. Sikke et skønt skriv! Jeg har selv været igennem fertilitetsbehandling i form af iui, så kan nikke genkendende til dine følelser. Jeg sender taknemmelighed og god karma din vej 🙏🏼

Skriv et svar