Så skete det igen, igen… igen! :-)

I forbindelse med de kilo jeg skal tabe inden inseminationen, er jeg som tidligere skrevet, kommet rigtig godt i gang med at PowerWalke, men jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg de sidste par dage (læs: den sidste uge) har sprunget let og elegant over dagens gåtur. Det er simpelthen bare ikke mig at gå tur, når man skal ud af døren, og regnen står ned i stænger. Øv!

Jeg ved jo desværre godt, at årstiden kommer til at byde på en hel del af disse grå og triste dage med regn, rusk og slud, og så er jeg jo nødt til at finde på noget andet at holde mig i gang med. Sådan har jeg egentlig altid gjort, for det har altid været vigtigt for mig at holde mig i gang med en eller anden form for aktivitet, så hvis jeg gik død i en ting, så fandt jeg med det samme på noget andet.

Denne gang er jeg så røget tilbage på klassikeren igen, igen… igen! Nemlig et medlemskab i FitnessDK, og jeg skal da lige love for, at det var rart at komme tilbage og i gang igen, og jeg kan jo stadig supplere med en PowerWalk, hvis vejret er til det 😊 – Og Ja, så gør det jo bestemt heller ikke noget, at jeg kan se frem til en tur i dampbad og sauna efter træningen – specielt når jeg er vant til at bo i en ægte Københavner lejlighed med bak-ind toilet/bad, hvor alt bliver vådt og det hele bare er lidt besværligt.

Fertilitetsklinikkens vægt

På torsdag tidlig om morgenen skal jeg ind på fertilitetsklinikken og have scannet mine æg, og jeg ved, at jeg vil blive vejet igen, for at se om jeg har nået målet. Til trods for at min egen vægt siger, at jeg allerede har tabt et kilo mere end målet, så er jeg alligevel panisk angst for at klinikkens vægt siger noget andet, jeg har derfor sat kalorieindtaget yderligere ned i denne uge, og så håber jeg, at det kan give det sidste skub på vægten 😊

Udover det, er jeg simpelthen så spændt på mødet på torsdag, for hvis ellers mine æg ser fine ud, og jeg har nået målet på vægten, så betyder det, at jeg får min første IUI-D (insemination med donor) enten i weekenden, eller en af de første dage i næste uge. Hold nu op, hvor jeg dog glæder mig til at komme rigtig i gang, jeg føler snart, at jeg har ventet i en evighed.

Positive tanker, god karma og krydsede fingre modtages derfor med kyshånd torsdag morgen 😉

Jeg kommer naturligvis med en opfølgning på, hvordan mødet gik.

Kram og kolbøtter til jer, på en dejlig tirsdag aften.

Skriv et svar