En glædelig nyhed i en trist stund…

Som jeg skrev i mit aller første blogindlæg, så var det en samtale med min moster, der gjorde, at jeg tog den endelige beslutning om at blive insemineret i år. Men jeg har faktisk endnu ikke fortalt hende, at jeg har taget beslutningen om at gå i gang, og at jeg allerede har været til de indledende samtaler og behandling.

Min mosters kæreste H’ bor langt oppe i Sverige, og i det sidste halve års tid, har min moster været der oppe, kun afbrudt af nogle få visit i Danmark. H’ har ligget dødeligt syg af kræft, og min moster har naturligvis været hos ham til det sidste. Jeg har derfor ikke set min moster i over 3 måneder, og sidst vi sås var jeg endnu ikke startet på Fertilitetsklinikken, så jeg ville vente med at fortælle hende noget, til at jeg ligesom var kommet rigtig i gang. Vi har selvfølgelig talt i telefon sammen jævnligt, men jeg ville gerne vente til hun var hjemme igen, så jeg kunne fortælle hende det face-to-face.

H’ døde for 3 uger siden, det er selvfølgelig ganske frygteligt, men han havde det ikke godt til sidst og lå bare helt tynd, uden energi til at rejse sig eller kunne føre en normal samtale med min moster, så for hans egen skyld var det godt, at han fik fred. Mine forældre kørte hele vejen op (vi taler 10 timers køretur op igennem Sverige) for at være hos min moster til begravelsen og i dagene efter, imens blev jeg hjemme og passede mine forældres hund og mit arbejde.

Nu er min moster hjemme igen, og jeg har inviteret hende til middag i aften. iiihh hvor jeg dog glæder mig til at se hende, der er så meget jeg skal fortælle hende, og det bliver så vildt at fortælle hende alt om, hvorfor jeg tog beslutningen, at hun er grunden til, at jeg er gået i gang nu, om de første besøg hos klinikken, og at jeg regner med at blive insemineret allerede her i starten af december. Jeg tror på, at hun bliver ovenud lykkelig, for jeg kunne næsten allerede se det på hende, da vi talte om det tilbage i foråret.

Jeg håber virkelig, at denne glædelige nyhed kan varme lidt aller inderst inde og bringe et smil frem i en ellers trist stund <3

Skriv et svar