Skylning – Av for filan!

Nøj hvor har jeg bare været nervøs i dagene op til, at jeg skulle ind på fertilitetsklinikken og have skyllet mine æggeledere. Flere skriver på nettet, at det bare er en lille smerte, lidt ligesom menstruationssmerter, men desværre kender jeg to der er blevet skyllet, og de syntes det gjorde helt afsindigt ondt og det har selvfølgelig gjort, at jeg blev temmelig bange for det.

Udover at jeg var nervøs for skylningen, så var jeg nok endnu mere nervøs for vægtopfølgningen. Mig og den forbandede vægt, tænk at et lille digitalt tal kan virke så skræmmende. Jeg har seriøst knoklet, for at bevise, at jeg virkelig gerne vil det her, og jeg synes egentlig, at det har været forholdsvist nemt at holde igennem de sidste par uger, nok på grund af at min motivationsfaktor aldrig har været højere. Jeg har downloadet app’en MyFitnessPal, så jeg kan tracke hvor mange kalorier jeg indtager i løbet af dagen, og fordi det jo gerne skal gå lidt hurtigt, så har jeg prøvet at holde kalorieindtaget på omkring 1000 kcal dagligt. Dog har jeg givet mig selv lov til et lettere ædeflip fredag eller lørdag aften 😊

Udover at tracke kalorier, skulle jeg også gerne i gang med en form for cardio. Det sidste års tid har jeg kun dyrket yoga, og selvom det selvfølgelig er super skønt for krop, sind og sjælen, så er det desværre ikke noget der giver det store minus på vægten. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om at løbe, men jeg synes det er en dejlig nem måde at dyrke motion på, bare ud af døren og så er du i gang, man skal ikke først pakke en taske, køre et sted hen, være der på bestemte tidspunkter osv. Derfor prøvede jeg at løbe min første tur efter et lille års tids pause. Ha ha føj hvor gik det dårligt, jeg havde virkelig ingen kondition, og efter kun 2 km krampede min læg helt vanvittigt, og jeg måtte stoppe op og gå. Jeg var virkelig tæt på at dreje ned af vejen der førte hjemad, men tænkte at nu var jeg endelig kommet ud af døren, så kunne jeg som et minimum gå en tur i et rask tempo. Det endte med at jeg PowerWalkede 7 km, og det var virkelig skønt. Jeg kunne holde et hurtigt tempo hele vejen, det gjorde ikke ondt nogen steder, jeg kunne stadig trække vejret, og der var oven i købet overskud til at få tænkt en masse tanker, så det var en virkelig god oplevelse, og det føltes virkelig som om, at jeg havde gjort noget rigtig sundt og godt for min krop og mit sind. Så det er jeg faktisk forsat med at gøre 4 gange om ugen med omkring en times varighed. Dette tracker jeg via app’en Endomondo, for det er sjovt at kunne følge med, om jeg gør det bedre gang for gang og fordi, at jeg kan se, at jeg faktisk taber næsten ligeså mange kalorier på dette, som hvis jeg løb.

Nååh men altså, jeg følte virkelig, at jeg havde gjort en indsats for at tabe mig, men til trods for det, så sagde min egen vægt, at jeg kun havde tabt mig 100 gr. pr. uge, og jeg var derfor en smule nedtrykt, da jeg 2,5 uge efter første besøg skulle op på klinikken igen.

Nervøs og nedtrykt mødte jeg op sammen med min svigerinde, hun er simpelthen så sød, at hun har lyst til at tage med og holde mig i hånden 😊 Jeg startede med, at skulle have lavet skylningen. Det var ikke den samme læge, som jeg havde været til samtale hos, og det var egentlig lidt ærgerligt, for den første læge havde været super rar og virkede yderst professionel, hvorimod ham her, var lidt smart i en fart og snakkede vildt hurtigt, så vi dårligt kunne følge med, men hans arbejde gjorde han ganske fint, og sygeplejersken som også var med, var helt utrolig sød og rigtig god til at berolige mig.

Av for filan, hvor gjorde det ondt, jeg havde fået besked på at tage smertestillende en time inden jeg kom, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det havde føltes uden! Heldigvis var smerten kortvarig. Når katederet skal op og sidde, skal en lille bitte ballon pustes op, sådan at det ikke bare smutter ud igen, men det var da ballonen blev pustet op, at jeg følte en helt igennem frygtelig smerte, ligesom menstruationssmerter gange 1000, smerten var dog overstået på ganske få minutter, og jeg fik stor ros for at kontrollere det så fint – Halleluja for at have trænet åndedræts øvelser igennem min yoga træning! 😊 Nu kunne jeg så ligge og følge med på skærmen, at de sprøjtede væsken op i æggelederne, og de viste mig hvor fint det løb igennem. Det var nu heller ikke en særlig rar følelse at få sprøjtet op, men dog til at holde ud. Det var hurtigt overstået og alt så rigtig fint ud. Sjovt at man lige pludselig kan blive så glad over at få af vide, at ens underliv ser flot og klar ud, det er jo ikke ligefrem noget man har gået og spekuleret over før, men nu føles det bare virkelig betydningsfuldt.😊

Bagefter skulle jeg ind til en kort samtale, her fik vi styr på, at jeg får brug for en donor og mit valg er blevet, at det bliver en åben donor, hvilket betyder, at barnet kan kontakte sin far, når det fylder 18 år. Udover det har jeg valgt, at klinikken skal finde den perfekte donor til mig ud fra ganske få kriterier som er højde, vægt, hårfarve og øjenfarve. Jeg kunne også sagtens have valgt at finde min egen donor hos en sædbank, og det var da også sjovt at være inde og kigge på profilerne med babybilleder og beskrivelser osv., men jeg følte bare ikke rigtig, at det var det jeg havde brug for. Jeg vil jo bare rigtig gerne have et barn og være mor, og når faren alligevel ikke er en man ikke kender, så tror jeg ikke rigtig på, at det kan have nogen betydning om han er uddannet ingeniør og spiller skak i fritiden. Når alt kommer til alt, så bliver barnet nok mere formet af selve opdragelsen, og ikke af hvad en ukendt far har opnået med sit liv.

Til sidst skulle vi lave opfølgning på min vægt, hold nu op hvor var jeg nervøs, jeg rystede helt da jeg trådte op vægten, men tallet den viste, gav mig et kæmpe smil på læben. Det viste sig, at mit hårde arbejde virkelig havde betalt sig, for på 2,5 uge havde jeg tabt 3,2 kg. jeg sprang af vægten og omfavnede min svigerinde, hun var nærmest ligeså glad som jeg. Selv lægen synes, at det var ret godt arbejde. Vi aftalte at næste gang jeg har menstruation, og hvis jeg har tabt de sidste 1,9 kg., så skal jeg ringe til klinikken og bestille en tid til at komme i gang med selve forløbet til inseminering.

Jeg har ca. 3 uger til at tabe 1,9 kg, det kommer til at holde hårdt, men det skal nok lykkes. Det betyder nemlig, at jeg så får lov at blive insemineret i starten af december. Tænk en gang, der er ikke en gang en måned til, det er altså lidt skræmmende, men også helt vildt utroligt spændende.

Tak fordi du læste med.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar