Daddy to be… eller ej!

Igennem de sidste 7 – 8 år har jeg ses med en mand on/off, vi har aldrig været kærester, og vi bliver det heller aldrig. Vores forhold er nok mere i den kategori, man nu om dage kalder Netflix & chill venner 😉 Jeg har selvfølgelig fået nogle følelser i klemme for længe siden, og så måtte vi stoppe med at ses, men vi vender alligevel tilbage til hinanden gang på gang. Jeg har haft 2 kærester undervejs og han har haft en enkelt, men uanset hvad, så finder vi altid hinanden igen, det er jo rart med hyggeligt selskab, når man er single.

Jeg har fuldt ud accepteret, at det aldrig bliver os, men jeg håber inderligt, at jeg får lov at beholde ham som en ven resten af mit liv, for han betyder virkelig noget særligt i mit hjerte. Manden er 10 år ældre end jeg og har ingen børn. Han lever virkelig ungkarle livet og har ikke et helt normalt 8 – 16 job, så der er dårligt plads til kærlighed, familie osv. i hans liv, sådan har det altid været, og det bliver det nok ved med.

Hen over sommeren har vi ses en hel del, vi snakker om alt og ingenting, men kærlighed og familieliv er emner vi holder os pænt fra, sikkert fordi det lidt føles som et tabu, fordi vi jo begge ved, at jeg har følelser for ham. Han har derfor intet vidst om, at jeg gik med disse tanker omkring insemination, og at jeg har et kæmpe ønske om at få et barn og blive mor.

Imens jeg har haft rigeligt at tænke på de sidste mange måneder, dukkede en ny tanke, eller rettere sagt ide op – Hvad nu hvis han måske kunne tænke sig at være donoren til mit barn og blive far??!

Ikke fordi at vi skulle være en lille familie eller noget, men simpelthen fordi, at jeg i bund og grund synes, at det ville være mest fair at give mit barn en far. En mand jeg jo holder virkelig meget af, og som jeg er sikker på ville blive en fantastisk far, om end han måske ikke ville kunne være der så meget. Jeg har heller ikke taget p-piller siden sidste sommer, og dette vidste han godt, men til trods for det, har vi ikke beskyttet os på noget tidspunkt, så det gjorde selvfølgelig også, at jeg tænkte, at tanken måske ikke var helt så skræmmende for ham.

Efter jeg selv havde brugt meget tid på at tænke på dette, var jeg nødt til at dele min ide med mine veninder og svigerinde. De synes, at det var en virkelig god ide, til trods for at vi alle regnede med, at han ville sige nej, men om ikke andet ville jeg få det ud af mit system, og slippe for senere hen at skulle gå og tænke ”Tænk nu hvis…”, og samtidig ville jeg også give ham muligheden for at blive far på hans helt egne præmisser.

Det skulle dog vise sig at være nemmere sagt end gjort, at få ham spurgt! Efter jeg var blevet enig med mig selv om at spørge ham, sås vi flere gange, og jeg prøvede virkelig at få det gjort, men det var umuligt for mig. Jeg fik det fysisk dårligt, og jeg var lige ved at tude flere gange imens han var der, men det opdagede han heldigvis ikke takket være Netflix 😊

Til sidst var jeg lidt presset på tid, for jeg havde allerede fået min første tid hos fertilitetsklinikken, og jeg skulle jo gerne kunne fortælle dem, om jeg havde en donor eller ej. Jeg var faktisk lige ved at gi’ op og droppe det, da en veninde spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare sendte ham en sms. Vi var selvfølgelig begge enige om at face-to-face ville være det mest modne og ansvarlige at gøre, men når det nu var fysisk umuligt for mig, så var det vel i bund og grund bare vigtigst, at jeg fik ham spurgt, og det havde hun selvfølgelig ret i. Efter vores snak tog jeg hjem om aftenen og skrev et udkast til sms’en. Jeg sendte det til en rigtig tæt veninde, som sjovt nok er kærester og har børn med hans bedste ven, så de kunne kigge den igennem sammen og sige, om det ville være helt langt ude, hvis jeg sendte den afsted. Det mente de heldigvis ikke. Jeg blev enig med mig selv om at sende den til ham dagen efter, så var det fredag, og hvis jeg nu fik et svar med det samme, kunne jeg bruge weekenden til at fordøje hele situationen.

Fredag kl. 15 sendte jeg beskeden afsted, shit hvor jeg rystede, jeg tog direkte hjem til min svigerinde og der blev drukket øl og røget cigaretter for at få styr på nerverne 😊 Her er hvad jeg skrev…

Kun et par timer senere svarede han, det var hverken helt godt eller helt skidt. Han skrev, at han faktisk havde besluttet, at han ikke skulle have børn, men at han jo virkelig kunne se, at det var noget, som jeg havde lagt mange tanker i, så det ville han også gøre for mig, og han skulle derfor nok vende tilbage når han var klar.

Puha, det var virkelig rart, at han kom med en respons så hurtigt, og jeg kunne jo sådan set ikke ønske mig mere, end at han virkelig bare tænkte det godt og grundigt igennem. Dagene gik, og et lille håb begyndte at spire. Når nu han faktisk havde afskrevet tanken om børn, så ville det vel kun tage så lang tid at tænke over det, hvis der var en reel chance for, at han ændrede mening – eller sådan overbeviste mit eget hoved mig i hvert fald om, at jeg havde en chance!

Der skulle gå to uger før jeg fik mit svar, og jeg var derfor nødt til at fortælle fertilitetsklinikken, at jeg først kunne give mit endelige svar om donor til vores næste samtale. Det er selvfølgelig ikke særlig lang tid at bruge på at tænke over sådan en vigtig beslutning, når man sidestiller det med, at jeg selv har tænkt tanken i ca. 4 – 5 år! – Men altså to uger er bare virkelig lang tid at vente på sådan et svar, det var ulideligt, men endelig skrev han.

Svaret blev desværre et rigtig pænt Nej tak.

Min verden brød sammen i samme sekund, det handler jo ikke kun om hans beslutning, der ligger selvfølgelig flere ting bag. Jeg blev oprigtig ked af, at muligheden for at give mit barn en far forsvandt, men samtidig var jeg også ked af, hvis jeg nu mister ham som en ven fordi hele situationen er lidt akavet, mit eget hoved spiller mig også et puds når jeg bliver ramt, og så tager min dårlige selvtillid og de negative tanker over. Det ramte mig virkelig dybt og jeg græd i flere dage i træk, og når der ikke var flere tårer tilbage, så gik jeg rundt som en af dem fra Walking Dead.

Det er små 3 uger siden, at jeg fik svaret, og det går bedre nu. Jeg kan stadig blive ramt ved tanken, men jeg prøver at se fremad, og så hjælper det selvfølgelig, at jeg havde en Mega optur ved mit andet besøg hos fertilitetsklinikken forleden dag, men det fortæller jeg nærmere om i næste indlæg… 😊

Til de nysgerrige, så har vi kun skrevet lidt sammen siden. Jeg har helt vildt meget lyst til at se ham, men jeg tør vidst ikke rigtig spørge. Tror jeg er en smule bange for at skulle blive afvist endnu en gang, det kan jeg næsten ikke bære, for som jeg skrev i starten, så håber jeg virkelig, at jeg får lov at beholde ham som en ven for altid. <3

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar