Første besøg hos fertilitetsklinikken…

Efter jeg havde taget beslutningen om, at jeg ville gå i gang med inseminationen til efterår/vinter, dukkede endnu et vigtigt valg op, nemlig hvor behandlingen skulle foregå ?

Hen over sommeren blev der brugt en del tid på at læse side op og side ned omkring insemination og fertilitetsbehandling, og jeg læste også op på hvilke gynækologer og fertilitetsklinikker der var i København – Thank God for Google😉

Jeg bor i indre København, så det var selvfølgelig nærliggende at finde et sted her i byen. Jeg brugte timer på diverse hjemmesider, det er jo vigtigt at finde et sted, hvor man føler sig tryg ved at skulle starte i behandling. Mit endelige valg blev Dansk Fertilitetsklinik, som ligger inde på Frederiksberg. Du kan tjekke deres hjemmeside ud på www.danfert.dk. For mig virkede det som et super professionelt sted, de har fået mange fine anmeldelser, de har en høj succes rate og så er beliggenheden nem at komme til og fra.

Da vi nåede september og min læge lagde henvisningen ud, kontaktede jeg Dansk Fertilitetsklinik, og vi havde en rigtig god snak om at skulle starte behandlingen op. Den søde klinikassistent sendte mig efter vores samtale et skema, som jeg skulle give til mine egen læge. Skemaet indeholdt de undersøgelser og blodprøver, jeg gerne skulle have lavet inden første samtale. Vi fik hurtigt lavet undersøgelserne, men blodprøverne måtte jeg vente lidt med at få lavet, en af prøverne skulle nemlig laves på 2. eller 3. menstruationsdag, og det var der desværre et stykke tid til. (Jeg bliver altså en smule utålmodig, når nu jeg har besluttet mig for at komme i gang) 😊

Da der omsider var styr på alle prøver og undersøgelser, og da jeg havde fået ok til, at alt så fint ud, ringede jeg og bestilte tiden til den første samtale på klinikken. Datoen blev d. 9. oktober 2017, nøj hvor var jeg spændt. Jeg fik tilsendt et langt spørgeskema, som jeg skulle udfylde og sende til dem i god tid inden dagen for mødet.

Skemaet indeholdt selvfølgelig en masse spørgsmål, såsom om jeg havde haft diverse sygdomme, om der var nogen arvelige sygdomme i familien osv., men der var også de helt basale spørgsmål som højde og vægt. iiiiihh altså det giver mig altid et lille stik i hjertet, når det skal handle om min vægt. Jeg har lige siden jeg var barn, været det man så moderne kalder en plussize pige, og jeg vidste godt, at dette måske var noget klinikken ville nævne. Jeg fik sendt skemaet af sted, dog lettere nedtrykt, da mit hoved nu kun kunne tænke på, om de måske ville afvise mig pga. min vægt. Vægt-Issuet har fyldt meget i mit liv, så de negative tanker tager desværre let over, når min vægt kommer i fokus.

Inden samtalen havde jeg inviteret min svigerinde med, da vi har det bedste svigerindeforhold man kan ønske sig. Hun er ligeså tæt som mine ældste veninder, og jeg deler alt med hende.  Hun har været med inde over dette ”projekt” fra starten og støtter totalt op omkring det. For mig er det rart at kunne tage hende med, så jeg ikke efterfølgende sidder alene med en masse ny information og oplysninger og er helt forvirret.

Endelig kom dagen, vi tog metroen der ind og kom i rigtig god tid. Klinikken havde en smadder hyggelig atmosfære og personalet var virkelig søde, lige som jeg havde forstillet mig. Samtalen skulle foregå sammen med klinikchefen Ursula, hun virkede meget professionel og forklarede mig det kommende forløb grundigt, hun svarede på vores spørgsmål og hun fortalte, at tallene fra min blodprøver var virkelig fine. Jeg skulle også have en gynækologisk undersøgelse, hvor hun skulle tjekke om min livmoder så fin ud, og her kunne jeg ligge og følge med på skærmen, hvor hun forklarede hvad det forskellige var. (Om jeg begriber hvordan læger læser de abstrakte ultralydsbilleder, det er jo helt sindssygt, at de kan det)😊

Da vi talte om sæddonor, fortalte jeg, at jeg måske selv havde en mand som skulle være donoren, men at han endnu ikke havde givet mig sit endelige svar. Derfor aftalte vi, at jeg til næste møde skulle have besluttet mig for, om det skulle være en sæddonor fra sædbanken, eller om jeg skulle have manden med. (Situationen omkring manden, hvordan jeg spurgte ham og hvad hans beslutning blev, får I lige i et andet indlæg, for det er et helt kapitel for sig) 😉

Til sidst kom det jeg havde frygtet, nemlig snakken om min vægt, den gik dog bedre end forventet. Jeg måtte fortælle hende, at vægten jeg havde skrevet i spørgeskemaet var et ca. tal, da jeg ikke har stået på en vægt i næsten 2 år, og jeg var derfor nødt til at træde op på hendes vægt – Shit det var nervepirrende! Vægten sagde 1,1 kg mere end hvad jeg havde skrevet, så det var da nogenlunde ramt. Hun fortalte mig, at fordi at staten betaler behandlingen, så har Sundhedsstyrelsen stillet nogle krav til rammerne for at få behandlingen, og et af kravene er, at man har et BMI på under 30. Mit ligger lige over, og hun var derfor nødt til at bede mig tabe 5,1 kg. før end at vi kan starte behandlingen. Jeg sagde, at jeg skulle bruge max 2 måneder til dette, og vi aftalte, at når jeg kom ind til næste møde, ville vi lave en opfølgning på vægten, for at se om jeg når det. Hvis jeg når det, betyder det nemlig, at jeg får lov til at starte insemineringen i starten af december, så det er bare om at komme i gang 🙂

Jeg fik udleveret en mappe med mine papirer og en del læsestof, og det sidste vi aftalte var, at jeg skulle kontakte klinikken igen på min næste 1. menstruationsdag, hvor jeg skulle aftale en tid til at få skyllet mine æggeledere.

Da vi gik der fra, var jeg smadder lettet og glad. Nu er jeg ligesom i gang og Hey 5,1 kg. er jo nærmest ingenting, det klarer jeg forhåbentlig nemt. Har tabt meget mere flere gange før, så jeg ved jo godt hvad der skal til, men dette er nok den aller største motivation jeg nogensinde har haft for at tabe mig, det betyder jo virkelig, om jeg får lov at få et barn eller ej!

Kampen mod kiloene er sat i gang, og hvordan det går med det, skal jeg selvfølgelig nok følge op på i næste indlæg.

Tak fordi du læste med.

Follow my blog with Bloglovin

2 comments / Add your comment below

  1. Er det stadig din anbefaling at bruge klinikken efter dine behandlinger der? Synes nemlig ikke jeg kan finde mange positive ting om stedet.. men samtidig er det dem som har den korteste ventetid og åben over sommeren. Og det sted jeg oprindeligt er henvist til har 3 mdr ventetid..

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.