Lad os starte ved begyndelsen…

Hej og tak fordi du læser med.

Lad mig starte ved begyndelsen. I de sidste 4 år har det været et kæmpe ønske for mig at få et barn og blive mor. De fleste af os drømmer jo nok om kernefamilien med en far, en mor og så et barn eller to, måske endda flere. Jeg var selv en af dem, der havde denne drøm – så hvordan endte jeg egentlig her, klar til insemination med sæddonor om forhåbentlig ikke så længe..?!

Jeg har været single i det meste af mit voksne liv, kun afbrudt af nogle få forhold der varede et års tid hver.  Oddsene for at jeg skulle finde drømmemanden og en kommende far til mit barn, så mildest talt dårlige ud, og jeg begyndte så småt at tænke over muligheden for at blive insemineret, dog som en mulighed der lå laaaaaaaaangt ude i fremtiden.

Da jeg begyndte at nærme mig min 30 års fødselsdag kunne jeg godt mærke en stres-faktor der pludselig blev altoverskyggende. Egentlig var jeg ligeglad med at fylde 30, det var som sådan ikke tallet der gik mig på, men tanken om at jeg snart var 30, ingen mand havde, intet håb om børn i den nærmeste fremtid, det var næsten ikke til at bære, for tænk hvis det blev for sent, vi kvinder har jo desværre en udløbsdato. Derfor besluttede jeg mig den gang for, at hvis jeg endnu ikke havde børn når vi gik ind i år 2020, så ville jeg blive insemineret og få et barn med mig selv. Dette hjalp for en stund, hver gang mit hoved panikkede, beroligede jeg mig selv ved tanken om, at jeg nok skulle blive mor en dag, også selv om jeg manglede en mand.

Som tiden gik voksede lysten til at få et barn. Det skete nok lidt i takt med, at de fleste af mine veninder har fået børn og nogen endda to.  I starten af 2017 brugte jeg stort set alle mine vågne timer på at tænke på børn, familie, fertilitetsbehandling osv., og det blev igen en stres-faktor, hvor jeg hverken kunne sove om natten eller koncentrere mig ordentligt om mit arbejde, fordi tankerne summede rundt i mit hoved konstant. Pludselig virkede år 2020 meget langt væk, og jeg kom på flere og flere grunde til måske at gå i gang noget før.  Mine tætteste veninder har hele tiden kendt til min plan, men da jeg indviede dem i, at jeg måske ville starte før, var de meget forstående og mente bestemt, at jeg burde gå i gang med det samme.  🙂

Vendepunktet blev dog en samtale jeg havde med min moster. En dag jeg var til middag hos hende, fortalte jeg hende mine planer om inseminationen, men dog at jeg ville vente et par år.  Jeg har forældre og familie der er lidt ældre end mine jævnaldrendes, og da min moster er fra en lidt ældre generation, var jeg egentlig en smule bange for om hun havde forståelse for mit ønske. Til min store overraskelse blev hun virkelig glad og som mine veninder, mente hun også, at jeg burde gå i gang snarest. Hun har selv været alenemor dog ikke selvvalgt, og hele aftenen brugte vi på at tale for og imod at blive mor alene. Hun er aldrig selv blevet farmor desværre, men har altid haft et stort ønske om dette, så hun forsikrede mig om, at hun ville blive verdens bedste bonus-mormor, og at hun nok skulle hjælpe mig ligeså meget hun overhovedet kunne. Da jeg tog hjem den aften, var jeg meget mere rolig omkring hele min plan, og endelig fik jeg en god nattesøvn igen.

Jeg var helt grøn på emnet omkring fertilitetsbehandling, og jeg havde ingen ide om hvordan eller hvor lang tid processen fra man beslutter sig, til det egentlig sker varer. Umiddelbart troede jeg, at det var noget der kunne tage flere måneder, og jeg havde også en forestilling om, at når man som enlig kvinde vil være mor alene, så ville ens læge sikkert kræve flere samtaler for at se, om man overhovedet er egnet, før man får en henvisning til en fertilitetsklinik. Det skulle dog vise sig at være helt anderledes.

I maj måned, dagen efter besøget hos min moster, bestilte jeg en tid hos lægen med overskriften “Snak om insemination”, en uges tid efter sad jeg der oppe. Jeg var helt vildt spændt, men også nervøs, for tænk hvis han ikke fandt mig egnet. Til min store lettelse, var det en meget hyggeligere og nemmere samtale end forventet. Han havde fuld forståelse for mit ønske, og sagde samtidig at min alder taget i betragtning, var det perfekt at starte nu, og han spurgte, om han skulle lægge en henvisning ud med det samme. Her gik jeg ærligt talt lidt i panik, godt nok havde jeg besluttet mig for at starte tidligere, men lige nu og her, virkede for mig meget uplanlagt, og jeg følte pludselig jeg havde nogle ting jeg lige skulle nå. Jeg sagde derfor, at jeg ville vende tilbage til efteråret, når alle mine sommerplaner var overstået.

Jeg brugte sommeren på at hygge mig og nyde min frihed, men der blev selvfølgelig også tænkt en hel del over den spændende fremtid jeg gik i møde. Selvom jeg virkelig inderligt ønsker mig et barn, så ved jeg også godt, at jeg vil være temmelig “bundet” det næste lange stykke tid, så det galt om at nyde hvert et øjeblik – og ja jeg indrømmer gerne, der er blevet drukket en del rosé hen over sommeren.  😉

Efteråret kom hurtigere end forventet og i starten af september skrev jeg endelig til min læge, at jeg var klar til, at han lagde henvisningen ud.

Og nu er jeg så her, planen er sat i værk, og jeg har allerede været til den første samtale hos fertilitetsklinikken, men det tænker jeg at skrive om i næste indlæg.  🙂

Tusind tak fordi du læste med, kig endelig forbi en anden dag.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.