I’m so excited and I just can’t hide it… La la la la

I’m so excited and I just can’t hide it… La la la la

Ja som overskriften nok fortæller, så er jeg temmelig glad i låget i dag 😊

I morges kl. 7.30 mødte jeg op på fertilitetsklinikken og skulle have lavet min æg-scanning. Lægen kunne se, at der godt nok ikke var så mange æg, men dem der var, var rigtig flotte og samtidig var min slimhinde helt perfekt, hvilket betyder, at jeg er klar til inseminering.

Jeg følte mig dog stadig ikke helt overbevist om, at jeg ville få lov at starte forløbet til inseminering, før han havde tjekket, om jeg havde nået mit mål på vægten. Men da vi kom ind i konsultationsværelset, forsatte lægen blot med at tale om det videre forløb, jeg måtte derfor selv stoppe ham og spørge, om jeg ikke skulle en tur på vægten før vi aftalte yderligere. Det skulle jeg dog slet ikke, jeg havde jo ringet og sagt, at jeg havde nået målet, da jeg bestilte tiden til scanningen, og det valgte han at stole på, og i øvrigt pointerede han, at han sagtens kunne se, at der var sket noget siden sidst jeg var der, så alt var godt. Det skal dog lige siges, at da jeg stillede mig op på min egen vægt i morges, viste den, at jeg havde nået at smide lige knap 7 kg siden mit første besøg hos klinikken d. 9. oktober, og målet var blot 5,1 kg. 😊

For filan hvor blev jeg glad, men hvor er det dog fjollet, at jeg har gået og været så nervøs for mødet med den vægt, når jeg ikke en gang skulle op på den! Tror først jeg sov kl. lidt i 3 i nat, fordi jeg var så nervøs og spændt på mødet i dag.

Yaaaaas, Nu er planen så lagt!

Søndag aften skal jeg stikke mig selv med en sprøjte, der gør, at mine æg bliver tip top klar til inseminering – Shit, som om jeg tør det selv, jeg er jo hunderæd for nåle i forvejen! Jeg har derfor lagt en plan 😉 Min kære storebror ved jo som bekendt ikke noget om, at jeg skal i gang med at insemineres, jeg har derfor i dag skrevet til ham, at jeg kommer forbi søndag aften, fordi han skal hjælpe mig med noget. Der vil jeg så sætte ham ind i hele mit projekt Lav-en-baby, og heldigvis er min svigerinde der til at bakke mig op. Jeg håber inderligt, at han bliver oprigtig glad på mine vegne, og så håber jeg, at han selvfølgelig gerne vil hjælpe med at stikke mig. På den måde får han jo også sin egen lille del i mit projekt, og det har jeg det egentlig ret fedt med. Han kører i øvrigt ambulance, så det burde ikke skræmme ham, at skulle hjælpe sin lillesøster med et lille stik. 😊

Så er det ellers bare at gå og vente hele mandagen, og tirsdag formiddag skal jeg så ind og insemineres. 😊

Hold nu fast, jeg har slet ikke kunne få armene ned hele dagen, og det er altså virkelig svært at skjule for sine kollegaer, når man er så glad i låget, som jeg er lige præcis i dag. Jeg måtte bilde dem ind, at det simpelthen var på grund af mit vægttab, for det ved de godt, at jeg altid kæmper lidt med. Og det var jo heller ikke helt en løgn, det var måske bare kun halvdelen af sandheden, men det er vel også okay i sådan en situation. 😉

Når jeg har fri fra job i morgen, går jeg på en uges tidlig juleferie, hold nu op det bliver skønt. Weekenden skal nydes til fulde, fredag skal jeg ud med svigerinden og se Huxi Bach, og lørdag står den på tøsejulefrokost – og Ja, jeg har tænkt mig at nyde et glas vin eller to, måske også tre. Jeg ved godt, at flere sikkert har deres mening om dette, men jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig, at drikke hjernen fuldstændig ud. Samtidig tænker jeg, at det måske er meget sundt at slå tankerne lidt fra på projektet, og bare have en skøn aften i damernes selskab.

Det bliver så vildt at komme i gang, men jeg ved selvfølgelig godt, at det kan være lidt ”farligt”, at jeg er så glad, og at jeg allerede begynder at glæde mig, men jeg kan jo desværre ikke selv styre mine glædes-følelser, og det er vel egentlig også bedre, at jeg har positive tanker, frem for bange og negative tanker.

Jeg føler mig lidt som i en form for glædesrus lige nu, og samtidig er jeg sindssygt træt efter alt for få timers søvn. Det har squ været en ret følelsesmæssig crazy dag, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at sove rigtig dejligt i nat. Egentlig havde jeg en aftale med en veninde her til aften, men vi har flyttet den til en anden dag, da hendes søn havde holdt hende oppe hele natten, så overskudsfaktoren var cirka li’ nul for os begge.

Aftenen står derfor på afslapning på sofaen, og så er der jo lige kommet 2 afsnit af den nye sæson af Vikings ud i dag – Helt fænomenal timing alligevel 😉

Vægttabet skal selvfølgelig fejres med lidt guf – Det har jo alle dage været den mest geniale ide, at fejre et vægttab med at spise slik! Det er dog bare lidt Nellie Dellies, så det er ikke helt så slemt! 😊

Håber I får en ligeså lækker aften som mig <3

 

 

 

 

Så skete det igen, igen… igen! :-)

Så skete det igen, igen… igen! :-)

I forbindelse med de kilo jeg skal tabe inden inseminationen, er jeg som tidligere skrevet, kommet rigtig godt i gang med at PowerWalke, men jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg de sidste par dage (læs: den sidste uge) har sprunget let og elegant over dagens gåtur. Det er simpelthen bare ikke mig at gå tur, når man skal ud af døren, og regnen står ned i stænger. Øv!

Jeg ved jo desværre godt, at årstiden kommer til at byde på en hel del af disse grå og triste dage med regn, rusk og slud, og så er jeg jo nødt til at finde på noget andet at holde mig i gang med. Sådan har jeg egentlig altid gjort, for det har altid været vigtigt for mig at holde mig i gang med en eller anden form for aktivitet, så hvis jeg gik død i en ting, så fandt jeg med det samme på noget andet.

Denne gang er jeg så røget tilbage på klassikeren igen, igen… igen! Nemlig et medlemskab i FitnessDK, og jeg skal da lige love for, at det var rart at komme tilbage og i gang igen, og jeg kan jo stadig supplere med en PowerWalk, hvis vejret er til det 😊 – Og Ja, så gør det jo bestemt heller ikke noget, at jeg kan se frem til en tur i dampbad og sauna efter træningen – specielt når jeg er vant til at bo i en ægte Københavner lejlighed med bak-ind toilet/bad, hvor alt bliver vådt og det hele bare er lidt besværligt.

Fertilitetsklinikkens vægt

På torsdag tidlig om morgenen skal jeg ind på fertilitetsklinikken og have scannet mine æg, og jeg ved, at jeg vil blive vejet igen, for at se om jeg har nået målet. Til trods for at min egen vægt siger, at jeg allerede har tabt et kilo mere end målet, så er jeg alligevel panisk angst for at klinikkens vægt siger noget andet, jeg har derfor sat kalorieindtaget yderligere ned i denne uge, og så håber jeg, at det kan give det sidste skub på vægten 😊

Udover det, er jeg simpelthen så spændt på mødet på torsdag, for hvis ellers mine æg ser fine ud, og jeg har nået målet på vægten, så betyder det, at jeg får min første IUI-D (insemination med donor) enten i weekenden, eller en af de første dage i næste uge. Hold nu op, hvor jeg dog glæder mig til at komme rigtig i gang, jeg føler snart, at jeg har ventet i en evighed.

Positive tanker, god karma og krydsede fingre modtages derfor med kyshånd torsdag morgen 😉

Jeg kommer naturligvis med en opfølgning på, hvordan mødet gik.

Kram og kolbøtter til jer, på en dejlig tirsdag aften.

Bliver jeg bare en titel ??

Bliver jeg bare en titel ??

Efter jeg tog beslutningen om at blive insemineret, var jeg naturligvis på nettet for at læse side op og side ned omkring emnet, og alle steder jeg læste, stod moderen beskrevet som selvvalgt solomor, singlemor eller alenemor.

Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mit eget vedkommende, men jeg mener helt bestemt, at titlen selvvalgt som et minimum bør sættes i citationstegn, hvis man da overhovedet skal have denne titel på sig. Dette mener jeg fordi, at JA, jeg har da godt nok selv valgt at blive insemineret, men det er jo trods alt en beslutning, som jeg har følt mig nødsaget til at tage, hvis jeg gerne ville have et barn, inden det blev for sent. Hvis det stod til mig, var drømmen da helt sikkert, at finde ham den høje, bredskuldrede, flotte, sjove og søde mand, som jeg kunne starte min egen lille kernefamilie med, men min skæbne har åbenbart endnu ikke ville, at det var det der skulle ske med mit liv. Håbet er dog stadig, at jeg møder ham en dag, jeg har blot lavet lidt om i rækkefølgen 😉 Så det jeg mener er bare, at ja, det er da selvvalgt, men kun fordi jeg ikke syntes at have en anden mulighed, så for mig føles det egentlig mere, som et lidt tvungen selvvalg, hvis man da kan sige det sådan.

Udover det, har jeg det faktisk ret svært med de titler, som man tydeligvis bliver påduttet fra day-one. Solomor, Singlemor, Alenemor – Helt ærligt, jeg bliver vel i bund og grund bare Mor en dag. Jeg hører da for eksempel aldrig mine veninder blive kaldt for, kærestemor, parforholdsmor eller giftmor, nej nej, de får da bare lov til at have titlen som Mor, hvilket jo er den titel, man vel egentlig bare brændende ønsker sig at bære, når man nu tager valget om at blive gravid og få et barn – og det er da uanset, om man er i et heteroseksuelt parforhold og selv klarer det, om man er i et lesbisk parforhold og får hjælp til det, eller man som jeg vælger, at gøre det med hjælp alene.

Til trods for min afsky for disse titler bemærkede jeg, at jeg alligevel tog én af dem til mig, nemlig titlen som ”Selvvalgt” Alenemor. Dette irriterede mig naturligvis, og jeg var derfor nødt til at tænke en del over, hvorfor det ligesom skete, og uden at jeg faktisk bemærkede det til at starte med. Jeg nåede frem til, at det simpelthen må være fordi, at det nok er lidt nemmere for andre mennesker at forstå, når man står i forklarings-situationen, og man skal fortælle dem om ens valg. Vi mennesker har det jo som regel ret godt og trygt ved at kunne sætte ting i kasser, og hvis jeg sætter mig selv i kassen som ”selvvalgt” alenemor, så føler jeg, at nogle personer får den der Aha-oplevelse, som i ”nåhh det er bare det hun er” agtigt, og så kan jeg fortælle videre om hele min situation uden, at de stadig står og er forvirrede over ”hvad er det og hvorfor”, jeg mener, titlen beskriver det jo ligesom ganske fint 😊

Problemet for mig er bare, at jeg ikke kun vil være en titel, eller en label på en menneskeskabt trygheds-kasse, jeg vil jo bare vildt gerne være Mor! Samtidig kan jeg godt blive lidt bange for, at denne titel vil forfølge mig i mange år frem, og det synes jeg er smadder ærgerligt. Jeg er jo et menneske ligesom alle andre, som indeholder langt mere end blot det titlen beskriver, og jeg kan godt blive lidt bange for, at man ikke vil blive set som andet, når først man har titelen.

Og lige en sidste ting om titlerne… De er squ da heller ikke særlig flatterende! Singlemor lyder for mig, som et nyt realityshow på Kanal 5 – og der må jeg være ganske ærlig, det er simpelthen ikke sådan, jeg gerne vil opfattes! Solomor er egentlig okay, men for mig giver ordet Solo en del associationer til ordet Ego – og hvem har lyst til at være Egomoren, ikk’ mig i hvert fald. Og så er der Alenemor, som jo er den titel, jeg har taget lidt til mig, nogle dage synes jeg, at det virker helt ynkeligt at skulle kaldes noget med Alene, for Åhh Gud hvor virker det bare trist, men andre dage tænker jeg ikke sådan over det, og så er det vel egentlig bare den titel, som jeg synes, beskriver min situation bedst, for Ja, jeg er jo alene om at blive mor.

Jeg håber med tiden, at vi kan arbejde os væk fra titlerne, for i princippet er det vel ligegyldigt, hvilken titel jeg har som mor, så længe jeg bliver en rigtig god mor <3

Blot lidt tanker herfra – rigtig dejlig søndag til jer 😊

Efter min blog er flyttet til Momster.dk…

Efter min blog er flyttet til Momster.dk…

I løbet af de sidste par uger har jeg fået flyttet min blog over til mor-blogger netværket Momster.dk, det er jeg super glad for, og jeg er spændt på at se, hvad det bringer for fremtiden af min blog. Det har dog betydet, at de første 7 blogindlæg ikke helt passer tidsmæssigt i forhold til, hvornår jeg selv lagde dem ud på min oprindelige blog. Jeg vil derfor her komme med lidt opfølgning på diverse emner, som jeg har skrevet om, så vi er helt up to date med, hvor jeg er i hele forløbet, og fra nu af skulle indlæggene så gerne passe tidssvarende til virkeligheden 😊

Vægten

Min vægt har spillet en stor rolle omkring muligheden for, om jeg overhovedet kunne/måtte blive insemineret. Da jeg var hos fertilitetsklinikken første gang d. 9. oktober fik jeg nemlig af vide, at jeg først kunne gå i gang med inseminationen, når jeg havde tabt 5,1 kg. Dette har jeg arbejdet hårdt på, og i fredags da jeg stillede mig op på vægten rundede jeg endelig målet – Hold nu kæft, hvor var jeg glad og stolt! Dette betød nemlig, at når jeg fik min menstruation, kunne jeg ringe og bestille tid til scanning af mine æg og derved starte processen til inseminationen. Min menstruation kom i søndags, så mandag morgen ringede jeg til klinikken og fik en tid til scanning torsdag d. 30. november.

Som jeg tidligere har nævnt er jeg ret glad for at tracke forskellige ting via app’s, jeg bruger f.eks. Endomondo til at tracke mine PowerWalks, MyFitnessPal til at tracke kalorieindtag, og jeg tracker faktisk også min menstruationscyklus med app’en Flo. Jeg ved godt, at mange er rigtig glade for app’en Clue, men den blev jeg aldrig rigtig fan af, men til gengæld er jeg vild med min app Flo, den er super brugervenlig, og så har den også et ret lækkert design.

  

Nåh, men ifølge min app, burde jeg have ægløsning mandag d. 4. december, så det bliver spændende at se, om det faktisk bliver dagen, hvor jeg skal insemineres. Wauw, det er altså lige om lidt agtigt, og jeg glæder mig som et lille barn til Jul😊

Manden

Hvis du har læst mine tidligere indlæg, ved du, at der er en mand i mit liv, som betyder ret så meget for mig, og som jeg skrev om tidligere, spurgte jeg ham faktisk, om han havde lyst til at være donoren til mit barn. Selvom det ikke gik som jeg håbede, har jeg jo stadig rigtig meget lyst til at se ham – og  JA, nu jeg har faktisk set ham en enkelt gang siden. Det var virkelig dejligt at se ham igen, og der var heldigvis ingen akavet stemning, men det skal dog lige siges, at vi på intet tidspunkt nævnte eller snakkede om hele mit projekt – Altså som i overhovedet ikke! Det var nu helt okay, det var faktisk rigtig rart, at vi kunne være sammen fuldstændig som vi plejer helt afslappet og hyggeligt, og når nu største delen af mine vågne timer i forvejen bliver brugt på at tænke på projekt Lav-en-baby, så var det nu helt rart at bruge en aften sammen med ham uden at skulle tænke på det.

Fuldstændig som vi plejer, er dog alligevel måske lidt af en overdrivelse, for det er faktisk første gang i de 8 år vi har ses, at vi ikke har haft sex. Han blev og sov, og vi puttede og hyggede ligesom vi plejer, men sexen udeblev. Om det var på grund af situationen, eller om det bare var helt almindelig træthed og mangel på overskud kan jeg ikke sige, men for mit eget vedkomne, betød sex egentlig ikke så meget lige præcis den aften, det var bare rigtig rart, at han var tilbage.

Meeeeeeeeen måske jeg snart skulle invitere ham forbi igen….. 😉

En glædelig nyhed

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om, at jeg skulle have min moster på besøg, og at jeg har glædet mig helt afsindigt til at fortælle hende om hele mit projekt. Hun var jo den der gjorde, at jeg traf den endelige beslutning om at starte på inseminationen i år, og samtidig har hun selv været igennem en virkelig hård tid det sidste halve år, jeg så derfor rigtig meget frem til at kunne give hende denne glædelige nyhed om, at jeg faktisk allerede er gået i gang.

Jeg kan godt fortælle jer, at hun blev glad, Ja ligefrem lykkelig vil jeg mene 😊 Hun var simpelthen så sød, hun fik helt tårer i øjnene imens jeg fortalte om det hele, og hun kunne næsten ikke sige noget, hun blev bare ved med at gentage, at det var den bedste nyhed hun havde fået længe.

Vi brugte efterfølgende det meste af aftenen på at tale hele situationen igennem, om min fremtid som ”selvvalgt” alene-mor, hendes kommende rolle som bonus-mormor og alt der imellem. Jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne have ønsket en bedre reaktion, og jeg ved allerede nu, at min moster bliver en kæmpe støtte, og en af de vigtigste personer i mit kommende barns liv.

Det varmede virkelig mit hjerte inderligt at se min moster blive så glad, om end det kun var for nogle få timer <3

 

Det var vidst nok updates for nu, resten af aftenen står på lidt hygge-læsning inden sengetid, jeg er nemlig lige gået i gang med bogen ”Kærlighed for voksne”, som allerede tegner til at blive vildt spændende. 😊

Håber du har en ligeså skøn torsdag aften som jeg.

 

 

 

 

En glædelig nyhed i en trist stund…

Som jeg skrev i mit aller første blogindlæg, så var det en samtale med min moster, der gjorde, at jeg tog den endelige beslutning om at blive insemineret i år. Men jeg har faktisk endnu ikke fortalt hende, at jeg har taget beslutningen om at gå i gang, og at jeg allerede har været til de indledende samtaler og behandling.

Min mosters kæreste H’ bor langt oppe i Sverige, og i det sidste halve års tid, har min moster været der oppe, kun afbrudt af nogle få visit i Danmark. H’ har ligget dødeligt syg af kræft, og min moster har naturligvis været hos ham til det sidste. Jeg har derfor ikke set min moster i over 3 måneder, og sidst vi sås var jeg endnu ikke startet på Fertilitetsklinikken, så jeg ville vente med at fortælle hende noget, til at jeg ligesom var kommet rigtig i gang. Vi har selvfølgelig talt i telefon sammen jævnligt, men jeg ville gerne vente til hun var hjemme igen, så jeg kunne fortælle hende det face-to-face.

H’ døde for 3 uger siden, det er selvfølgelig ganske frygteligt, men han havde det ikke godt til sidst og lå bare helt tynd, uden energi til at rejse sig eller kunne føre en normal samtale med min moster, så for hans egen skyld var det godt, at han fik fred. Mine forældre kørte hele vejen op (vi taler 10 timers køretur op igennem Sverige) for at være hos min moster til begravelsen og i dagene efter, imens blev jeg hjemme og passede mine forældres hund og mit arbejde.

Nu er min moster hjemme igen, og jeg har inviteret hende til middag i aften. iiihh hvor jeg dog glæder mig til at se hende, der er så meget jeg skal fortælle hende, og det bliver så vildt at fortælle hende alt om, hvorfor jeg tog beslutningen, at hun er grunden til, at jeg er gået i gang nu, om de første besøg hos klinikken, og at jeg regner med at blive insemineret allerede her i starten af december. Jeg tror på, at hun bliver ovenud lykkelig, for jeg kunne næsten allerede se det på hende, da vi talte om det tilbage i foråret.

Jeg håber virkelig, at denne glædelige nyhed kan varme lidt aller inderst inde og bringe et smil frem i en ellers trist stund <3

Søndag: Produktiv og tankefuld

Søndag: Produktiv og tankefuld

Jeg ELSKER søndag.
Jeg kan sove lidt længe, og stadig nå at få en masse ud af dagen, det er helt perfekt. 😊
I dag er ingen undtagelse,  jeg har været ude på lidt over en times PowerWalk, og det var simpelthen så skønt. Solen skinnede fra en skyfrihimmel, den kolde friske luft i ansigtet, der var flere aktiviteter i gang rundt omkring på stranden hvor jeg gik, og jeg mødte en masse glade ansigter på min vej – fordi søndag bare er en skøn dag!

Hurtig-løberne er på, når jeg er ude og PowerWalke, de er muligvis ikke så kønne i neon grønne, men det er de bedste løbe-/gå sko jeg nogensinde har haft – Nike Air Zoom Pegasus 33 #No-ad 😉

Jeg fik handlet ind til ugens morgenmads- og frokost-madpakker på hjemvejen. Når jeg prøver at holde styr på mit kalorieindtag, så er det altså bare en del nemmere at have sin egen madpakke med, frem for at bruge kantinen på mit arbejde, her kan jeg nemlig hurtig falde i og tage de lækre, men knap så sunde ting, og hurtigt får jeg også taget lidt for meget på tallerkenen, og det værste er jo, at jeg spiser det hele! – Har jeg sagt, at jeg er lidt af et madøre 😊

Da jeg kom hjem fra turen, fik jeg lavet madpakkerne klar til de næste 4 dage, og i denne uge står den på ÆggeMuffins til morgenmad og Kyllingsalater til frokost.

Nu har jeg så lige et par timer til at sidde foran computeren, hvilket jeg også er blevet ret så vild med. En ting er, at man kan tænke en masse tanker, men for mig virker det altså også ret befriende at få skrevet nogle af disse tanker ned.

I dag ude på min gåtur var mine tanker meget på mine forældre. De er fra en lidt ældre generation, hvor man bliver sammen i tykt og tyndt, og de kunne i sommers fejre deres 43 års bryllupsdag. Begge mine forældre er omkring 70 år, uuuhh det virker virkeligt gammelt, når jeg ser tallet, men de er faktisk super friske og holder sig vældig godt. De har dog helt klart spillet en rolle omkring, hvorfor jeg har valgt at blive insemineret nu og ikke vente 3 år mere, som jeg ellers først havde planlagt i mit hoved. Jeg vil jo rigtig gerne se mit barn vokse op med sin mormor og morfar, mens de stadig er friske nok til at kunne tage aktivt del i dagligdagen med leg, pasning, hygge osv.

Jeg har dog ikke valgt at indvie dem i mit projekt omkring insemineringen. Dette kan for nogen sikkert virke lidt underligt, men for mig føles det helt naturligt. Vi har det rigtig godt i vores familie og vi ses jævnligt, spiser middage og hygger, men vi har aldrig været en familie, der deler følelser og tanker som sådan. Jeg kender flere piger/kvinder der bruger især deres mor til at betro sig til, men det har jeg aldrig rigtig gjort, dette bruger jeg mine veninder til i stedet. Min mor og jeg er meget forskellige, og jeg minder helt sikkert mere om min far, derfor har jeg ofte haft det svært med at skulle dele noget med hende, for jeg kan godt føle, at hun ikke rigtig forstår mig. Det er helt okay, vi har jo et rigtig godt forhold ellers, og så bruger jeg som sagt bare mine veninder i stedet.

I aften skal jeg, min storebror, svigerinde og hendes herlige teenage søn hjem til en forsinket-Mortens aften hos de gamle – Mums hvor jeg glæder mig! 😊 Det bliver smadder hyggeligt, vi har alle haft lidt travlt på det sidste, så det er ved at være noget tid siden, at vi alle har været samlet.
Det er dog også en smule underligt, at skulle sidde der og ”gemme” på en så spændende og livsvigtig begivenhed, men jeg ved bare, at de vil have en smule svært ved at forstå det, og samtidig vil det give min mor de vildeste bekymringer, som man jo naturligvis får som mor. Jeg kan allerede høre hende for mig – Åh nej skat, en fremtid som alenemor, det bliver så frygteligt hårdt, kan du nu klare det?!! Og ja, hun har jo ret, det bliver vanvittigt hårdt, men det vilde er, at jeg er inderst inde er så sindssygt klar til det her, at jeg faktisk ikke bekymrer mig overhovedet! Dermed ikke sagt, at jeg ikke finder det skræmmende, for det gør jeg helt sikkert, det bliver jo en kæmpe omvæltning i mit liv, og ja jeg kommer til at stå med et gigantisk ansvar helt alene, men jeg bekymrer mig ikke, får jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg nok skal klare det her, også selvom det bliver ubeskriveligt hårdt. Heldigvis har jeg også et rigtig godt og stort netværk omkring mig, så helt alene bliver jeg jo nok ikke alligevel 😊

Bekymringer har hun nok af, det er vel en mors lod her i livet, men der er ingen grund til at give hende endnu noget at bekymre sig om, hun skal jo tids nok få det af vide, når jeg endelig bliver gravid, og så håber jeg at glæden over, at de skal være bedsteforældre overskygger alle deres bekymringer <3

Nu vil jeg smutte i et langt varmt bad, og så tage ud og have en dejlig aften med min familie.

Håber du har en ligeså skøn søndag som jeg.

Follow my blog with Bloglovin

Ventetid…. Og mere ventetid…

Ventetid…. Og mere ventetid…

Sjovt som nogen ting forandrer sig, når man går i gang med projekt Lav-en-Baby. For ikke særlig længe siden syntes jeg egentlig, at menstruation var en ikke særlig velkommen tilbagevendende begivenhed, som altid kom temmelig ubelejligt, og selvom der gik en måned imellem, så føltes det som alt alt for ofte, og det var squ bare ret irriterende! – Men nu er menstruation en helt anden sag. Først skulle jeg til egen læge og have lavet et tjek for celleforandringer, så der skulle jeg lige vente til, at jeg ikke havde menstruation, så skulle jeg have taget nogle blodprøver, som skulle tages på 2. eller 3. menstruationsdag, så ventede jeg på at få min menstruation, efter første besøg på fertilitetsklinikken, skulle jeg så igen vente til, at det kom igen, for så skulle der bestilles tid til skylning, som skulle ligge ca. midt imellem menstruation og ægløsning, og nu her efter skylningen skal jeg så igen vente på, at jeg får min næste menstruation for at finde ud af et tidspunkt til scanning af mine æg. Jeg føler mig konstant i vente-mode, men nu er menstruation nærmest blevet noget jeg glæder mig til kommer, for det betyder jo, at jeg rykker et skridt nærmere drømmen om at blive mor 😊

Ventetiden bliver dog brugt på en masse fornuftigt, jeg skulle jo gerne tabe nogle kilo inden jeg starter på selve insemineringen, og det betyder, at jeg bruger en del tid på at planlægge og tilberede sunde retter og madpakker, plus der skal planlægges, hvornår der kan presses en times motion ind hist og her i en ellers travl hverdag. Jeg synes faktisk, at det går over al forventning med at få smidt de kilo, men jeg bruger altså også ret meget tid på planlægning og udførsel. En hver der har prøvet at gå i gang med et mere seriøst forsøg på at tabe sig ved, at det er noget der optager meget af ens vågne timer, og det samme gælder selvfølgelig for mig. Heldigvis kan fokusset omkring vægttab bruges på at fjerne fokus fra, hvor utålmodig jeg i virkeligheden er. En måneds ventetid er virkelig lang tid, når man nu har truffet beslutningen og bare smadder gerne vil i gang.

Heldigvis har jeg et arbejde som jeg er glad for, og jeg har de aller bedste kollegaer man kunne ønske sig. Vi har temmelig travlt for tiden, så i 8 timer om dagen, kan jeg i det mindste lægge hele tankemylderet omkring projekt Lav-en-Baby og ventetiden lidt på hylden. Jeg har kun delt min ”hemmelighed” med en enkelt kollega, og kun fordi hun er lidt i samme situation som jeg selv, og fordi hun faktisk også er blevet en rigtig god veninde. Det er nu meget rart, at mit arbejde stadig kan føles lidt som et frirum uden fokus på, hvad der ellers fylder resten af min hverdag.

Udover vægttab og arbejde, bruger jeg rigtig meget tid sammen med mine veninder, og det er sjældent, at jeg har en aften for mig selv der hjemme, til trods for, at jeg faktisk nyder det ganske meget, når jeg endelig har det. Det er dog super dejligt, at jeg kan snakke med mine nærmeste veninder og venner om hele projektet, de støtter totalt op omkring det, og de synes også det er smadder spændende at følge med. Jeg har dog indtil videre kun fortalt nogle ganske få om dette blog-projekt, men de der ved det, og som allerede har læst lidt med, er helt på toppen over det, så jeg vil virkelig gerne prøve at få presset lidt flere hjemme-dage ind i min kalender, så der kan blive plads til lidt flere skriverier i løbet af ugen. 😊

Jeg håber virkelig, at de næste par uger kommer til at flyve af sted, for jeg vil bare rigtig gerne i gang. Der er jo ingen garanti for at insemineringen giver et positivt resultat, hverken første, anden eller tredje gang, og så skal jeg jo igen vente en måned for hver gang jeg skal forsøge igen – men den tid den sår. 😉

Follow my blog with Bloglovin

Skylning – Av for filan!

Skylning – Av for filan!

Nøj hvor har jeg bare været nervøs i dagene op til, at jeg skulle ind på fertilitetsklinikken og have skyllet mine æggeledere. Flere skriver på nettet, at det bare er en lille smerte, lidt ligesom menstruationssmerter, men desværre kender jeg to der er blevet skyllet, og de syntes det gjorde helt afsindigt ondt og det har selvfølgelig gjort, at jeg blev temmelig bange for det.

Udover at jeg var nervøs for skylningen, så var jeg nok endnu mere nervøs for vægtopfølgningen. Mig og den forbandede vægt, tænk at et lille digitalt tal kan virke så skræmmende. Jeg har seriøst knoklet, for at bevise, at jeg virkelig gerne vil det her, og jeg synes egentlig, at det har været forholdsvist nemt at holde igennem de sidste par uger, nok på grund af at min motivationsfaktor aldrig har været højere. Jeg har downloadet app’en MyFitnessPal, så jeg kan tracke hvor mange kalorier jeg indtager i løbet af dagen, og fordi det jo gerne skal gå lidt hurtigt, så har jeg prøvet at holde kalorieindtaget på omkring 1000 kcal dagligt. Dog har jeg givet mig selv lov til et lettere ædeflip fredag eller lørdag aften 😊

Udover at tracke kalorier, skulle jeg også gerne i gang med en form for cardio. Det sidste års tid har jeg kun dyrket yoga, og selvom det selvfølgelig er super skønt for krop, sind og sjælen, så er det desværre ikke noget der giver det store minus på vægten. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om at løbe, men jeg synes det er en dejlig nem måde at dyrke motion på, bare ud af døren og så er du i gang, man skal ikke først pakke en taske, køre et sted hen, være der på bestemte tidspunkter osv. Derfor prøvede jeg at løbe min første tur efter et lille års tids pause. Ha ha føj hvor gik det dårligt, jeg havde virkelig ingen kondition, og efter kun 2 km krampede min læg helt vanvittigt, og jeg måtte stoppe op og gå. Jeg var virkelig tæt på at dreje ned af vejen der førte hjemad, men tænkte at nu var jeg endelig kommet ud af døren, så kunne jeg som et minimum gå en tur i et rask tempo. Det endte med at jeg PowerWalkede 7 km, og det var virkelig skønt. Jeg kunne holde et hurtigt tempo hele vejen, det gjorde ikke ondt nogen steder, jeg kunne stadig trække vejret, og der var oven i købet overskud til at få tænkt en masse tanker, så det var en virkelig god oplevelse, og det føltes virkelig som om, at jeg havde gjort noget rigtig sundt og godt for min krop og mit sind. Så det er jeg faktisk forsat med at gøre 4 gange om ugen med omkring en times varighed. Dette tracker jeg via app’en Endomondo, for det er sjovt at kunne følge med, om jeg gør det bedre gang for gang og fordi, at jeg kan se, at jeg faktisk taber næsten ligeså mange kalorier på dette, som hvis jeg løb.

Nååh men altså, jeg følte virkelig, at jeg havde gjort en indsats for at tabe mig, men til trods for det, så sagde min egen vægt, at jeg kun havde tabt mig 100 gr. pr. uge, og jeg var derfor en smule nedtrykt, da jeg 2,5 uge efter første besøg skulle op på klinikken igen.

Nervøs og nedtrykt mødte jeg op sammen med min svigerinde, hun er simpelthen så sød, at hun har lyst til at tage med og holde mig i hånden 😊 Jeg startede med, at skulle have lavet skylningen. Det var ikke den samme læge, som jeg havde været til samtale hos, og det var egentlig lidt ærgerligt, for den første læge havde været super rar og virkede yderst professionel, hvorimod ham her, var lidt smart i en fart og snakkede vildt hurtigt, så vi dårligt kunne følge med, men hans arbejde gjorde han ganske fint, og sygeplejersken som også var med, var helt utrolig sød og rigtig god til at berolige mig.

Av for filan, hvor gjorde det ondt, jeg havde fået besked på at tage smertestillende en time inden jeg kom, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det havde føltes uden! Heldigvis var smerten kortvarig. Når katederet skal op og sidde, skal en lille bitte ballon pustes op, sådan at det ikke bare smutter ud igen, men det var da ballonen blev pustet op, at jeg følte en helt igennem frygtelig smerte, ligesom menstruationssmerter gange 1000, smerten var dog overstået på ganske få minutter, og jeg fik stor ros for at kontrollere det så fint – Halleluja for at have trænet åndedræts øvelser igennem min yoga træning! 😊 Nu kunne jeg så ligge og følge med på skærmen, at de sprøjtede væsken op i æggelederne, og de viste mig hvor fint det løb igennem. Det var nu heller ikke en særlig rar følelse at få sprøjtet op, men dog til at holde ud. Det var hurtigt overstået og alt så rigtig fint ud. Sjovt at man lige pludselig kan blive så glad over at få af vide, at ens underliv ser flot og klar ud, det er jo ikke ligefrem noget man har gået og spekuleret over før, men nu føles det bare virkelig betydningsfuldt.😊

Bagefter skulle jeg ind til en kort samtale, her fik vi styr på, at jeg får brug for en donor og mit valg er blevet, at det bliver en åben donor, hvilket betyder, at barnet kan kontakte sin far, når det fylder 18 år. Udover det har jeg valgt, at klinikken skal finde den perfekte donor til mig ud fra ganske få kriterier som er højde, vægt, hårfarve og øjenfarve. Jeg kunne også sagtens have valgt at finde min egen donor hos en sædbank, og det var da også sjovt at være inde og kigge på profilerne med babybilleder og beskrivelser osv., men jeg følte bare ikke rigtig, at det var det jeg havde brug for. Jeg vil jo bare rigtig gerne have et barn og være mor, og når faren alligevel ikke er en man ikke kender, så tror jeg ikke rigtig på, at det kan have nogen betydning om han er uddannet ingeniør og spiller skak i fritiden. Når alt kommer til alt, så bliver barnet nok mere formet af selve opdragelsen, og ikke af hvad en ukendt far har opnået med sit liv.

Til sidst skulle vi lave opfølgning på min vægt, hold nu op hvor var jeg nervøs, jeg rystede helt da jeg trådte op vægten, men tallet den viste, gav mig et kæmpe smil på læben. Det viste sig, at mit hårde arbejde virkelig havde betalt sig, for på 2,5 uge havde jeg tabt 3,2 kg. jeg sprang af vægten og omfavnede min svigerinde, hun var nærmest ligeså glad som jeg. Selv lægen synes, at det var ret godt arbejde. Vi aftalte at næste gang jeg har menstruation, og hvis jeg har tabt de sidste 1,9 kg., så skal jeg ringe til klinikken og bestille en tid til at komme i gang med selve forløbet til inseminering.

Jeg har ca. 3 uger til at tabe 1,9 kg, det kommer til at holde hårdt, men det skal nok lykkes. Det betyder nemlig, at jeg så får lov at blive insemineret i starten af december. Tænk en gang, der er ikke en gang en måned til, det er altså lidt skræmmende, men også helt vildt utroligt spændende.

Tak fordi du læste med.

Follow my blog with Bloglovin

Daddy to be… eller ej!

Daddy to be… eller ej!

Igennem de sidste 7 – 8 år har jeg ses med en mand on/off, vi har aldrig været kærester, og vi bliver det heller aldrig. Vores forhold er nok mere i den kategori, man nu om dage kalder Netflix & chill venner 😉 Jeg har selvfølgelig fået nogle følelser i klemme for længe siden, og så måtte vi stoppe med at ses, men vi vender alligevel tilbage til hinanden gang på gang. Jeg har haft 2 kærester undervejs og han har haft en enkelt, men uanset hvad, så finder vi altid hinanden igen, det er jo rart med hyggeligt selskab, når man er single.

Jeg har fuldt ud accepteret, at det aldrig bliver os, men jeg håber inderligt, at jeg får lov at beholde ham som en ven resten af mit liv, for han betyder virkelig noget særligt i mit hjerte. Manden er 10 år ældre end jeg og har ingen børn. Han lever virkelig ungkarle livet og har ikke et helt normalt 8 – 16 job, så der er dårligt plads til kærlighed, familie osv. i hans liv, sådan har det altid været, og det bliver det nok ved med.

Hen over sommeren har vi ses en hel del, vi snakker om alt og ingenting, men kærlighed og familieliv er emner vi holder os pænt fra, sikkert fordi det lidt føles som et tabu, fordi vi jo begge ved, at jeg har følelser for ham. Han har derfor intet vidst om, at jeg gik med disse tanker omkring insemination, og at jeg har et kæmpe ønske om at få et barn og blive mor.

Imens jeg har haft rigeligt at tænke på de sidste mange måneder, dukkede en ny tanke, eller rettere sagt ide op – Hvad nu hvis han måske kunne tænke sig at være donoren til mit barn og blive far??!

Ikke fordi at vi skulle være en lille familie eller noget, men simpelthen fordi, at jeg i bund og grund synes, at det ville være mest fair at give mit barn en far. En mand jeg jo holder virkelig meget af, og som jeg er sikker på ville blive en fantastisk far, om end han måske ikke ville kunne være der så meget. Jeg har heller ikke taget p-piller siden sidste sommer, og dette vidste han godt, men til trods for det, har vi ikke beskyttet os på noget tidspunkt, så det gjorde selvfølgelig også, at jeg tænkte, at tanken måske ikke var helt så skræmmende for ham.

Efter jeg selv havde brugt meget tid på at tænke på dette, var jeg nødt til at dele min ide med mine veninder og svigerinde. De synes, at det var en virkelig god ide, til trods for at vi alle regnede med, at han ville sige nej, men om ikke andet ville jeg få det ud af mit system, og slippe for senere hen at skulle gå og tænke ”Tænk nu hvis…”, og samtidig ville jeg også give ham muligheden for at blive far på hans helt egne præmisser.

Det skulle dog vise sig at være nemmere sagt end gjort, at få ham spurgt! Efter jeg var blevet enig med mig selv om at spørge ham, sås vi flere gange, og jeg prøvede virkelig at få det gjort, men det var umuligt for mig. Jeg fik det fysisk dårligt, og jeg var lige ved at tude flere gange imens han var der, men det opdagede han heldigvis ikke takket være Netflix 😊

Til sidst var jeg lidt presset på tid, for jeg havde allerede fået min første tid hos fertilitetsklinikken, og jeg skulle jo gerne kunne fortælle dem, om jeg havde en donor eller ej. Jeg var faktisk lige ved at gi’ op og droppe det, da en veninde spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare sendte ham en sms. Vi var selvfølgelig begge enige om at face-to-face ville være det mest modne og ansvarlige at gøre, men når det nu var fysisk umuligt for mig, så var det vel i bund og grund bare vigtigst, at jeg fik ham spurgt, og det havde hun selvfølgelig ret i. Efter vores snak tog jeg hjem om aftenen og skrev et udkast til sms’en. Jeg sendte det til en rigtig tæt veninde, som sjovt nok er kærester og har børn med hans bedste ven, så de kunne kigge den igennem sammen og sige, om det ville være helt langt ude, hvis jeg sendte den afsted. Det mente de heldigvis ikke. Jeg blev enig med mig selv om at sende den til ham dagen efter, så var det fredag, og hvis jeg nu fik et svar med det samme, kunne jeg bruge weekenden til at fordøje hele situationen.

Fredag kl. 15 sendte jeg beskeden afsted, shit hvor jeg rystede, jeg tog direkte hjem til min svigerinde og der blev drukket øl og røget cigaretter for at få styr på nerverne 😊 Her er hvad jeg skrev…

Kun et par timer senere svarede han, det var hverken helt godt eller helt skidt. Han skrev, at han faktisk havde besluttet, at han ikke skulle have børn, men at han jo virkelig kunne se, at det var noget, som jeg havde lagt mange tanker i, så det ville han også gøre for mig, og han skulle derfor nok vende tilbage når han var klar.

Puha, det var virkelig rart, at han kom med en respons så hurtigt, og jeg kunne jo sådan set ikke ønske mig mere, end at han virkelig bare tænkte det godt og grundigt igennem. Dagene gik, og et lille håb begyndte at spire. Når nu han faktisk havde afskrevet tanken om børn, så ville det vel kun tage så lang tid at tænke over det, hvis der var en reel chance for, at han ændrede mening – eller sådan overbeviste mit eget hoved mig i hvert fald om, at jeg havde en chance!

Der skulle gå to uger før jeg fik mit svar, og jeg var derfor nødt til at fortælle fertilitetsklinikken, at jeg først kunne give mit endelige svar om donor til vores næste samtale. Det er selvfølgelig ikke særlig lang tid at bruge på at tænke over sådan en vigtig beslutning, når man sidestiller det med, at jeg selv har tænkt tanken i ca. 4 – 5 år! – Men altså to uger er bare virkelig lang tid at vente på sådan et svar, det var ulideligt, men endelig skrev han.

Svaret blev desværre et rigtig pænt Nej tak.

Min verden brød sammen i samme sekund, det handler jo ikke kun om hans beslutning, der ligger selvfølgelig flere ting bag. Jeg blev oprigtig ked af, at muligheden for at give mit barn en far forsvandt, men samtidig var jeg også ked af, hvis jeg nu mister ham som en ven fordi hele situationen er lidt akavet, mit eget hoved spiller mig også et puds når jeg bliver ramt, og så tager min dårlige selvtillid og de negative tanker over. Det ramte mig virkelig dybt og jeg græd i flere dage i træk, og når der ikke var flere tårer tilbage, så gik jeg rundt som en af dem fra Walking Dead.

Det er små 3 uger siden, at jeg fik svaret, og det går bedre nu. Jeg kan stadig blive ramt ved tanken, men jeg prøver at se fremad, og så hjælper det selvfølgelig, at jeg havde en Mega optur ved mit andet besøg hos fertilitetsklinikken forleden dag, men det fortæller jeg nærmere om i næste indlæg… 😊

Til de nysgerrige, så har vi kun skrevet lidt sammen siden. Jeg har helt vildt meget lyst til at se ham, men jeg tør vidst ikke rigtig spørge. Tror jeg er en smule bange for at skulle blive afvist endnu en gang, det kan jeg næsten ikke bære, for som jeg skrev i starten, så håber jeg virkelig, at jeg får lov at beholde ham som en ven for altid. <3

Follow my blog with Bloglovin

Første besøg hos fertilitetsklinikken…

Første besøg hos fertilitetsklinikken…

Efter jeg havde taget beslutningen om, at jeg ville gå i gang med inseminationen til efterår/vinter, dukkede endnu et vigtigt valg op, nemlig hvor behandlingen skulle foregå ?

Hen over sommeren blev der brugt en del tid på at læse side op og side ned omkring insemination og fertilitetsbehandling, og jeg læste også op på hvilke gynækologer og fertilitetsklinikker der var i København – Thank God for Google😉

Jeg bor i indre København, så det var selvfølgelig nærliggende at finde et sted her i byen. Jeg brugte timer på diverse hjemmesider, det er jo vigtigt at finde et sted, hvor man føler sig tryg ved at skulle starte i behandling. Mit endelige valg blev Dansk Fertilitetsklinik, som ligger inde på Frederiksberg. Du kan tjekke deres hjemmeside ud på www.danfert.dk. For mig virkede det som et super professionelt sted, de har fået mange fine anmeldelser, de har en høj succes rate og så er beliggenheden nem at komme til og fra.

Da vi nåede september og min læge lagde henvisningen ud, kontaktede jeg Dansk Fertilitetsklinik, og vi havde en rigtig god snak om at skulle starte behandlingen op. Den søde klinikassistent sendte mig efter vores samtale et skema, som jeg skulle give til mine egen læge. Skemaet indeholdt de undersøgelser og blodprøver, jeg gerne skulle have lavet inden første samtale. Vi fik hurtigt lavet undersøgelserne, men blodprøverne måtte jeg vente lidt med at få lavet, en af prøverne skulle nemlig laves på 2. eller 3. menstruationsdag, og det var der desværre et stykke tid til. (Jeg bliver altså en smule utålmodig, når nu jeg har besluttet mig for at komme i gang) 😊

Da der omsider var styr på alle prøver og undersøgelser, og da jeg havde fået ok til, at alt så fint ud, ringede jeg og bestilte tiden til den første samtale på klinikken. Datoen blev d. 9. oktober 2017, nøj hvor var jeg spændt. Jeg fik tilsendt et langt spørgeskema, som jeg skulle udfylde og sende til dem i god tid inden dagen for mødet.

Skemaet indeholdt selvfølgelig en masse spørgsmål, såsom om jeg havde haft diverse sygdomme, om der var nogen arvelige sygdomme i familien osv., men der var også de helt basale spørgsmål som højde og vægt. iiiiihh altså det giver mig altid et lille stik i hjertet, når det skal handle om min vægt. Jeg har lige siden jeg var barn, været det man så moderne kalder en plussize pige, og jeg vidste godt, at dette måske var noget klinikken ville nævne. Jeg fik sendt skemaet af sted, dog lettere nedtrykt, da mit hoved nu kun kunne tænke på, om de måske ville afvise mig pga. min vægt. Vægt-Issuet har fyldt meget i mit liv, så de negative tanker tager desværre let over, når min vægt kommer i fokus.

Inden samtalen havde jeg inviteret min svigerinde med, da vi har det bedste svigerindeforhold man kan ønske sig. Hun er ligeså tæt som mine ældste veninder, og jeg deler alt med hende.  Hun har været med inde over dette ”projekt” fra starten og støtter totalt op omkring det. For mig er det rart at kunne tage hende med, så jeg ikke efterfølgende sidder alene med en masse ny information og oplysninger og er helt forvirret.

Endelig kom dagen, vi tog metroen der ind og kom i rigtig god tid. Klinikken havde en smadder hyggelig atmosfære og personalet var virkelig søde, lige som jeg havde forstillet mig. Samtalen skulle foregå sammen med klinikchefen Ursula, hun virkede meget professionel og forklarede mig det kommende forløb grundigt, hun svarede på vores spørgsmål og hun fortalte, at tallene fra min blodprøver var virkelig fine. Jeg skulle også have en gynækologisk undersøgelse, hvor hun skulle tjekke om min livmoder så fin ud, og her kunne jeg ligge og følge med på skærmen, hvor hun forklarede hvad det forskellige var. (Om jeg begriber hvordan læger læser de abstrakte ultralydsbilleder, det er jo helt sindssygt, at de kan det)😊

Da vi talte om sæddonor, fortalte jeg, at jeg måske selv havde en mand som skulle være donoren, men at han endnu ikke havde givet mig sit endelige svar. Derfor aftalte vi, at jeg til næste møde skulle have besluttet mig for, om det skulle være en sæddonor fra sædbanken, eller om jeg skulle have manden med. (Situationen omkring manden, hvordan jeg spurgte ham og hvad hans beslutning blev, får I lige i et andet indlæg, for det er et helt kapitel for sig) 😉

Til sidst kom det jeg havde frygtet, nemlig snakken om min vægt, den gik dog bedre end forventet. Jeg måtte fortælle hende, at vægten jeg havde skrevet i spørgeskemaet var et ca. tal, da jeg ikke har stået på en vægt i næsten 2 år, og jeg var derfor nødt til at træde op på hendes vægt – Shit det var nervepirrende! Vægten sagde 1,1 kg mere end hvad jeg havde skrevet, så det var da nogenlunde ramt. Hun fortalte mig, at fordi at staten betaler behandlingen, så har Sundhedsstyrelsen stillet nogle krav til rammerne for at få behandlingen, og et af kravene er, at man har et BMI på under 30. Mit ligger lige over, og hun var derfor nødt til at bede mig tabe 5,1 kg. før end at vi kan starte behandlingen. Jeg sagde, at jeg skulle bruge max 2 måneder til dette, og vi aftalte, at når jeg kom ind til næste møde, ville vi lave en opfølgning på vægten, for at se om jeg når det. Hvis jeg når det, betyder det nemlig, at jeg får lov til at starte insemineringen i starten af december, så det er bare om at komme i gang 🙂

Jeg fik udleveret en mappe med mine papirer og en del læsestof, og det sidste vi aftalte var, at jeg skulle kontakte klinikken igen på min næste 1. menstruationsdag, hvor jeg skulle aftale en tid til at få skyllet mine æggeledere.

Da vi gik der fra, var jeg smadder lettet og glad. Nu er jeg ligesom i gang og Hey 5,1 kg. er jo nærmest ingenting, det klarer jeg forhåbentlig nemt. Har tabt meget mere flere gange før, så jeg ved jo godt hvad der skal til, men dette er nok den aller største motivation jeg nogensinde har haft for at tabe mig, det betyder jo virkelig, om jeg får lov at få et barn eller ej!

Kampen mod kiloene er sat i gang, og hvordan det går med det, skal jeg selvfølgelig nok følge op på i næste indlæg.

Tak fordi du læste med.

Follow my blog with Bloglovin